Offentlig kunst er noget, man lytter til

Offentlig kunst er noget, man lytter til

Ragnhild May og Ea Borre: Vindspejlet, Ofelia Plads. Foto: Ragnhild May

Vis billedserie

Paneldebat

Lydkunst i det offentlige rum

Mandag den 6. november 2017

Deltagere: Rune Søchting, Ragnhild May, Sandra Boss

Er lydkunst den nye rytterstatue, og er offentlige lydkunstværker et opgør med ‘stedets’ dominans? Dét og meget mere blev diskuteret, da festivalen G((o))ng Tomorrow, foreningen Ofelia Plads, Dansk Komponistforening og kuratorduoen Umage med afsæt i byens nyeste lydkunstværk Vindspejlet inviterede til paneldebat om lydkunstens potentialer i det offentlig rum.

Ofelia Plads er en særlig plads. Den strækker sig på bagsiden af Skuespilhuset langt ud i Københavns havn. Stiller du dig helt ud for enden af pladsen, føles det som om byen er langt væk, men samtidig befinder du dig så centralt, som du næsten kan komme. Midt i havnen, med Skuespilhuset i ryggen, Operaen på den ene side og Amalienborg på den anden.

Vindspejlet på Ofelia Plads
Herude for enden af pladsen, ikke langt fra vandkanten, står en roterende skulptur. Den ligner en blanding mellem en bøje på havet, et krigsskib og en stor mobile. Nærmer du dig, kan du høre lyden af vindens susen, som falder og stiger i styrke i takt med skulpturens roteren.

Øverst i skulpturen sidder en mikrofon, som optager lyden af vinden og sender den igennem højtalere, der er installeret i nogle af de geometriske figurer, der drejer rundt.

Står du helt tæt på, er det som at komme i et brusebad af hvid støj, når de kegleformede højtalerfigurer drejer hen over hovedet på dig.

Skulpturen hedder Vindspejlet og er lavet af kunstnerne Ragnhild May og Ea Borre.

Panelet på scenen i Skuelspilhusets foyer. Fra venstre: Sandra Boss, Rune Søchting, Ragnhild May og Christian Skovberg Jensen. Foto: Mette Sanggaard Dideriksen

Paneldebat
Anledningen for at diskutere lydkunst i det offentlige rum er et fortsat samarbejde mellem Dansk Komponistforening og Foreningen Ofelia Plads om et skiftende lydkunstværk på netop Ofelia Plads. Sidste år indledte kunstnerne og komponisterne Marie Koldkjær Højlund, Morten Riis og Jonas R. Kirkegaard stafetten med værket Offstage, og i september i år er den gået videre til Ragnhild May og Ea Borre.

Ragnhild May sidder denne mandag eftermiddag på scenen og skal sammen med kunstner og kurator Rune Søchting og komponist og lydkunstner Sandra Boss diskutere lydkunstens potentialer som offentlig kunst. Christian Skovbjerg Jensen, leder af Inter Arts Center i Malmø, er moderator for diskussionen.

Offentlige rum i flertal
Efter at slå et slag for, at vi stopper med at omtale det offentlige rum i ental og fremadrettet omtaler offentlige rum i flertal – fordi det findes i utallige former og ikke kun ét – gav Christian Skovbjerg Jensen de tre kunstnere mulighed for at fortælle om deres eget arbejde med lydkunstværker i offentlige rum. Værkerne tjente som udgangspunkt for en videre diskussion om, hvordan kunstnere kan arbejde med lyd som materiale i offentlig kunst.

Detalje. Ragnhild May og Ea Borre: Vindspejlet, Ofelia Plads. Foto: Ragnhild May

Lydkunst som den nye rytterstatue?
Det er efterhånden længe siden, man har gjort op med den klassiske forestilling om, at kunst i offentlige rum er en skulptur på toppen af en sokkel. Vi er vante med, at offentlig kunst kan være interventioner, borgerinddragende projekter og tværmediale installationer: At kunst ikke behøver at ligne kunst, godt kan være midlertidig og kan være svær at definere og genrebetegne. Alligevel er det relativt nyt for os, at offentlig kunst kan være lydbaseret. Men i takt med, at flere og flere kunstnere i dag arbejder med lyd, er det også naturligt, at vi oftere finder den i offentlige kunstværker.

Lyd til stedet
Men kan man placere lydværker i byens offentlige rum uden blot at tilføje dem endnu mere støjforurening? Eller i parker og natur, for den sags skyld, uden at forstyrre ‘stilhedens idyl’?

Er én af lydens fornemmeste kvaliteter netop ikke dens tidslighed og midlertidighed – at den kommer og går? Og kan man overføre disse kvaliteter til permanente værker i parker og på pladser og veje?

