Afgang på randen af dommedag

Afgang på randen af dommedag

Kristian Schrøder: Antagelser. Foto: Jens Møller

Billedserie

Afgang 14 - Det Jyske Kunstakademis afgangsudstilling

15 maj 2014 15 jun 2014

Ragnhild May, Jesper Olsen, Kristian Schrøder, Cilla Leitao, Jens Tormod, Aske A. Hvidtfeldt, Morten Kromand, Louise Haugaard Jørgensen

Kunsthal Aarhus
Se kort og tider

Det Jyske Kunstakademis afgangsudstilling balancerer ujævnt på kanten af dommedag, det forståelige og billedet selv. Ikke alt er fortættet og ikke alt kommer ud over rampen i disse foreløbige konklusioner.

To selvspillende mekaniske fløjtekonstruktioner sætter øredøvende og disharmonisk igang, når man træder ind bag forhænget til Kunsthal Aarhus´ rotunde.
Den ikke just tinitusvenlige installation er Ragnhild Mays bidrag til Det Jyske Kunstakademis afgangsudstilling, og titlen lyder højtideligt: Nu vil jeg hvile paa mine Lavrbær – hvile til dommedagsbasunen lyder, Komposition for glissandi, cirkulær, liniær osv.

At se en afgangsudstilling som en dommens dag, hvor basunerne (eller fløjterne) blæser, og hvor himmel eller helvede skal udstikkes for dimittenderne, er et skræmmende perspektiv. Heldigvis er det selvklart en for firkantet læsning af begivenheden. Hvis de otte afgangsværker skal ses som konklusioner på fem års studier, må disse i det mindste være af foreløbig karakter. For her er tale om kunstnere, der skal have mulighedernes døre åbne og gerne på vid gab.

Ikke desto mindre er der – udover de store forskelle i værkkarakter, medier, tematikker etc – tilsyneladende forskel på, hvor fortættede stadier de enkelte dimittenders arbejder har fundet.

Ragnhild May: Nu vil jeg hvile på mine Lavrbær - hvile til dommedagsbasunen lyder. Komposition fo glissandi, cirkulær, lineær, osv.. Foto: Jens Møller
Ragnhild May: Nu vil jeg hvile på mine Lavrbær – hvile til dommedagsbasunen lyder. Komposition fo glissandi, cirkulær, lineær, osv.. Foto: Jens Møller

Selvspillende legetøjsfløjter
I den bedre ende har netop Ragnhild May boret sig godt og grundigt ned i en produktiv undersøgelse af et felt mellem musik og maskiner. Legetøjsfløjterne i hendes installation, der spiller et ‘slide’ ved hjælp af en pind, der trækkes gennem fløjtens rør, er bygget sammen med to i høj grad hjemmegjorte ‘spillemaskiner’. De spiller – bogstavelig talt – ‘cirkulære’ og ‘lineære’ musikkompositioner oveni hinanden, som om de tilsammen lydliggør to tilværelsestolkninger, der klapper sammen. Det er uudholdeligt, men smukt.

Raghhild May synes med disse visuelt fascinerende mekaniske instrumenter at etablere en særudgave af den maskinbegejstrede konstruktivisme fra slut-1910’erne, hvor hun med en strengt taget materiel tilgang til musik, lyd og kunst ser instrumentbyggeren som komponisten og konstruktionen som partituret. Og man aner sammenstødet eller flirten med den mytiske forestilling om sfærernes musik, hvilket kalder på relanceringen af det berømte László Moholy-Nagy citat om, at “maskiner har erstattet tidligere tiders transcendentale spiritualitet”. Hun har arbejdet med det i en række tidligere værker, og det lover godt for Raghhild May.

Kristian Schrøder: Antagelser. Foto: Jens Møller
Kristian Schrøder: Antagelser. Foto: Jens Møller

Euklid og frimærker
Også hos Kristian Schrøder samler hans primært tekstbaserede fokus sig i værker, hvor man fornemmer retning og et kondenseret aftryk.
Det på trods af, at de to kryptiske videoværker, han viser, hverken er folkelige eller æstetisk lækre – snarere tværtimod. Uensartede billedelementer viser sig – eksempelvis svævende arkitekturmodeller, en performende krop, frimærker med fiskemotiver, en trekant der tegnes. Tilsammen danner de lagvist eller sammenstillede en underlig ‘gammeldags’, low budget skærmæstetik.

Denne fungerer som referenceramme for et kommentarspor, der i en tør, instruktiv og matematisk tone diskuterer grundproblematikker i billeddannelse – blandt andet via Euklidske gåder og overvejelser over frimærkers værdi i forhold til billedudsagn, fetishværdi og kapitalistisk værdi. Det er humoristisk, skævt men også hjernevridende. Det er krævende værker, som trods deres uprætentiøse tilsynekomster og pseudofilosofiske anslag rummer en egen udfordrende og rundtosset logik, som netop rækker efter logikkens grænser.

Louise Haugaard Jørgensen: Endoskop-panorama-stillads. Fri passage med pause ved grænsen. Foto: Jens Møller
Louise Haugaard Jørgensen: Endoskop-panorama-stillads. Fri passage med pause ved grænsen. Foto: Jens Møller

Langsom parade
Lidt i samme boldgade befinder Louise Haugaard Jørgensens afgangsværk sig, selvom det for denne anmelder er knap så overbevisende. Her er tænkningen, idet den italesættes, også i værkets kerne. Man sidder på et rødt stoleobjekt og ser genstande defilere langsomt (meget langsomt!) forbi på en videoprojektion, mens man hører en stemme tale om forskelle mellem jeg´et, kroppen og den materialitet, vi er omgivet af.

