Kunsten bringes til torvs

Billedserie

Udstilling

KURS: TORVET

5 sep 2009 20 dec 2009

Anders Bojen & Kristoffer Ørum, benandsebastian, Jesper Just, Lise Harlev, Nanna Debois Buhl, Matthew Buckingham, Peter Holst Henckel, Rune Søchting

Museet for Samtidskunst
Se kort og tider

Kunsten bringes til torvs

Nanna Debois Buhl, Kære Du. Jeg kommer paa Søndag. Udsnit

Torvet bliver historiseret og forsøgsvis redefineret på Museet for Samtidskunst i Roskilde. Videokunsten brillerer, mens flere andre værker fremstår vage og ikke formår at råbe beskueren op.

Peter Holst Henckels værk tager imod publikum uden for museet.
Peter Holst Henckels værk tager imod publikum uden for museet.
”Døren til vor tids demokrati.” Sådan er ordlyden på et skilt opstillet uden for Museet for Samtidskunst. Det er Peter Holst Henckels værk Under Construction, som frit mimer byggepladsens informationsplanche. Med denne velkomst rejser sig en forventning om, at udstillingen tager fat i oplagte spørgsmål om torvet som demokratisk centrum i byrummet.

Det er dog hverken referencer til antikt græsk torve-demokrati eller hjemlig sæbekasse-ytringsfrihed, der fylder på Torvet. Istedet tages der fat i mere subtile problematikker om fælles erindring og den personlige historie i det offentlige rum.

Udstillingen byder på smukke og interessante værker, men det samlede udsagn formår ikke for alvor at redefinere eller aktualisere torvet.

Teatermekanik ude af drift
Kunstnerduoen benandsebastian tager udgangspunkt i Roskilde Domkirke som traditionel begravelsesplads for landets regenter. De har skabt et mekanisk teater, der gennemspiller et fremtidigt scenarie; begravelsen af den sidste dronning.

Roskilde Domkirkes tårne stikker ud gennem kabinettet i benandsebastians mekaniske teater.
Roskilde Domkirkes tårne stikker ud gennem kabinettet i benandsebastians mekaniske teater.
Under mit besøg var kisten strandet på ryggen af en af teatrets miniature-figurer, og de mange tandhjul stod stille. Det begrænsede unægteligt oplevelsen af værket en del.

The Burial of the Last Queen of Denmark kan nok kun ophidse de mest rygende royalister med sin varsling af republikken, og torvet spiller kun en birolle. Mobilt eller ej står teatret dog som et visuelt fascinerende værk med duoens karakteristiske detaljerigdom indkapslet i et mørkt kabinet.

1029 års historie skrevet om
Historiseringen fungerer optimalt hos Anders Bojen og Kristoffer Ørum. Her bliver Roskildes officielle historie fra lokale arkiver spædet op med skønlitteratur og konspirationsteorier. Alt blandes sammen i et computerprogram, og i udstillingsperioden bliver historien fra år 980 til idag genskrevet.

Anders Bojen & Kristoffer Ørum,  Roskilde Parahistorie, 2009
Anders Bojen & Kristoffer Ørum, Roskilde Parahistorie, 2009

Ved mit besøg var tekstmaskinen nået til marts 1047. Den berettede om Harald Blåtands relationer til ’Den Hornede Guds Tjenere’, storpolitiske spekulationer og fakta om klima og domkirkens indtægter. Med den computergenererede tekst sættes spørgsmålstegn ved grundlaget for den fælles erindring, og værkets absolutte fravær af kildekritik peger på problematikken omkring hvem og hvad, der skriver historien.

Matthew Buckingham A Man of the Crowd, 2003. Videostill
Matthew Buckingham A Man of the Crowd, 2003. Videostill
Opslugt af byen
Den tematik udstillingen får adresseret mest vellykket er individets rolle i det offentlige rum. Det behandles på forskellig vis i videoværker af henholdsvis Jesper Just og Matthew Buckingham.

I Buckinghams A Man of the Crowd danner torvet ramme om en forfølgelseshistorie inspireret af Edgar Allan Poes novelle af (næsten) samme navn. En cafégæsts opmærksomhed bliver fanget af en mand på gaden, og han tilbringer resten af dagen med at følge dennes målløse vandring gennem byen.

I kraft af værkets perspektiv og installation bliver beskueren inddraget som en tredje person i forfølgelsen, og man efterlades på et gadehjørne med refleksioner over den anonymitet og ensomhed, der følger med storbyens masser.

