ILLUMInationer uden lange skygger

ILLUMInationer uden lange skygger

Israelske Omer Fast er et af de interessante bekendtskaber på hovedudstillingen på Venedig Biennalen. Five Thousand Feet Is The Best, 2010. (Pressefoto, La Biennale)

Billedserie

Biennale

ILLUMInations

4 jun 2011 27 nov 2011

Christopher Wool, Jeanne (Johanna) Natalie Wintsch, Franz West, Andro Wekua, Corinne Wasmuht, Rebecca Warren, Emily Wardill, James Turrell, Oscar Tuazon, Rosemarie Trockel, Anya Titova, Sturtevant, Frances Stark, Monika Sosnowska, Josh Smith, Dayanita Singh, Cindy Sherman, Marinella Senatore, Pipilotti Rist, Nick Relph, R.H. Quaytman, Seth Price, Sigmar Polke, Giulia Piscitelli, Amalia Pica, Mai-Thu Perret, Philippe Parreno, Nicolás Paris, Roman Ondak, Navid Nuur, Shahryar Nashat, Jean-Luc Mylayne, Haroon Mirza, Asier Mendizabal, Nathaniel Mellors, Fabian Marti, Christian Marclay, Klara Lidén, Elad Lassry, Gabriel Kuri, Annette Kelm, Rashid Johnson, Norma Jeane, Bruno Jakob, Karl Holmqvist, Nicholas Hlobo, Loris Gréaud, Jack Goldstein, David Goldblatt, Luigi Ghirri, GELITIN, Gedewon, Ryan Gander, Dani Gal, Cyprien Gaillard, Katharina Fritsch, Luca Francesconi, Llyn Foulkes, Peter Fischli & David Weiss, Urs Fischer, Omer Fast, Ida Ekblad, Latífa Echakhch, Shannon Ebner, Trisha Donnelly, Song Dong, Gintaras Didžiapetris, Guy de Cointet, DAS INSTITUT and Kerstin Brätsch, Martin Creed, Gianni Colombo, Maurizio Cattelan, Mariana Castillo Deball, Gerard Byrne, Carol Bove, Mohamed Bourouissa, Monica Bonvicini, Birdhead, Elisabetta Benassi, Yto Barrada, Nairy Baghramian, Meris Angioletti, Giorgio Andreotta Calò

Venedig Biennalen
Se kort og tider

ILLUMInations er kurateret af schweiziske Bice Curiger.

Hovedudstillingen på den 54. Venedig Biennale, ILLUMInations, er dedikeret den gode kunstneriske idé og den særegne udførsel, og det er der bestemt også værker, der understreger. Men en egentlig konsekvens eller udfordrende idé bag selve udstillingen er der ikke.

Titlen på Venedig Biennalens hovedudstilling, ILLUMInations, understreger, at kunsten illuminerer – eller kaster lys over – spørgsmål, fænomener og strukturer i vores verden.

Sidste del af titlen, ‘nations’, er sværere at have med at gøre, for ILLUMInations er ikke national, tværtimod. ‘Nations’ må nærmere forstås som den schweiziske chefkurator Bice Curigers hyldest til det store kunstneriske fællesskab, der rækker ud over det nationale og dykker ned i spørgsmål, der optager os alle. En samlende betegnelse for det, der foregår i kunstens land.

Fint markeret ved indgangen til udstillingen, hvor marokkanske Latífa Echakhchs skov af væltende og funktionsberøvede flagstænger (Fantasia, 2008) udfordrer den nationale symbolik.

Kunst hævet over tid
Som udstilling er ILLUMInations svær at gribe om, da grebet om de 83 kunstneres værker helt automatisk vil lade en stor del af indslagene i stikken.

Tintoretto, La creazione degli animali (The Creation of the Animals) 1550-1553. (Pressefoto, La Biennale)
Tintoretto, La creazione degli animali (The Creation of the Animals) 1550-1553. (Pressefoto, La Biennale)

Der er både tale om nye og ældre produktioner, nulevende og for længst afdøde kunstnere, og hvor hovedudstillingen normalt koncentrerer sig om ‘samtidskunsten’, så er der i år sågar kunst fra den italienske renæssance med en markant præsentation af den venetianske maler Tintoretto (a.k.a. Jacopo Comin, 1518-1594).

