Som at åbne en gave

Som at åbne en gave

Et udpluk af flyttekasserne med de over 10.000 dele, der udgør Song Dongs installation Waste Not. Foto: Kirstine Bruun

Vis billedserie

Udstilling

Systemics#3 Against the idea of growth, towards poetry (or, how to build a universe that doesn’t f

16 jan 2014 30 mar 2014

Mika Taanila, Lise Skou, Jakob Kolding, Mogens Jacobsen, Fran Gallardo, Song Dong

Kunsthal Aarhus
Se kort og tider

Værket er del af den tredje udstilling i Kunsthal Aarhus’ udstillingsprogram Systemics Series.

I løbet af udstillingsperioden kan også opleves værker af Fran Gallardo (SP), Mogens Jacobsen, Jakob Kolding, Lise Skou og Mika Taanila (FI)

Det kræver ordenssans og tålmodighed at installere Song Dongs gigantiske 10.000-deles værk Waste Not, som snart vises i Kunsthal Aarhus som del af udstillingen Systemics #3. Til gengæld gemmer der sig blandt slidte sko og rustne søm også personlige minder i flyttekasserne fra Kina.

“Det er som at åbne en gave”, siger den herboende kineser Lu Bin, som er tolk for Song Dong og hans søster under deres ophold i Danmark, idet hobbykniven med en let, skrattende lyd glider gennem pakketapen på endnu en af de utallige flyttekasser i underetagen i Kunsthal Aarhus.

Også de danske hjælpere ser forventningsfuldt til, som kassens papflapper løftes og afslører indholdet.

Spild intet
Kassernes indhold af tandpastatuber, tom emballage og gammelt legetøj skal i løbet af de næste dage omdannes til installationen Waste Not, som den kinesiske kunstner Song Dong har rejst rundt i verden med siden 2005.

Skelettet af Shaos hus, som skal stå midt i udstillingsrummet. Foto: Kirstine Bruun
Skelettet af Shaos hus, som skal stå midt i udstillingsrummet. Foto: Kirstine Bruun

De mange genstande, som skal grupperes og placeres rundt om skelettet af Song Dongs mor Shao Xianqyuans gamle hus, er indsamlet af Shao gennem fem årtier og repræsenterer tre generationers liv.

Shao påbegyndte ‘samlingen’ under Maos kulturrevolution i 1960’erne, hvor familien oplevede stor fattigdom og begyndte at leve efter den kinesiske talemåde “wu jin qi yong” – waste not eller spild intet.

Alle ressourcer blev opbevaret for det tilfælde, at man fik brug for dem en gang i fremtiden, og Song og hans søster voksede op omgivet af byggematerialer, gamle sko og sammenfoldede plastikposer.

Song og hans mor gik i gang med at omdanne ophobningen af genstande til en kunstinstallation i forsøget på at hjælpe Shao ud af sorgen efter hendes mands – og Songs fars – død i 2002. Under arbejdet dukkede mange minder og historier frem, som hjalp familien igennem tabet og gav tingene en helt ny værdi.

Flasker og dåser i massevis. Foto: Kirstine Bruun
Flasker og dåser i massevis. Foto: Kirstine Bruun
Koldt - og varmtvandshaner gemt til senere brug. Foto: Kirstine Bruun
Koldt – og varmtvandshaner gemt til senere brug. Foto: Kirstine Bruun
Songs fars og bedstefars værktøj. Foto: Kirstine Bruun
Songs fars og bedstefars værktøj. Foto: Kirstine Bruun
Gamle dåser. Foto: Kirstine Bruun
Gamle dåser. Foto: Kirstine Bruun

På samme måde mærker også assistenterne fortiden boble op, efterhånden som de arbejder sig gennem de mange flyttekasser.

Waste Not er i sin færdige form så omfangsrigt, at brandmyndighederne i udstillingsperioden har nedsat sikkerhedsgodkendelsen af salen fra 200 til kun 50 mennesker, og overalt står store stabler af fragt – og flyttekasser.

Værket handler bl.a. om forbrug og familie, men lige nu ligner det mest af alt et gigantisk flytterod. De skal nok nå det, mener Song – men de har travlt.

Song Dong under arbejdet. Foto: Kirstine Bruun
Song Dong under arbejdet. Foto: Kirstine Bruun
Et pertentligt kaos
Den metalliske lyd af håndværkernes værktøj og hjælpernes nysgerrige småsnakken står dog i skarp kontrast til den fordybede ro, der strømmer fra Song Dong, mens han installerer Waste Not med hjælp fra sine danske og kinesiske assistenter.

Uanfægtet af hjælpernes ivrighed efter at få tilladelse til at tage tingene op af kasserne, tager han fat i en spinkel træseng, rykker den 5 cm til venstre, beser den fra et par skridts afstand og vender så tilbage for at rykke den til den oprindelige placering igen. Det skal stå helt rigtigt.

