Solen skinner fra en blå himmel, og de for årstiden usædvanligt høje temperaturer får de smalle, brostensbelagte gader i Viborgs historiske centrum til at emme af sommer, til trods for at kalenderen insisterer på, at vi befinder os i sidste halvdel af september.

Selvom det “bare” er endnu en stille fredag formiddag i en dansk provinsby, er der alligevel en forventningsfuld karnevalstemning i luften, da jeg omkring middagstid ankommer til museet, for i dag åbner Søren Dahlgaards udstilling Collection in Action på Skovgaard Museet med et optog gennem Viborgs gader – et optog der er resultatet af et samarbejde med Friskolen i Viborg.

Jeg er ankommet lidt for sent, så i stedet for at følge processionen, der tager sin begyndelse ved Friskolen, beslutter jeg mig for at parkere ved museet, og gå optoget i møde. Det er lettere sagt end gjort, for de små, snoede gader i den gamle middelalderby gør det ikke helt oplagt, hvilken rute optoget vil tage. Strømmen af glade og forventningsfulde børn fra skolen giver dog et fingerpeg – og pludselig, rundt om hjørnet dukker en af Søren Dahlgaards oppustelige Walking Islands op. The Inflatable Island – Fuppidhoo (som øen hedder) er en del af et fortløbende, publikumsinddragende kunstprojekt, som kunstneren har arbejdet med siden 2013.

Båret af eleverne ligner den oppustelige tropeø et mærkværdigt, forhistorisk tusindben, og de oppustelige palmer på øens top gynger op og ned, bukker sig engang imellem mod jorden, som en langhalset vadefugl, der søger efter føde ved jorden. Øen har tydeligvis tabt lidt luft undervejs, men det lettere kaotiske syn gør ikke oplevelsen mindre surrealistisk og underholdende, og stemningen er høj – både blandt deltagere og de fremmødte Viborgensere, der ivrigt kommenterer og tager billeder af optoget med deres mobiltelefoner.

En ny retning

Optoget markerer et skifte i udstillingsprofilen for et museum, hvis historiske samling af Guldalderkunst – især af P. C. Skovgaard – har givet museet dets navn. Søren Dahlgaard er kendt for sine legende, publikumsinddragende værker, hvor kitsch og kunst mødes med et humoristisk twist, og der kan umiddelbart synes langt fra Skovgaards nationalromantiske bøgeskove til Dahlgaards legesyge og absurde univers.

Læs også: Praksisbaseret kunstforskning II: Søren Dahlgaard, Den aktiverede skulptur

Men for et museum, der fremover skal orientere sig mere udad og samtidig tiltrække nye målgrupper, giver matchet god mening, og udstillingstitlen Collection in Action er da også velvalgt, for det handler grundlæggende om at aktivere museets historiske samling og se, hvordan den også kan tale ind i nutidige samfundsproblematikker.

Christian Kortegaard Madsen, der for et års tid siden tiltrådte som ny direktør efter Anne-Mette Villumsen, viser rundt og beretter om visionerne for fremtidens museum i Viborg.

For Kortegaard handler det om at møde publikum i øjenhøjde. Derfor har Skovgaard Museet igangsat en række samarbejder, der rækker ud af huset, og hvor museets formidlingsarbejde foregår ude i byrummet. I forbindelse med den aktuelle udstilling har det involveret Friskolen i Viborg, men der er flere andre samarbejder i støbeskeen, og ifølge Kortegaard er der stor opbakning til samarbejderne i byen.

Tryktest af museet

I dag myldrer skolebørnene rundt i udstillingssalene. De interaktive værker er tydeligvis populære, men nogle børn standser også op og kigger nysgerrigt på de ældre malerier og taler om dem. Det kunne tyde på, at museet har fat i noget med den nye strategi.

Giver det så mening for alle museer, der er baseret på en historisk samling, at give sig i kast med denne type publikumsudviklings-projekter? Kortegaard medgiver, at der helt sikkert også er efterspørgsel på den helt traditionelle museumsoplevelse, ligesom det nok ikke er alle dele af museets stampublikum, der vil være lige begejstret for de nye tiltag.