En kuratorisk markering, der på ret storladen (og religiøs) vis placerer kunsten centralt i det kulturelle åndsliv. En lidt reaktionær og påmonteret markering, hvis man kigger ud over resten af udstillingen, der uden hjælp og dundertale fra renæssancen og kirken får løftet både små og store spørgsmål.

Ligesom den resterende kunstverden beskæftiger kunsten på Venedig Biennalen sig med nogle tidstypiske emner, der relaterer sig til vores sanselige og intellektuelle omgang med verden. Fra objektet, rummet og til mere abstrakte former som tid, historie, identitet, køn og samfund.

Gianni Colombo, Spazio Elastico, 1967-1968. (Pressefoto, La Biennale)
Gianni Colombo, Spazio Elastico, 1967-1968. (Pressefoto, La Biennale)

Rumopfattelser
Værkerne af Gianni Colombo (IT), James Turrell (US) og Song Dong (CN) er nogle af dem, der på interessant vis undersøger rumopfattelsen og dens forbindelser til både krop og erindring.

Colombo (1937-1993) – en af den kinetiske kunsts stamfædre – inviterer os ind i Spazio Elastico (1967), hvor en gridstruktur af selvlysende tråde bevæger sig langsomt mod og fra hinanden i et bælgravende mørke og udløser en virkningsfuld kropslig respons på det levende rum.

Turrell går hånd i hånd med kunstnere som Olafur Eliasson og gør nærmest det stik modsatte: I et rum badet i skiftende, farvet lys opløses alle konturer og flader. Man nærmest bader i et rum, hvor synssansen pludselig ikke længere er den vigtigste.

James Turrell, The Ganzfeld Piece, 2011. (Foto: Matthias Hvass Borello)
James Turrell, The Ganzfeld Piece, 2011. (Foto: Matthias Hvass Borello)

En af de kunstnere, der for alvor får trukket rumopfattelsen uden for kunstrummet og eksperimentariet og ind i kulturen, er kinesiske Song Dong, der har genskabt sit barndomskvarter fra et Beijing, som for længst er forskubbet af det ‘nye Beijing’ og nu står spinkelt foran os som erindringen.

Og for at understrege den spinkle grænse mellem privat og offentligt er facaderne opbygget af garderobeinventar hentet i Kina.

Det er autentisk, men peger samtidig på den håbløse konstruktion, som erindringen og dette værk er.

Song Dong, Song Dong's Para-Pavillion, 2011. (Foto: Jan Falk Borup)
Song Dong, Song Dong’s Para-Pavillion, 2011. (Foto: Jan Falk Borup)
Song Dong, Song Dong's Para-Pavillion, 2011. (Foto: Jan Falk Borup)
Song Dong, Song Dong’s Para-Pavillion, 2011. (Foto: Jan Falk Borup)

Tid med tanke
“Tiden er noget mærkeligt noget,” sang Poul Kjøller og Kaj & Andrea i en sang, der varede præcis to minutter. En bevidsthedsudvidende sag for en lille blåøjet dreng, kan jeg huske.

I Venedig leger amerikanske Christian Marclay netop med tidens gang i det 24 timer lange videoværk The Clock fra 2010. Værket sampler tidssekvenser med enten tale om eller billeder af tid fra noget nær de sidste 60 års filmhistorie. Handlinger, der får humoristisk samtidighed i kunstnerens hænder. Livet indrulles med Marclay i det store, altinkluderende ur, der ubemærket udstikker retningslinjer, tidsplaner, madvaner, spøjse rutiner, og sin helt egen mærkelige poesi.

