RØD
14 feb 202317 dec 2023

Visualisering af Julie Stavads 4 meter høje skulptur Det pressede hjerte. Foto: Julie Stavad og Vejle Kunstmuseum.

RØD undersøger, med den røde farve i centrum, menneskets følelsesliv, set i mange forskellige perspektiver.

En kæmpemæssig hjerteskulptur skabt af den unge fremadstormende kunstner Julie Stavad bliver Vejle Kunstmuseums nye vartegn, og kommer til at markere åbningen af den ambitiøse særudstilling RØD. Julie Stavads nye skulptur, der er udformet som en fire meter høj gigantversion af et såkaldt stresshjerte, spiller direkte ind i udstillingens følsomme emner. Værket har titlen Det pressede hjerte og kan opleves i museets foyer og ses udefra igennem vinduespartiet ved museets hovedindgang. Hjertet forbliver museets permanente vartegn, også efter særudstillingen RØD, der står hele 2023.

Museumsinspektør Peter Ole Pedersen fortæller om udstillingen:
“Vi møder livets store begivenheder med vores følelser. Det gælder både de globale og de lokale. Følelserne rammer os stærkt, når vi ikke kan overskue dem, eller når de er uden for vores kontrol. Det er disse følelsesfulde møder, RØD favner med kunsten.”

Menneskehjertets fire kamre

I RØD bruger Vejle Kunstmuseum den røde farve som vej ind i hjertet af vores følelsesliv. Rød er følelserne farve.

Inspirationen til de fysiske rammer for udstillingen er hentet i menneskehjertets fire kamre. Her kan publikum gennem kunsten udforske, hvordan de reagerer på verden med deres følelser.

Både som organ og gennem dets farve associeres hjertet direkte med vores stærkeste følelser. RØD repræsenterer liv og død, krig og kærlighed. Den favner både medrivende og modstridende aspekter af menneskelivet.

Byg med Plus-Plus’er og vær med til at åbne udstillingen på Valentinsdag

Sammen med det prisvindende legetøjsfirma Plus-Plus har Vejle Kunstmuseum skabt en kreativ udstilling-i-udstillingen. Her kan børn og voksne bygge deres egne kunstværker af Plus-Plus’er i fem forskellige røde nuancer, en af dem skabt specifikt til RØD.

Udstillingen åbner med et stort arrangement på Valentinsdag, 14. februar 2023, hvor man kan møde de udstillende kunstnere og museet fyldes med kærlighedsmusik, lækker mad, røde cocktails, øl og vin.

Medvirkende kunstnere:
Marco Evaristti, Mik Stampe Fogh, Anna Sofie Jespersen, Kirsten Kristensen, Eva Koch, Sámal Joensen-Mikines, Harald Sloth-Møller, Dea Trier Mørch, Christian Schmidt-Rasmussen, Maria Rubinke, Julie Stavad, Nina Saunders, m.fl.

 

Kilde: Vejle Kunstmuseum

Vejle Kunstmuseum

Flegborg 16-18
7100 Vejle

Tir-søn 11-17

Gratis entré

Kontakt

+45 76813100

Del

'RØD'

Facebook