Mikkel Bogh træder tilbage som direktør for SMK

Mikkel Bogh træder tilbage som direktør for SMK

Mikkel Bogh, direktør for SMK - Statens Museum for Kunst. Foto: SMK - Statens Museum for Kunst.

Der bliver snart en ledig direktørstol på Danmarks nationalgalleri, Statens Museum for Kunst. Det står klart, efter direktør Mikkel Bogh i et opslag på LinkedIn i sidste uge annoncerede, at han efter ni år på posten ikke ønsker at forlænge sin kontrakt.


Mikkel Bogh tiltrådte stillingen 1. maj 2014, og forlader stillingen ved udgangen af april i år – efter præcis 9 år som museumsdirektør.

“Det er ved at være tid til at lukke et kapitel i mit arbejdsliv”, skriver han på sin LinkedIn-profil “Mine ni år på SMK har været turbulente, intense, sjove og ekstremt lærerige – indimellem også hårde. Sådan er gamet jo. Men sikke en fantastisk arbejdsplads SMK er, sikke fine og højt kompetente kolleger jeg har haft gennem årene her. Jeg forlader stedet på et tidspunkt, hvor det går så tilpas godt, at jeg med glæde og stolthed kan give stafetten videre til den næste.”

Statens Museum for Kunst kunne i 2022 præsentere et besøgstal på 492.579  mod 390.728 besøgende i 2019 – en fremgang Bogh da også noterer sig med stolthed. Under Bogh har museet desuden igangsat en række initiativer, bla. publikumsudviklingsformatet SMK Fridays, filialet SMK Thy og ikke mindst et omfattende arbejde med digitalisering, og bestræbelserne på at finde en balance imellem analog og digital museumsformidling.

Læs også: SMKs digitale formidling: “Jo mere Hammershøi online, jo mere Hammershøi offline”

“Det bedste er næsten, at SMK gennem disse år er blevet et mere publikumsrettet museum og et museum, der arbejder strategisk med at tiltrække og være relevant for flere forskellige gæster. Der er, som altid, plads til meget mere udviklingsarbejde på diversitetsområdet, men vi har fået lagt et godt fundament”, understreger Bogh.

Læs også: Mikkel Bogh: “Samfundet udvikler og forstår sig selv gennem det levende museum”

SMK har endnu ikke slået den ledige direktørstilling op, men det forventes at ske i den nærmeste fremtid.

Kilde: LinkedIn

Del artiklen

'Mikkel Bogh træder tilbage som direktør for SMK'

Facebook