Christian Marclay, The Clock, 2010. (Foto: Jan Falk Borup)
Christian Marclay, The Clock, 2010. (Foto: Jan Falk Borup)

En anden form for tid kan opleves i værket Who’s Affraid of Free Expression? (2011) af amerikanske Norma Jeane (US). Det er en politisk taletid, der illustreres i dette værk, og i stedet for at undersøge tid som fænomen, så er værket udstrukket meget konkret over tid.

Værket i sig selv er tre store blokke modellervoks lagt oven på hinanden i et rent, hvidt rum. En rød, hvid og sort blok gengiver det egyptiske flag og titlen antyder også den kamp, der foregår i landet lige nu.

Norma Jeane, #Jan25 (#Sidibouzid, #Feb12, #Feb14, #Feb17...), 2011. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Norma Jeane, #Jan25 (#Sidibouzid, #Feb12, #Feb14, #Feb17…), 2011. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Norma Jeane, #Jan25 (#Sidibouzid, #Feb12, #Feb14, #Feb17...), 2011. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Norma Jeane, #Jan25 (#Sidibouzid, #Feb12, #Feb14, #Feb17…), 2011. (Foto: Matthias Hvass Borello)

Herfra er ytringen op til publikum, og sjældent har jeg set så mange voksne gå i selvsving. En interessant undersøgelse af hvad folk gør rent instinktivt, når de får pladsen: anarki fra gulv til loft.

Samfundsdiagnoser
Der er som antydet ikke mange politiske statements i ILLUMInations – dem finder man primært i de nationale pavilloner –men nogle af de mere effektfulde er ganske underspillede.

Roman Ondak, Time Capsule, 2011. (Pressefoto, La Biennale)
Roman Ondak, Time Capsule, 2011. (Pressefoto, La Biennale)

Objekter fra ‘den virkelige verden’, der ret udramatisk er rykket ind i udstillingsrummet med en kommentar til samfundets tilstand udenfor.

Som en kommentar til vores globaliserede overvågningssamfund har italienske Maurizio Cattelan på effektfuld vis placeret flere hundrede duer ved indgangen og under loftet i hele hovedbygningen.

De sidder naturligt placeret, men skaber en overraskende ubehagelig følelse af at blive betragtet konstant.

En helt anden og meget positiv kommentar møder man hos slovenske Roman Ondak, der har kopieret den kapsel, der transporterede de 33 uheldige chilenske minearbejdere op fra det 700 meter dyb i 2010.

Et håndgribeligt symbol på fejlslag og afsondrethed, men i særlig grad menneskelig udholdenhed, sammenhold og politisk vilje.

Indadvendt og reaktionær
Der er rigtig gode kunstoplevelser i hovedudstillingen og især schweiziske Urs Fischer, franske Loris Gréaud og mexicanske Gabriel Kuri står for nogle anderledes og ganske humoristiske greb om nutidsskulpturen, imens israelske Omer Fast har skabt et vigtigt og markant indslag på kanten mellem dokumentar og fiktion med sit surreelle, krigstraumatiske videoværk Five Thousand Feet Is The Best.

Gabriel Kuri, Three Arrested Clouds, 2010. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Gabriel Kuri, Three Arrested Clouds, 2010. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Christopher Wool, Uden titel, 2011. (Pressefoto, La Biennale)
Christopher Wool, Uden titel, 2011. (Pressefoto, La Biennale)

Christopher Wool (US), Josh Smith (US) og Sigmar Polke (DE) viser hvor staffeliet skal stå anno 2011, imens Cindy Sherman (US) og Pipilotti Rist (CH) angriber historiens billeder med lige og velkendte mængder krop og humor.

Men udover at være en samling gode værker, kaster ILLUMInations ikke lange skygger. Og kigger man rundt på andre kuraterede biennaler i det internationale kunstliv, så er Venedig Biennalen langt fra grænsesøgende, progressiv og udadvendt. Snarere det modsatte.