Torvet som scene
Refleksionerne i dette værk modstilles og udvides i Justs No Man Is an Island. Her bliver man som publikum konfronteret med den berøringsangst og forlegenhed, der formentlig udløses hos de fleste, som overværer stærke følelsesudbrud i det offentlige rum.

Jesper Just No Man is an Island, 2002. Videostill
Jesper Just No Man is an Island, 2002. Videostill
Jesper Just No Man is an Island, 2002. Videostill
Jesper Just No Man is an Island, 2002. Videostill

At se en midaldrende mand slå sig løs i dans, mens en anden lader tårerne trille, er ikke hverdagskost i det danske byrum, hvor man almindeligvis holder på formerne. Et smukt og gribende værk, der meget præcist italesætter et spørgsmål om, hvad ’man’ gør og ikke gør på et offentligt torv.

Op på sæbekassen
Hvor videoværkerne får et udsagn klart igennem og i sig selv står som forrygende kunst, forbliver andre af udstillingens værker lidt for vage og deres afsæt i ‘torvet’ bliver ikke ladet med tilstrækkelig betydning til, at man som beskuer oplever torvet på ny.

Nanna Debois Buel, Kære Du. Jeg kommer paa Søndag, 2009
Nanna Debois Buel, Kære Du. Jeg kommer paa Søndag, 2009
I Rune Søchtings lydinstallation på Hestetorvet bliver kunsten ganske enkelt overdøvet af virkelighedens larm og Nanna Debois Buhls værk – en mængde postkort hængt op på række, hvor tekstbidder fra kortene strømmer fra højttalerne – bliver ikke rigtigt interessant hverken visuelt eller konceptuelt.

De værker, der rører beskueren, er dem, der tager fat på brydningen mellem individet og byrummet, og det er absolut en relevant og interessant vinkel på torvet. Men hvis Museet for Samtidskunst for alvor vil lade kunsten være en dør til vor tids demokrati, som Holst Henckels værk indikerer, og genforhandle torvets betydning, må kunsten hive megafonen frem og komme op på sæbekassen.

Udstillingen Torvet på Museet for Samtidskunst i Roskilde er en del af det store regionale udstillingsprojekt KURS.
I KURS bruger fem sjællandske museer hver deres landskabsmæssige kendetegn som afsæt for en udstilling af samtidskunst.

De øvrige udstillinger er
SØEN på Vestsjællands Kunstmuseum
16. august - 25. oktober
A Kassen, Astrid Kruse Jensen, Carl Emil Carlsen, Laura Belem, Hartmut Stockter, Jeppe Hein, Julius Popp, Johanna Domke, Lise Harlev, Marijke van Warmerdam, Peter Land, Svend-Allan Sørensen, Susan Collins og Ulrik Weck

HØJEN på Odsherreds Kunstmuseum
22. august - 15. november
Alexander Tovborg, Astrid Kruse Jensen, Eske Kath, Jesper Christiansen, John Krogh, Lise Harlev, Oda Knudsen, Olafur Eliasson, Ole Sporring

HAVNEN på KØS Museum for kunst i det offentlige rum
05. september - 17. januar .2010 (museet)
05. september - 29. november (havnen)
Alexander Tovborg, FOS, Henriette Camilla Hansen, Katja Bjørn / Hartmut Stockter / Philip Simmons, Lise Harlev, Marianne Jørgensen, Morten Schelde, Peter Callesen, Randi & Katrine, Sonja Lillebæk Christensen, Tanja Rau, Tommy Støckel, Ulrik Møller

TRÆET på Fuglsang Kunstmuseum
4. september – 3. januar 2010
Gabriela Albergaria, Julian Rosenfeldt, Lise Harlev, Morten Steen Hebsgaard, Myoung Ho Lee, Oliver van den Berg, Rodney Graham, Sanna Kannisto, Søren Assenholt, Thomas Demand, Thomas Struth

Billedserie

Udstilling

KURS: TORVET

5 sep 2009 20 dec 2009

Anders Bojen & Kristoffer Ørum, benandsebastian, Jesper Just, Lise Harlev, Nanna Debois Buhl, Matthew Buckingham, Peter Holst Henckel, Rune Søchting

Museet for Samtidskunst
Se kort og tider

Del artiklen

'Kunsten bringes til torvs'

Facebook