Preemptive Rights, som til nød kan oversættes til foregribelses-rettigheder, dét at myndigheder og instanser kan tage sig retten til at reagere på tilsyneladende ’trusler’, er i de seneste femten år blevet et vigtigt emne for diskussionen omkring terrorbekæmpelse og de frihedsindskrænkende tiltag, datahåndteringen, lovpakkerne og de udvidede aktions- og visitationsbeføjelser, der er blevet iværksat som en (afmægtig?) reaktion på terrorangreb og –trusler rundt omkring i verden, særligt i USA og EU.

Kunsten som kritisk værn
Også i kunsten har den udvikling været under kritisk undersøgelse i de seneste år.

Lige nu viser The Whtiney Museum of American Art i New York udstillingen Astro Noise med kunstneren og aktivisten Laura Poitras, der havde en væsentlig finger med i spillet omkring whistle-bloweren Edward Snowden og ligger inde med en dyb indsigt i sikkerheds- og efterretningstjenesternes håndteringer af mistænkte og afslørende data i terrorbekæmpelsens navn.

Også i Haag, den internationale retssikkerheds hjemby, har kunstinstitutionen Stroom behandlet særligt spørgsmålet om individets rettigheder og systemets subtile konsekvenser i tiden efter 9/11 under titlen See You in The Hague – en ikke så venlig hilsen, der bliver råbt, når man som palæstinenser bliver uretmæssigt behandlet i grænseovergangen til Israel.

Frihed og terror
Anno 2016 er terrortruslen vel en form for konstant faktor i vores samfund, hvilket også betyder, at vi som ’frie mennesker’ konstant indfinder os i at få indskrænket vore rettigheder og friheder i terrortruslens navn. Det gør vi nærmest blindt efterhånden og lader vore magthavere indrette et samfund, hvor individet kriminaliseres på luftige grundlag som aldrig før (tænk på fx ’lømmelpakken’, der blev indført i forbindelse med COP15 i København, og de kompromitteringer af individets friheder, den medførte).

Måske er der også en forbindelse her til min egen ekstremt ubehagelige oplevelse, da jeg stod ufrivilligt nøgen i et klinkerum med en svensk betjent i en svensk toldkontrol i 2008? Nå, men den historie gemmer vi til en anden god anledning. Ét er i hvert fald sikkert: Vore rettigheder og sikkerhedstjenesternes beføjelser har grundlæggende forskubbet sig siden 9/11.

Hollywood-science-fiction-filmen Minority Report (2002), med den traumatiserede Tom Cruise i hovedrollen, var tidligt ude og skildrede et samfund, hvor politiet via orakler kunne foregribe kommende drab og forbrydelser. Det er selvfølgelig den umiddelbart positive vision, vi møder i filmen. Men filmen illustrerer på glimrende vis de etiske dilemmaer, der følger med både den viden og forvaltningen af den, og så den vold og mistænkeliggørelse man kan udsættes for i ’foregribelsens navn’.

Underkastelsens koreografi
Jo flere gange vi gennemgår procedurene, desto mere dresserede og accepterende bliver vi. Det er lige før, man kan føle en form for tilfredsstillelse ved at kende sikkerhedskontrollens koreografi og som en anden balletdanser få koordineret alt perfekt: ”af med bæltet, mønterne i bakken, lap-toppen ligeså, væskerne i posen, skoene på båndet, vent, og nu gennem censoren, og se: ikke et bib!, op med armene, ja, bare rør ved mig…. jeg vil gerne hjælpe, bekæmpe terroren, brug mig, jeg er jo bare en brik i en vigtigere sag.”

Det modsatte scenarium er, at folk ender med at gå amok, blotter sig eller på anden vis gør oprør i processen. Et signal om det overgreb, der reelt set også foregår i situationen.

Det er den for de fleste af os skjulte vold og absurde underlæggelse af systemet, Ed Atkins leger med i x-rummet på Statens Museum for Kunst for tiden med en stor video- og lydinstallation med titlen Safe Conduct. Værket er en trekanals videoinstallation, installeret på store lufthavnslignende, hængende skærme tilsat Ravels klassiske Bolero som arbejdsom og dramatisk lydside, der får hele fortællingen til at danse afsted. Lydsiden får også fornemt understreget sikkerhedskontrollens samlebåndsagtige koreografi, hvor vi indretter os og slår hjernen fra.

Et rigtigt menneske?
Titlen refererer til det privilegium, der er tilskrivet de få; at rejse sikkert og uforhindret gennem konfliktområder. En form for immunitet i mødet med systemet.

Vores hovedpeprson i Safe Conduct er en sådan karakter, der uforhindret gennemgår en absurd form for sikkerhedskontrol. I noget, der kunne være en afsides og affolket sikkerhedskontrol, i en hvilken som helst lufthavn, er han fanget i et limbo, og her udspiller den primære del af værket sig.

Der er ingen vagter, han er alene, men udspiller proceduren igen og igen for sig selv med det markante twist, at han ud over sin laptop lægger alt muligt i de velkendte plastikbakker: pistoler, blod, hjerne, indvolde og diverse kropsdele, og så de endnu mere absurde: en varm grillkylling, en kæmpe ananas, en hel masse kindtænder og en flok miniature versioner af sig selv.

Disse absurde objekter taler dog deres tydelige symbolsprog og refererer til bl.a. objektificeringen, forgængeligheden og gæstfriheden som fænomen (man ser stadig ananasen anvendt som symbol i hotel-branchen på grund af dens historie som ekstraordinær ’fremmed’ og hjembragt frugt fra især kolonialiseringens tid).

Samtidig med, at han som CGI (Computer Generated Imagery) er helt igennem overflade, kunstig og umenneskelig – ligesom de figurer, der normalt ville optræde i en instruktionsvideo i en lufthavn eller ombord på flyet – er vores hovedperson også tydeligt mærket af en traumatisk fortid. Selvom han er ren og skær data, er han også en krop, selvom han ikke er et menneske, eksisterer han. I dag, hvor vi som mennesker primært er en samling data på nettet eller i en ukendt database et sted, kan det være svært at sondre mellem data og kroppens celler.

Vi får ikke at vide, hvilken historie, hvilke data vores protagonist bærer på, men symptomerne vælter ud over det hele. Hans tøj er snusket, blodplettet, hænderne ryster, der er skidt under neglene, ansigtet er smadret af manglende ro og blodspræninger, og utilregenligheden stråler ud af de flakkende øjne.

Et etisk ubehag
Han nynner lidt distræt med på Boleroen og mumler: ”to be honest, this makes me a bit uncomfortable”. Han trækker sine kropsdele af, han fjerner det yderste lag af sit ansigt som en maske igen og igen, men identiteten er den samme; han indtager forskellige positurer på gulvet, der mimer underkastelsens koreografi og udviser sin eksemplariske velvillighed til trods for det subtile ubehag.

Men velvillighed til hvad? At være alt andet end et frit menneske, der gladeligt lader sig underkaste? Men hvornår er vi ikke længere ’intakte’ som mennesker i det system og tænkning? Midt i sammenbruddet, absurditeterne og den ekstreme version af sikkerhedskontrollens overgreb, er det spørgsmålet, der står mejslet tilbage i beskueren. Og det måske ubehagelige spørgsmål har sjældent været mere relevant.

Ed Atkins from SMK National Gallery of Denmark on Vimeo.