Sommerguide 2020 – Vestdanmark

Sommerguide 2020 – Vestdanmark

Louise Nevelson: Moon Garden Scape VI, 1969-76. Foto: Niels Fabæk © 2020 Estate of Louise Nevelson / Artists Rights Society (ARS), New York / VISDA.

Skal du som så mange andre holde ferie i Danmark i år? Vi har samlet en håndfuld anbefalinger fra vores Art Guide til udstillinger, som du kan opleve på din “staycation” i Vestdanmark.

Kunsten Museum of Modern Art Aalborg
→ 03 jan 2021 Louise Nevelson: Skyggernes Skulptør
Skulptør Louise Nevelson er én af det 20. århundredes mest kendte amerikanske billedhuggere – oplev Kunstens store soloudstilling med den på mange måder markante kunstner.

ARoS Aarhus Kunstmuseum
→ 18 okt Mythologies – The Beginning and End of Civilizations
Udstillingen Mythologies – The Beginning and End of Civilizations, der folder sig ud i to gallerier på ARoS, har til formål at blotlægge de fortællinger, der gennem forskellige historiske epoker har været bærende for samfundet og styrende for både fællesskaber såvel som krig og ødelæggelse.

CLAY Keramikmuseum Danmark
→ 27 sep Cathrine Raben Davidsen: TOTEM
Udstillingen TOTEM med værker af billedkunstner Cathrine Raben Davidsen er intet mindre end en sanselig totaloplevelse af keramik, tegninger, grafik og animation.
Læs vores interview med Raben Davidsen her.

Esbjerg Kunstmuseum
→ 10 jan 2021 Esto es malo. Dette er ondt
‘Esto es malo. Dette er ondt’ er et arketypisk og evig gyldigt udsagn, der til alle tider udtrykker noget helt centralt om livets gru og den menneskelige natur – og som med corona-krisen er blevet absolut aktuelt og nærværende. Samtidig er det titlen på et værk af Richard Mortensen – og nu også titlen på et helt nyt udstillings- og forskningsprojekt på Esbjerg Kunstmuseum.

KunstCentret Silkeborg Bad
→ 23 aug Nana Francisca Schottländer: Vandlegeme
Med udstillingen VANDLEGEME udforsker performance- og billedkunstner Nana Francisca Schottländer tabte forbindelser mellem menneske og natur. Hun har gennem et år optaget materiale ved sø og skov i Silkeborg, og præsenterer nu en række nye værker i en udfordrende soloudstilling.

Kunsthal Aarhus
→ 16 aug Excavating Contemporary Archaeology
Kunsthal Aarhus præsenterer udstillingen Excavating Contemporary Archaeology, hvor otte internationale samtidskunstnere er blevet inviteret til at fortolke vores fælles europæiske kulturarv: Hvilke kulturelle aftryk har mennesket på godt og ondt sat på kloden? Hvilke fortællinger har historisk set domineret? Og hvilke overhørte stemmer kunne have formet en anden historieskrivning?

Museum Jorn
→ 27 sep STEPHAN BALKENHOL
Denne sommer bidrager Museum Jorn til fejringen af det dansk-tyske kulturelle venskabsår 2020 med en omfattende soloudstilling af den internationalt indflydelsesrige tyske billedhugger, Stephan Balkenhol (f. 1957). Præsentationen har fokus på kunstnerens seneste produktion og inkluderer en stor mængde helt nye værker, der aldrig tidligere har været vist.

Regelbau 411
→ 06 sep Tabita Rezaire: The Moon Center
I tre måneder giver Regelbau 411 plads til en ny institution, initieret af kunstneren Tabita Rezaire. The Moon Center er et sted for lunar transmission, hvor du kan opleve, modtage og dele læring om og fra månen gennem videnskab, kunst og ånd.

Randers Kunstmuseum
→ 16 aug FLORA – mellem planter og mennesker
Med FLORA – mellem planter og mennesker kaster Randers Kunstmuseum lys over, hvordan danske og internationale samtidskunstnere på forskellig vis undersøger vores forhold til planter og menneskets plads i naturen. Selvom udgangspunktet er afbildninger af planter, berører værkerne vidt forskellige sider af vores fælles historie med emner som magt, køn, kolonialisme og hierarkier.
Læs vores anmeldelse af udstillingen her.

Vendsyssel Kunstmuseum
→ 20 sep Behncke – Heerup – Hildebrandt
Under temaet genbrugsæstetik stiller udstillingen skarpt på de tre toneangivende kunstnere: Søren Behncke (f. 1967), Henry Heerup (1907-1993) og Kristian Hildebrandt (1924-2011). Ambitionen med udstillingen er, at der i mødet mellem de tre kunstnere, som på hver deres måde har været foregangsmænd i deres brug af genbrugsmaterialer, vil opstå nye og hidtil uformidlede fortællinger, som motiverer refleksion hos publikum.

Viborg Kunsthal
→ 06 sep Kaspar Bonnén: Archive of whats’s lost
Den danske billedkunstner og forfatter Kaspar Bonnén inviterer med udstillingen Archive of whats’s lost os ind i et personligt kunstnerisk univers, når han henover sommeren indtager hovedfløjen på Viborg Kunsthal.

Augustiana Kunsthal & Kunstpark
17 jul – 20 sep Silas Inoue: EAT & BECʘ̃ME
Silas Inoues kunstneriske virke er baseret på en særegen tilgang til gængse forestillinger om ’naturen’ over for ’mennesket’. Udstillingen handler om det afhængighedsforhold, der hersker mellem os mennesker, og de næringsmidler, som naturen forsyner os med. En fysisk nødvendighed, som mennesket har kultiveret, og som i dag er blevet til en symbolsk talemåde: du bliver, hvad du spiser.

Del artiklen

'Sommerguide 2020 – Vestdanmark'

Facebook