Kommunikationsbrist
Kristian Schrøders og Louise Haugaard Jørgensens ordbaserede værker er nørdede og på kanten af det forståelige, men man belønnes, hvis man holder ud. Det kan være en kvalitet, at værker øver modstand, og at der skal arbejdes, for at de åbnes op og sætter noget igang i en. Det er det, der gør os, der ser på kunsten, aktive.

Jesper Olsen: Livet før og efter. Foto: Jens Møller
Jesper Olsen: Livet før og efter. Foto: Jens Møller

Andre gange må man give op, og i mit tilfælde sker det med Jesper Olsen. Hans værk Livet før og efter med to fotos monteret på et skovmotivs-tapet og nogle kort over Aalborg med forskellige markeringer giver for undertegnede ikke meget fra sig og mangler nogle nøgler. Det kan skyldes anmelderens blinde øje. Det kan også være en upræcished eller kommunikationsbrist i værket.

Cilla Leitao: Fra brød til jord, den halvbagte skorpe i fugleperspektiv fra en dødfødt linie. Foto: Jens Møller
Cilla Leitao: Fra brød til jord, den halvbagte skorpe i fugleperspektiv fra en dødfødt linie. Foto: Jens Møller

Toastbrødsskulpturer

Det uprætentiøse går igen i flere værker. Cilla Leitaos værk Fra brød til jord, den halvbagte skorpe i fugleperspektiv fra en dødfødt linie er en installation bestående af skulpturer af granuleret toastbrød og en video, hvor brødskulpturene ses, mens de drejer rundt på en skive i en kulissepræget verden, eller er ved at blive fortæret af måger og duer.
De små ‘barnagtige’ skulpturer, der ligner arkitekturmodeller eller kropslige fragmenter, står og revner og mugner i løbet af udstillingsperioden, og det er lidt for forudsigeligt verdens ufuldkommenhed og forgængelighedsbetingelse, der er stillet ind på her. Kunsten har været her mange gange før – ligesom det uprætentiøse i sig selv næppe er et væsentligt anliggende i dag.

Informationerne kollaps indenfor i Jens Tormods skur. Foto: Jens Møller
Informationerne kollaps indenfor i Jens Tormods skur. Foto: Jens Møller
Jeg er ligeglad med, hvem der er præsident
Hvis man aner en lidt patetisk desperation bliver det endnu mere udtalt i Jens Tormods nødtørftige og sandsynligvis også forgængelige udendørs skur med indlagt massemedieret kaoscollage. Verden er kompleks, uoverskuelig – det er ligegyldigt, hvem der er præsident, der er en destruktiv kraft i verden, alt ender i forfald. Ok, så.

Så er der for mig at se mere at hente i den dystopiske udgave hos Aske A. Hvidtfeldt, hvor der bliver malet med barok og svulstig filmpensel i det dobbeltprojicerede filmværk Dødens Triumf part 1, som blandt andet trækker på middelaldermotivet Dødens Triumf fra malerier af eksempelvis Pieter Bruegel. Her er Danse Macabre, et overdådigt enmands mad-og drukorgie, en hængt mand, en dødehær på vandring med hvide bannere – alt sammen i filmisk kvalitet og særdeles ekspressivt og prof spillet af dygtige, karismatiske spillere, hvilket er med til at gøre værket virkningsfuldt – også selvom der ikke er noget nyt fra fronten her: døden som reflektionsramme for livet og den melankoli, den erkendelse kan omfavnes af, er et evigt tema i kunsten.

Morten Kromand / Jens & Morten: Flagskib / Rygsøjle. Foto: Jens Møller
Morten Kromand / Jens & Morten: Flagskib / Rygsøjle. Foto: Jens Møller

Flagskib med montager
Endelig – og i kontrast til disse forfaldstematiske værker – har Morten Kromann taget sin makker Jens Arndal fra samarbejdet i kunstnerduoen Jens & Morten med på udstillingen. Duoen har de seneste år gennemført socialt orienterede værker i provinsen langt fra kunstscenens centrum, og der er masser af citater fra disse interventioner i udstillingens umiddelbart mest spektakulære værk Flagskib / Rygsøjle. På trods af det forførende billedlige og taktile overskud fornemmer man, at duoen har sit fokus et andet sted og er lidt på glatis i den pæne kunsthal. De hælder til collageformen og hæfter den på Eisensteins montageteori, men jeg er nu ikke så sikker på, at den samlede sum er højere end enkeltdelene i denne sammenhæng.

Tilbage i denne noget ujævne afgangspræsentation står dog indtrykket af, hvor seriøst og modigt, der arbejdes på et kunstakademi. Kunst er et ekstremt åbent mulighedsfelt, men skrøbeligheden er tilsvarende stor. Der er altid en risiko for at falde ud over kanten, men det ville være værre, hvis ikke de studerende tog chancen.

Og her er tale om foreløbige konklusioner.

Billedserie

Afgang 14 - Det Jyske Kunstakademis afgangsudstilling

15 maj 2014 15 jun 2014

Ragnhild May, Jesper Olsen, Kristian Schrøder, Cilla Leitao, Jens Tormod, Aske A. Hvidtfeldt, Morten Kromand, Louise Haugaard Jørgensen

Kunsthal Aarhus
Se kort og tider

Kommentarer

Del artiklen

'Afgang på randen af dommedag'

Facebook