Lydkunsten bør, som al anden stedsspecifik kunst, tage sit afsæt i det fysiske, historiske, kulturelle og, ikke mindst, akustiske sted, den skal placeres.

Lydkunst til Ofelia Plads
Ragnhild May fortalte, hvordan hun og Ea Borre har skabt Vindspejlet ved netop at opholde sig på – og undersøge – Ofelia Plads. Konstrueret i jern, malet med skibslak og formgivet med reference til keglen og bøjen mimer skulpturen sine maritime omgivelser samtidig med, at den skiller sig ud som noget venligt, indbydende og anderledes. Lydmæssigt gengiver værket helt konkret lyden på pladsen, så skulpturen, som også værkets titel indikerer, er en spejling af vinden.

Lydmærker
Stedet var også omdrejningspunktet, da Rune Søchting fortalte om begrebet lydmærker, som også var titlen på den udstilling, han kuraterede i forbindelse med festivalen Struer Tracks – en festival for stedsspecifik lydkunst i det offentlige rum, som fandt sted for første gang i juli i år.

Lyt til LYDKUNSTs podcast om festivalen Struer Tracks her

Begrebet stammer fra den canadiske musikpædagog R. Murray Schafer, som beskriver, hvordan lyde kan fungere som særlige kendetegn for et sted. Kirkeklokken er Schafers fornemmeste eksempel på en egns akustiske varetegn, men et lydmærke kan også være et tågehorn, som vi forbinder med havnen, eller lyden af kaffemaskinen, der brygger, som for nogle er med til at definere dét at være hjemme.

Værket Shouting Out Loud! af Sandra Boss og Kunstnerkollektivet Vontrapp tager udgangspunkt i tågehornet, som et lydligt kendetegn for et havnemiljø. Foto: Ina Hjort Jacobsen

Lyden skal forstyrre
Og netop heri ligger et af lydkunstens store potentialer som offentlig kunst, mente Rune Søchting. Den kan nedbryde en grænse mellem fysiske og psykiske rum. Vi kan f.eks. hente lyde fra andre steder, som ikke knytter sig til det givne sted. Lyden kan forstyrre det lydmiljø, vi kender eller forventer, og, slog han fast, god kunst må gerne forstyrre, forvirre, afbryde os eller få os til at fare vild for en stund.

‘Du kan ikke lukke ørene’
Det blev af flere omgange også fremhævet, at et af lydens store potentialer, er dens evne til at påvirke dig uden filter. Lyd kan påvirke modtageren mere direkte, end rene visuelle værker kan. Lyd går ind i vores erindring og aktiverer vores fantasi og indlevelsesevne på en mere umiddelbar måde end visuelle udtryk, som vi er meget vant til at afkode og analysere. Som Christian Skovbjerg Jensen sagde det: ‘Du kan ikke lukke ørene for lyde’. Og på den måde er lyden et særligt og effektfuldt materiale.

I denne sammenhæng påpegede Sandra Boss også, at lyde jo faktisk er fysiske bølger i rum. De udsender vibrationer, som du kan mærke med din krop – i modsætning til visuelle fænomener.

Kristoffer Axelbo: Shout Wolf, 2017. Performanceværk til udstillingen Lydmærker, som en del af Struer Tracks; en biennale for lydkunst. Foto: Kathrine Uldbæk Nielsen

Et opgør med stedet?
Man kan spørge, om lydkunstens indtog som offentlig kunst også kan være et opgør med ‘stedets’ dominans. Fordi den netop åbner en mulighed for, i et givent rum, også at trække på andre steder, tidsligheder og rum?

Sådan lød det afslutningsvis fra en af paneldebattens tilhørere. Et spørgsmål, der stod ubesvaret hen. Men måske også endnu et af lydkunstens mange potentialer?

Vi fra LYDKUNST-redaktionen synes i hvert fald ikke, at diskussionen og refleksionen over lydens potentialer som offentlig kunst sluttede denne mandag eftermiddag.

Diskussionen er forhåbentlig først lige begyndt!

Vindspejlet blev realiseret i september 2017 og kan opleves året ud.
Skulpturen er udvalgt på baggrund af en idéindkaldelse initieret af Foreningen Ofelia Plads og Dansk Komponistforening.

Hør LYDKUNSTs podcast om lydkunst i det offentlige rum her

Læs mere om:
Ofelia Plads
G((o))ng Tomorrow
Vindspejlet

Vis billedserie

Paneldebat

Lydkunst i det offentlige rum

Mandag den 6. november 2017

Deltagere: Rune Søchting, Ragnhild May, Sandra Boss

Kommentarer

Del artiklen

'Offentlig kunst er noget, man lytter til'

Facebook