Skulpturel samfundskritik fra en outsider

Skulpturel samfundskritik fra en outsider

Judith Hopf, installationsview fra udstillingen Judith Hopf: OUT, x-rummet på SMK, 2018. Foto: Frida Gregersen

Billedserie

Judith Hopfs enkle, men tematisk komplekse installation, OUT, på SMK er på én gang en forsvarstale og en kritik. En forsvarstale for det underlige, det underfundige, det pudsige. Og en kritik af hvordan vi behandler os selv og ensrettes ved til stadighed at være koblet til de digitale systemer. Vi mister vores sansende omgang med verden og evne til at skabe det uventede, synes udstillingens udsagn at være.

OUT står der pludselig med store, hvide bogstaver hen over projektionen af den tre minutter lange video, der vises i et rum i udstillingsrummet; en kube, skabt af sorte gardiner, der svæver en meter over gulvet. Og som i de andre værker, udstillingen består af, tænker man ”hvorfor?”

OUT er også den overraskende titel på udstillingen I x-rummet med tyske Judith Hopf. Overraskende, fordi man ikke umiddelbart forstår, hvor ordet kommer fra. Det refererer ikke til noget, man kan se. I stedet for en titel, der relaterer sig beskrivende til udstillingens genstande eller temaer, er OUT snarere et element på lige fod med de meget forskelligartede skulpturer: tre forvoksede murstenspærer, to lave røde mure og en flok stålskulpturer med minimalistiske referencer, der ved nærmere eftersyn viser sig at repræsentere flade menneskekroppe, der på forskellig vis er smeltet sammen med en bærbar computer.

Judith Hopf
Judith Hopf: OUT, installationsview. X-rummet på SMK, 2018. Foto: Frida Gregersen

Ordet OUT sætter imidlertid en forståelsesramme for udstillingen. OUT refererer til, at noget kan være IN eller OUT. For at kunne stille sig kritisk må man turde være OUT, siger Hopf. Kritik må ifølge sagens natur komme fra outsidere, for er du IN, er du del af normen og mainstream. OUT betyder også at turde insistere på, at kunst kan være ”dum”, uakademisk og ikke mindst: humoristisk.

Judith Hopf (f. 1969) ser sig selv som billedhugger. Hun er optaget af politiske såvel som perceptuelle spørgsmål og nævner den amerikanske kunstner Donald Judd (1928-1994) som en af hendes inspirationskilder – på det formelle plan. Hun begyndte sin karriere i Berlin, da muren faldt. Med den begivenhed viste det sig, at Verden kunne forvandles fra den ene dag til den anden, fortæller hun. Det er den energi og erkendelse, hun arbejder videre på og værner om med sine værker.

Hvordan en mur kan være humoristisk

Judith Hopf
Judith Hopf: OUT, installationsview. X-rummet på SMK, 2018. Foto: Frida Gregersen

En murstensvæg er det første, man støder ind i, når man træder ind i udstillingsrummet. Den skærer sig diagonalt og langt gennem rummet. I sammenligning med de mere aggressive mure som f.eks. Berlinmuren eller den påtænkte grænsemur mellem USA og Mexico, er den her mur nærmest sød; den er lav og til at hoppe over eller sidde på. Muren bliver omtalt som en murstensskulptur i det medfølgende interview og i den lille pamflet og beskrives ikke med nogen reference til Berlinmuren.

Den lange mur står som en formel kontrast til de forvoksede pæreskulpturer. Men den repræsenterer også en grænse i kraft af sin længde. Den skiller meget subtilt rummet i to dele; på den ene sider er pærerne og på den anden, stålfigurerne, som har titlen: Untitled (Laptop men). Den anden, lidt lavere og kortere mur, løber ind under den flyvende biograf og inviterer beskueren ind. Med de to mure viser Hopf hvordan arkitektur kan være adfærdsregulerende uden at man egentlig lægger mærke til det.

Hvordan en murstenspære kan være et væsen

Det er underligt og sjovt at bygge en pære i mursten. Jeg ved ikke helt hvorfor, tilsyneladende skal der ikke meget til, før en skulptur virker ”dum”. Hopf har en forkærlighed for at bygge ting af mursten, der får én til at undres. F.eks. har hun til tidligere udstillinger skabt en rullekuffert af mursten, en kæmpestor hånd, en ditto fod, en kugle og et R2-D2-væsen á lá Star Wars, for blot at nævne nogle af objekterne.