Cindy Sherman, uden titel, 2010. (Pressefoto, La Biennale)
Cindy Sherman, uden titel, 2010. (Pressefoto, La Biennale)

Blandt de utrolig mange tilknyttede udstillinger under Venedig Biennalen, der findes rundt om i hele byen og på de omkringliggende øer, kan iøvrigt også anbefales:

Glasstress 2011
- November 27

The theme of Glasstress 2011 is the complex relationship that ties art, design and architecture together in an age thought to have moved beyond modernism. The exhibition addresses this issue through glass sculptures made by international artists and through objects and sculptures made by designers, whose research was influenced by the formal aspect of the use of the object.

Opening hours: 10 am - 6 pm daily. Admission € 10
Organization: MAD - Museum of Arts and Design

www.madmuseum.org
www.glasstress.org

Personal Structures
Palazzo Bembo, San Marco 4785 (Riva del Carbon)
- November 27

This exhibition presents 28 artists from 12 countries and 5 continents in an extraordinary combination, established artists next to artists whose oeuvre is less known. Strong statements, each artist presenting new artworks in his own space, site-specific and/or directly from the artist’s studio.

Opening hours: 10 am - 7 pm daily. Admission € 10
Organization: Global Art Affairs Foundation

www.globalartaffairs.org - www.venice-exhibitions.org

Rebel
Certosa Island
- November 27

Rebel is a site-specific film installation created by James Franco in collaboration with Douglas Gordon, Harmony Korine, Paul McCarthy, Ed Ruscha, Aaron Young, and curator Dominic Sidhu. Rebel exists as equal parts biography, diary, narrative, and documentary. The film’s conceptual premise unites the myth-making allure of cinema and contemporary art, and acts as interrogative ode to Hollywood iconography.

Opening hours: from June 4 to September 30, 10 am - 6 pm. From October 1 to November 27, 10 am - 5 pm, closed on Mondays
Organization: The Museum of Contemporary Art, Los Angeles (MOCA)

www.moca.org

Billedserie

Biennale

ILLUMInations

4 jun 2011 27 nov 2011

Christopher Wool, Jeanne (Johanna) Natalie Wintsch, Franz West, Andro Wekua, Corinne Wasmuht, Rebecca Warren, Emily Wardill, James Turrell, Oscar Tuazon, Rosemarie Trockel, Anya Titova, Sturtevant, Frances Stark, Monika Sosnowska, Josh Smith, Dayanita Singh, Cindy Sherman, Marinella Senatore, Pipilotti Rist, Nick Relph, R.H. Quaytman, Seth Price, Sigmar Polke, Giulia Piscitelli, Amalia Pica, Mai-Thu Perret, Philippe Parreno, Nicolás Paris, Roman Ondak, Navid Nuur, Shahryar Nashat, Jean-Luc Mylayne, Haroon Mirza, Asier Mendizabal, Nathaniel Mellors, Fabian Marti, Christian Marclay, Klara Lidén, Elad Lassry, Gabriel Kuri, Annette Kelm, Rashid Johnson, Norma Jeane, Bruno Jakob, Karl Holmqvist, Nicholas Hlobo, Loris Gréaud, Jack Goldstein, David Goldblatt, Luigi Ghirri, GELITIN, Gedewon, Ryan Gander, Dani Gal, Cyprien Gaillard, Katharina Fritsch, Luca Francesconi, Llyn Foulkes, Peter Fischli & David Weiss, Urs Fischer, Omer Fast, Ida Ekblad, Latífa Echakhch, Shannon Ebner, Trisha Donnelly, Song Dong, Gintaras Didžiapetris, Guy de Cointet, DAS INSTITUT and Kerstin Brätsch, Martin Creed, Gianni Colombo, Maurizio Cattelan, Mariana Castillo Deball, Gerard Byrne, Carol Bove, Mohamed Bourouissa, Monica Bonvicini, Birdhead, Elisabetta Benassi, Yto Barrada, Nairy Baghramian, Meris Angioletti, Giorgio Andreotta Calò

Venedig Biennalen
Se kort og tider

ILLUMInations er kurateret af schweiziske Bice Curiger.

Del artiklen

'ILLUMInationer uden lange skygger'

Facebook