Maiken Bent modtager Elna og C. T. Hollesens Legat

Maiken Bent modtager Elna og C. T. Hollesens Legat

Elna og C. T. Hollesens Legat blev overrakt til billedkunstner Maiken Bent den 2. november 2016. Fra venstre: Eva Steen Christensen, Maiken Bent, Eivind Kolding og Malene Landgreen. Foto: Pernille Wahlgren

Billedkunstner Maiken Bent er årets modtager af Elna og C. T. Hollesens Legat på 30.000 kr. Legatoverrækkelsen foregik den 2. november i Kunstforeningen GL STRAND.

I går den 2. november blev Elna og C. T. Hollesens Legat overrakt til billedkunstner Maiken Bent i Kunstforeningen GL STRANDs lokaler i hjertet af København. Maiken Bent (f. 1980) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2006 og har siden udstillet bredt i både ind- og udland. Hun er repræsenteret i flere private og offentlige samlinger.

Maiken Bent: Trolley 12, 2016. Foto: Frank Sperling
Maiken Bent: Trolley 12, 2016. Foto: Frank Sperling

Maiken Bent modtager prisen for at indtage en unik position i dansk kunst med sine skulpturelle tableauer og installationer. Medlem af legatudvalget, billedkunstner Eva Steen Christensen, motiverede dette yderligere i sin tale ved legatoverrækkelsen og sagde blandt andet:

Overhovedet at tilgå eksistentielle problemstillinger som længsler og begær med objekter, som en palleløfter, en bakkevogn og et rullebord, vidner om en stor humor og en begavet refleksion over de psykologiske mekanismer, der udspiller sig i det menneskelige maskinrum og i vores fælles forbrugskultur. Du har med dine særegne værker berørt ikke bare os, men mange andre, både herhjemme og langt ud over landets grænser.

Kilde: Kunstforeningen GL STRAND

ELNA OG C.T. HOLLESENS LEGAT
Elna og C.T. Hollesens Legat blev stiftet i 1972 af ægteparret Elna og Cay Thomas Hollesen. Legatet administreres af Kunstforeningen GL STRAND, og legatudvalget består af de til enhver tid siddende kunstnere i Kunstforeningen GL STRANDs bestyrelse samt formanden for bestyrelsen. Hensigten med legatet er at yde støtte til danske kunstnere, der har gjort sig positivt bemærket i de seneste år, og dermed give kunstneren mulighed for forsat engagement og fordybelse.

Del artiklen

'Maiken Bent modtager Elna og C. T. Hollesens Legat'

Facebook