LYDKUNST går live på Podcast Festival

LYDKUNST går live på Podcast Festival

LYDKUNST. Foto: Maja Nydal Eriksen

Kunsten.nu’s eget lydkunstmagasin er gået sammen med kunstnerne Gry Bagøien og Jacob Kirkegaard om at skabe en live podcast under Danmarks første podcast-festival. Oplev dem i Skuespilhuset søndag den 19. november kl. 20-21.

Søndag aften kan publikum opleve sange til planter, optagelser af is, anekdoter fra en anden tid og førstehåndsfortællinger om lydkunstscenens spæde start i 90’erne.

Eventet i Skuespilhuset under den nye Podcast Festival er arrangeret af kunstformidlerne Anne Neimann Clement og Line Møller Lauritsen, der producerer LYDKUNST til kunsten.nu, sammen med to af forgangsmændene på den danske lydkunstscene, Gry Bagøien og Jacob Kirkegaard.

De mødes på scenen til en smagsprøve på de to kunstneres aktuelle praksisser og deres tidlige eksperimenter med lyd. I en årrække dannede Bagøien og Kirkegaard gruppen Æter, der med en forkærlighed for det audiovisuelle i kunsten rejste rundt i Europa og opførte koncerter og musikarrangementer på baggrund af feltoptagelser, lydinstallationer, radio og live video.

Læs mere om eventet og billetpriser her

Den første udgave af Podcast Festivalen løber af stablen den 19.-20. november i Skuespilhuset. Festivalen byder blandt andet på live podcasts, talks og paneldebatter med kendte podcastere og programværter samt lydworkshops med pitch-runde af podcastidéer til branchens redaktører.

Læs mere om festivalen og programmet her
Billetter kan købes her

Gry Bagøien arbejder med sang, video, installation, optagelser, maleri og skulptur. Hun har udgivet flere plader og senest udstillet på Udstillingsstedet PIRPA.

Jacob Kirkegaard er internationalt anerkendt for sine optagelser af alt fra lyde helt inde i øret til lyden af indlandsisen og forladte atomlandskaber.

Del artiklen

'LYDKUNST går live på Podcast Festival'

Facebook