Sommerguide tema: Sprog og sansning

Sommerguide tema: Sprog og sansning

Lea Guldditte Hestelund & Ea Verdoner: Celeste, 2021.

Er en kunstoplevelse noget, der undsiger sig en sprogliggørelse? En ren sanseoplevelse, der skal mærkes, snarere end forklares? Eller er sproget i sig selv så styrende for vores måde, at forstå verden på, at vi ikke rigtigt kan tænke ud af det? Vi anbefaler her en håndfuld udstillinger, som på forskellig vis udforsker en sanselig oplevelse af verden, eller tematiserer sproget som fænomen.

Copenhagen Contemporary
30 jun – 5 sep: Celeste

Lea Guldditte Hestelund, komponist August Rosenbaum, komponist Cæcilie Trier og instruktør Ea Verdoner præsenterer en poetisk og tværæstetisk totalinstallation, der fletter lyd, skulptur, video, duft og performance sammen til en visuel og musikalsk fortælling, som inviterer publikum til at fordybe og fortabe sig. Tværæstetisk totalinstallation, som med syngende sten, spejlede kroppe, dufte, lyd, performance og poesi undersøger tidsbegrebet, kropserfaringer og følelsen af forbundethed.

Vestjyllands Kunstpavillon / Arne Haugen Sørensen Museum
Marie Raffn: an oval, a vowel, an e
26 jun 202118 jul 2021

Hvad hvis man kunne befinde sig kropsligt i et abstrakt sprog? I installationen, bestående af bøjede stålbånd med geometriske farvefelter i gips, bliver nogle afstøbninger i deres form, mens andre indgår i et større cirkulært system af mange dele, som hænger sammen. Et geometrisk kredsløb.

Holstebro Kunstmuseum
5 jun – 31 okt Lawrence Weiner

Den amerikanske kunstner arbejder på tværs af mange medier, og har til Holstebro Kunstmuseum skabt et udstillingsprojekt specifikt til museets Færchfløj. Her kan du opleve ti monumentale tekstværker, samt en række papirværker.

Anders Bonnesen: Watch your language, 2021. Formidlingstekst af Cia Rinne og Rasmus Halling. Installationsfoto, Randers Kunstmuseum. Foto: Mark Dyer.

Randers Kunstmuseum
12 jun – 26 sep Anders Bonnesen: Watch your language
Maleri, flade, sprog og tegn er omdrejningspunktet i udstillingen, hvor Bonnesen har lavet en række nye værker baseret på piktogrammer og andre simple visuelle symboler. Med udstillingen udforsker Bonnesen forholdet mellem sprog og billeder og går i dialog med museets faste samling.

Kunstmuseet i Tønder
22 jan – 19 sep Jacob Kirkegaard: Mellem Rum
Jacob Kirkegaard finder lyd på steder, som vi normalt betragter som dødstille – i kapellet og langs vildsvinehegnet ved den tyske grænse. I udstillingen præsenteres både helt nye værker, lavet specielt til museet, samt highlights fra Kirkegaards mangeårige arbejde med lyd.

Nikolaj Kunsthal
Sisters Hope: Sensuous City
14 jul – 26 jul

Publikum inviteres med på en dyb, sanselig rejse ind i byens poetiske sprækker; en rituel vandring og performance, der skal hjælpe os med at finde en sanselighed i vores måde at være til stede på i byen og i verden. Som modsætning til idéen om den store, fremmedgørende metropol bringer Sisters Hope os i kontakt med det nære, det stoflige, det æstetiske i storbyen.

Del artiklen

'Sommerguide tema: Sprog og sansning'

Facebook