“Det er ikke nemt at installere værket her på grund af rummets form”, siger Song, og der er også praktiske hensyn:
“Det er et lille rum. Der skal være stier til at gå på og en sti hen til toilettet – og frit foran branddøren.”

Når installationen står færdig, vil Shaos hus være omgivet af arealer med hvert sit tema.

Et område med køkkenting, et med legetøj, et med Shaos favoritter: Tekstiler, tøj og sko og endelig et område, der rummer Songs fars og bedstefars ting.

Det viser sig, at Lus flyttekasse hører til dér, og Song giver endelig tilladelse til at tage, hvad der viser sig at være Songs fars og bedstefars værktøj, ud.

Efter indholdet er blevet fotograferet og registreret i et af tre tykke ringbind, sorteres det omhyggeligt, inden Song med instruktionen “interesting patterns, not straight”  beder assistenterne lægge hamre, spartler og pensler ud på gulvet.

En assistent placerer tomme emballager i skelettet til Songs mors hus. Foto: Kirstine Bruun
En assistent placerer tomme emballager i skelettet til Songs mors hus. Foto: Kirstine Bruun
Lu Bin åbner en kasse sammen med to af de andre assistenter. Foto: Kirstine Bruun
Lu Bin åbner en kasse sammen med to af de andre assistenter. Foto: Kirstine Bruun

Fælles minder
Det er her, belønningen venter. Mens tingene forsigtigt tages ud ad kassen, udsættes de for en – for værktøj – helt uhørt æstetisk interesse. Vægten af en halv slibesten mærkes efter i hånden, og emballage studeres nøje.

Der pakkes også minder op. Lu, 32, fortæller, hvordan man i hans tidlige barndom med værktøjet selv lavede legetøj, men at det blev smidt ud i løbet af 90’erne, fordi man hellere ville købe nyt.

Han har også haft en seng, som er identisk med den, Song tidligere rykkede rundt med. Lu har ellers savnet Kina, men nu er Kina kommet til ham.

Det er dog ikke kun kinesiske erindringer, der vælder frem – en tung hammer minder skribenten om fuglehusbygning i sin fars uopvarmede værksted i slutningen af 80’erne, og en af assistenterne anspores af en blikdåse til at fortælle om sit job i en genbrugsbutik.

Med de gamle objekter i hænderne deles historierne, og man forbavses over den lighed, der er på tværs af kulturer i historierne og udformningen af de objekter, der bruges til helt basale menneskelige handlinger: Sove, hamre, opbevare.

Pensler, som bl.a. blev brugt på den fabrik, hvor Songs mor arbejdede som maler under kulturrevolutionen. Foto: Kirstine Bruun
Pensler, som bl.a. blev brugt på den fabrik, hvor Songs mor arbejdede som maler under kulturrevolutionen. Foto: Kirstine Bruun
Så er flyttekassen tom, og hjælperne får besked på at tage en pause, inden den næste kasse må åbnes.

Da skribenten dagen efter vender tilbage for at se, hvordan det gik med ‘gaveæskens’ indhold, har pensler, hamre og bolte i løbet af natten fundet deres endelige plads.

De mere end 10.000 dele i Waste Not ligger klar til ferniseringen i Kunsthal Aarhus torsdag 16. januar, hvor de kan ses indtil 30. marts.

Herefter rejser tingene videre ud i Europa, hvor de skal vises i Holland i 2015. Så begynder det hele forfra igen.

 


Kunsthal Aarhus har i samarbejde med Aarhus Filmværksted og Mikkel Dalbøge lavet en lille film, der på 1 1/2 minut viser opbygningen af Waste Not. Se den herover.

Waste Not er blevet vist over hele verden siden den første udstilling i Beijing i 2005 og har trukket publikum til bl.a. MoMA, Carriageworks i Sydney og senest Moscow Biennale of Contemporary Art i 2013.

Med præsentationen i Kunsthal Aarhus er det 11. gang, værket vises.

Vis billedserie

Udstilling

Systemics#3 Against the idea of growth, towards poetry (or, how to build a universe that doesn’t f

16 jan 2014 30 mar 2014

Mika Taanila, Lise Skou, Jakob Kolding, Mogens Jacobsen, Fran Gallardo, Song Dong

Kunsthal Aarhus
Se kort og tider

Værket er del af den tredje udstilling i Kunsthal Aarhus’ udstillingsprogram Systemics Series.

I løbet af udstillingsperioden kan også opleves værker af Fran Gallardo (SP), Mogens Jacobsen, Jakob Kolding, Lise Skou og Mika Taanila (FI)

Kommentarer

Del artiklen

'Som at åbne en gave'

Facebook