AKR: Kan du starte med at fortælle lidt om udgangspunktet for din udstilling Schwarzwald i Møstings Hus?

MT: Udgangspunktet er, at jeg har boet halvandet år i Freiburg sammen med min kone. Vi boede lige op ad skoven, så det har været mit frirum at vandre i den, og jeg har på den måde fået den ind på kroppen. Samtidig synes jeg, at det er interessant, at ”skovmetaforen” er blevet behandlet siden romantikken, og at det på mange måder er et forpint emne. Derfor synes jeg, at det var interessant at prøve at hive fat i skoven som emne og arbejde seriøst med den.

AKR: Hvad er det, der tiltaler dig ved skoven?

MT: Det er en dobbelthed. Jeg har altid haft et ambivalent forhold til skoven i den forstand, at den er storslået, fantastisk og magisk, men samtidig indeholder skoven også forrådnelse – der er hele tiden noget, der er ved at forgå. Jeg får altid en vis form for ubehag, når jeg er i en skov. Samtidig med at jeg synes, at det er lidt magisk. Skoven er på én gang i direkte forrådnelse og blomstrer samtidig – den blomstrer foroven og rådner forneden. Det er den dualitet, jeg gerne ville arbejde med i udstillingen og dermed prøve at komme lidt ned i materien og overfladernes strukturer.

AKR: Ser du en sammenhæng mellem de temaer, du behandler i udstillingen, og din tidligere produktion?

MT: Jeg har tidligere i min produktion arbejdet rigtig meget med det dystopiske, og jeg var meget bevidst om, at den her udstilling ikke skulle være dystopisk i den forstand. Det var vigtigt for mig at prøve at indkapsle den dobbelthed, som jeg nævnte tidligere – der må sgu gerne være noget romantik over det, der må gerne være noget æstetisk smukt i de store skovmotiver. Samtidig med at jeg gerne vil have væg- og gulvobjekterne, som bidrager med noget andet. Hvor man betragter forrådnelsen og de overflader, der er tilstede i skoven.

Den her udstilling har i høj grad været et forsøg på at lave en én-til-én observation af naturen fremfor at fremstille naturen som en del af en dystopi, hvis man kan sige det sådan. Men der er klart et spor igennem mit arbejde. Det kan jeg godt se efterfølgende, når jeg står med resultatet.

AKR: Flere af trykkene er i et meget stort format. Kan du forklare, hvorfor det er spændende for dig at arbejde i dette store format (150×200 cm)?

MT: Det interessante ved at arbejde grafisk i et stort format er at forsøge at bryde med grafikkens traditionelle rammer. Det store format betyder, at motivet træder frem på afstand, hvilket medfører, at håndens arbejde ikke længere er synligt – selve den grafiske udførsel af de enkelte snitspor. Så i stedet skal du helt tæt på for at se, at det er hånden, der har arbejdet. Men i det øjeblik, du træder tæt på, så forsvinder motivet. Det er lidt det samme, der sker, når man går rundt i naturen. På afstand har man et helhedsbillede af skoven, men i det øjeblik, at man træder tæt på og kigger på den enkelte struktur, så forsvinder skoven for dig.
De store formater har jo primært været maleriets eller fotografiets domæne. Her prøver jeg at få grafikken op i en anden skala. Jeg prøver at se, hvad grafikken også kan. Jeg er jo ikke den eneste, der arbejder med grafik i stort format. Det er der masser af andre, der også har gjort før mig, det ved jeg godt. Men det er ikke noget, vi ser så frygteligt meget af. Jeg synes, at lige præcis i forhold til behandlingen af skoven, giver det utrolig god mening at arbejde i stort format, da måden, vi synsmæssigt bevæger os rundt i skoven på, svarer til måden, vi oplever værket.

AKR: Det passer også med dine tanker om én til én-oplevelsen.

MT: Det håber jeg – For at jeg kan forsvinde ind i noget, så vil jeg egentlig gerne have det ekstremt stort eller ekstremt småt. Når ting kommer i en mellemstørrelse, så kan jeg overskue det, og så er jeg ikke i tvivl om, hvad jeg står overfor, og jeg får en vis form for distance, fordi min krop allerede har aflæst indholdet. Fascinationen ved de store motiver er netop muligheden for at forsvinde ind i teksturen og overfladen i trykket. Man kan rent faktisk se sværten, man kan se, at pladen har været nede og trykke i papiret. Værket får en stoflighed over sig, som kan være svær at finde i et lille grafisk tryk.