Judith Hopf
Judith Hopf: OUT, installationsview. X-rummet på SMK, 2018. Foto: Frida Gregersen

Objekterne installeres ofte i relation til mure af forskellig længde og højde. Pæreskulpturerne, som hun har fremstillet til denne udstilling, repræsenterer et formmæssigt greb, der iscenesætter ”det organiske” i forhold til den stringente mur. De tre pærer rager op over muren og bliver væsener, der får autoritet, men som tillige virker skrøbelige i al deres klumsethed. Med fare for overfortolkning, kan man også se pæren som symbol på det kvindelige – en forvokset livmoderform, der står alene og med stor tyngde på gulvet.

Plads til underfundighed!

Referencen til Die Mauer er med et andet sted, nemlig i videoen, der har samme titel som udstillingen. I et af klippene ser vi en tom gade, opført dér, hvor muren engang stod. Husene i er bygget i en stil, inspireret af arkitektur fra begyndelsen af 1900-tallet. Det er i sig selv en besynderlig ting – at arkitekturen lader som om, der ikke er sket noget dér. Gaden er den ene af tre scener i videoen. De to andre er henholdsvis en baggård og en vej, man ser tværs over, hen på et fortov. Her står et hus, med de samme karakteristiske træk som husene bagved. Der er grønne udhæng over vinduerne, som minder om øjenlåg.

Judith Hopf
Judith Hopf: OUT, 2018, videostill. Courtesy the artist; kaufmann repetto Milan/New York; Deborah Schamoni, Münich.

På et tidspunkt løfter huset sig, og man opdager, at en person er indeni det. Huset bliver et kostume eller at udkiks- eller overvågningstårn med mange øjne. Scenen må være optaget på green screen, da størrelsesforholdene bliver helt syrede, idet huset løftes op. Igen leger Hopf meget konkret og humoristisk med vores perceptionen og indirekte med vores forventning til, hvad arkitektur kan. I slutningen af videoen går personen afsted med huset – ud af billedfeltet, efterfulgt af en hæk på hjul. Man bliver både overrasket – og så alligevel ikke. Ved hver klip i videoen høres et slag på et bækken, syngende, sprødt og længe klingende. Det er helt magisk, og stemningen, bækken-lyden befordrer, giver rum til underfundigheden og overraskelsen.

I scenen i baggården ser vi et trommesæt stå i midten af billedet, uberørt. I et af de tilbagevendende klip går en mørkhåret dreng hen til trommerne, sætter sig og spiller en enkel rytme. Noget uventet sker, men ingen læner sig ud af vinduerne, ingen tysser på ham – det er som en drøm, hvor logikken er af en anden verden.

En kompleks ligefremhed

Den udspænding, der for mig at se er på udstillingen mellem de forskellige menneske- og kropsrepræsentationer – fra laptop-mændene til de uventede handlinger i videoen – er dér hvor udstillingen har gods i sig, men også dér, hvor den kan blive lidt for pædagogisk. For det er da noget skidt med de dér digitale devices, som styrer vores liv, og gør os til objekter på samme måde som et designsmart hyldesystem, hvor computeren er fuldt integreret. Men vi ved det næsten for godt.

Judith Hopf
Judith Hopf: OUT, installationsview. X-rummet på SMK, 2018. Foto: Frida Gregersen

Udstillingen ser simpel og stringent ud: en lang og en kort mur, tre murstens-pærer, et videofremisningsrum og et antal stålskulpturer, men udsagnene stritter i mange retninger. Der er det formelle, det skulpturelle, det kantede og det bløde, kroppen og de forskellige materialiteter. Der er spørgsmålet om det digitale. Der er en besyngelse af fantasien og det skøre og skæve: en adskillende mur kan være lille, en pære stor, og et hus kan gå. Og så er der en ligefremhed, hvor tingene er, som de er. Det er derfor, jeg godt kan kapere de flade metalskulpturer, selvom jeg i første omgang kun trak på smilebåndet, og syntes de var for letkøbte, da jeg så dem. Laptopfigurerne siger det, de siger, og de skjuler ikke den ironi, de er fremstillet med. Og måske er det ikke kun digitaliseringen, Hopf kritiserer, men ensretning i det hele taget. Det digitale bliver i skulpturerne brugt som et symbol på en ensretning. Vi behøver ikke tage stilling til noget, når vi bestandig er koblet på. Men hvad med sanseligheden, det klumsede, drømmen og overraskelsen – forestillingen om, at alt kunne være anderledes? Hvor bliver det hele af? Det er komplekse spørgsmål, som kræver både politiske og eksistentielle svar – og mod til at stille dem. Det har Judith Hopf.

 

 

Du kan også se SMKs film med Judith Hopf. Her beskriver hun hvordan humor er en central del af hendes værker, hvor hun undersøger, hvordan hverdagsting, arkitektur og teknologi påvirker menneskekroppen, vores adfærd og relationer?

Billedserie

Del artiklen

'Skulpturel samfundskritik fra en outsider'

Facebook