Ifølge Kortegaard er museet netop nu i en fase, hvor man skal trykteste, hvad et museum som Skovgaard Museet kan og skal – og hvad der er opbakning til lokalt:

“Det er lidt ligesom en racerbil, hvor der står nogle X’er ud for speedometeret efter de 300 km/t, hvor vi nu skal finde ud af, hvor hurtigt vi kan ‘køre’ inden for de rammer, vi har. Og hvor langt kan vi gå, hvor det stadig er meningsfuldt. Dét, vi laver, skal selvfølgelig være relevant, så hvordan kan vi bringe vores samling i spil på en måde, hvor vi kan starte en samtale, der har en aktualitet, med afsæt i eksempelvis et kunstværk fra 1857?”

Men ambitionsniveauet er højt: Ideerne er mange, og det kræver også mere plads, men den smukke, fredede bygning, der p.t. danner rammen om Skovgaard Museet, lægger naturlige begrænsninger på, hvad der kan lade sig gøre. På den lidt længere bane vil museet gerne udvide, så det også kommer til at råde over særudstillingsarealer i Viborgs gamle rådhus, der snart skal istandsættes, så det kan udgøre en kulturel hjørnesten i Viborgs Domkirkekvarter.

Samlingen genaktiveres

For kunstner Søren Dahlgaard har det været en spændende udfordring at skulle søge forbindelser mellem sin egen praksis og museets historiske samling.

Dahlgaard arbejder med kitchens formsprog, og som han påpeger: “Det interessante ved en guldalderkunstner som Skovgaard er, at hans naturmotiver bliver så populære, at de selv danner grundlag for en bølge af kunst, vi i dag betragter som kitsch.”

Han og Kortegaard har tilbragt megen tid i magasinerne og talt om guldalderkunst, om nationalromantik, om magtforhold, magtsymboler, kunst, kitsch, og hvordan alt dette kan bruges til at sige noget meningsfuldt om samtiden.

I udstillingen står Dahlgaards karakteristiske Dejportrætter overfor alvorstunge portrætmalerier af magtens mænd. Et maleri af en nationalromantisk bøgeskov sidestilles med en ligusterhæk i plastic, hvorpå der på graffiti-lignende vis er malet et stort Dannebrogsflag. Over for dét et smeltet ansigtsportræt, hvor malingen flyder sammen og den portrætteredes identitet udviskes. Måske en afrikansk kvinde? Værkerne er åbne for fortolkning og nye forbindelser opstår i mødet med det nationalromantiske.

I museets centrale rum stritter to overdimensioneret lange malerpensler ud igennem huller i endnu en ligusterhæk i plastic. Med akavede bevægelser forsøger de mange børn at male på en opstillet havenisse, der langsomt antager en stadigt mere gråbrun nuance. En rendyrket legende og kreativ glæde ved kunstnerisk udfoldelse, der kontrasterer det traditionelle kunstmuseums kontemplative tyngde, som et alvorens, dannelsens og refleksionens rum.

For Dahlgaard handler det om at give mennesker en vej ind i kunsten – for som Kortegaard understreger, skal museet være et sted, der indbyder til og igangsætter samtaler og dialog om kunsten og om verden – og her kan netop legen kan være et frugtbart, afvæbnende greb.

Et kunstmuseum, der er vedkommende for flere

I mylderet af glade børn taler jeg kort med en af museets ældre, frivillige hjælpere. For hende er det spændende at se den nye udvikling. Som hun påpeger, så er det vigtigt, at gøre kunsten interessant og vedkommende – også for de yngre generationer – da det jo trods alt er dem, der engang i fremtiden skal støtte op om kunstinstitutionerne. Med en baggrund i det sønderjyske er udstillingens tematik om national identitet særligt vedkommende for hende, og hun håber, at udstillingen kan gøre de unge mennesker nysgerrige og – måske – give dem et mere nuanceret blik på spørgsmål om nationale tilhørsforhold.

Der er vist ingen tvivl om, at de nye tiltag – i hvert fald i dag – har haft den ønskede effekt, når børnene ivrigt maler løs på havenisserne i The Gnome Painting Technique. Jeg spørger en flok teenagedrenge, der sidder og studerer et ældre Skovgaard-værk, hvad de synes om, at museet forsøger sig med at inddrage børn og unge på denne måde, og her er svaret entydigt: “Det er i hvert fald fedt med udstillinger, hvor man selv kan få lov til at lave ting!”