Kunst som handling

Kunst som handling

Stine Marie Jacobsen: Law Shifters, 2017, Kunsthalle Mulhouse. Pressefoto, Maria Projektet.

Billedserie

TEMA: Art Week 2021

Kunsten.nu har fokus på Art Week 28 sep - 3 okt.
Art Week er en kunstfestival i København med over 50 deltagende aktører, events, udstillinger og art tours. Art Week er søskendeorganisation til kunsten.nu.

Fra en hest, der skæres i småstykker, til et fixerum for socialt udsatte. Det er efterhånden længe siden kunst blot var noget, der hang på en væg eller stod på en sokkel på et museum. I dag har mange værker karakter af at være en form for fysisk handling – og ofte med en aktivistisk agenda, som handler om, at skabe forandring ude i virkeligheden. I forbindelse med Art Week afholder Statens Museum for Kunst seminaret Aesthetic Agency – Please engage me!, der stiller spørgsmålet: “Hvordan kan det æstetiske udtryk sætte handlinger i gang?” Hvis det hele lyder lidt abstrakt, følger her en pædagogisk introduktion til emnet, hvor de fleste kan være med.

Med en baggrund i Eks-skolen og værker som Uddrivelsen af templet/Nøgen kvindelig Kristus på Børsen i 1969 i samarbejde med Lene Adler Petersen – og ikke mindst Hesteofringen fra 1970 – er det næppe nogen overdrivelse at kalde Bjørn Nørgaard en af den dansk kunsts “grand old men”, og en af de tidlige pionerer herhjemme når det kommer til kunst, der manifesterer sig som en form for handling i verden.

Og selvom han i dag i den brede befolkning måske er bedre kendt for sit arbejde med Dronning Margrethes gobeliner og gravmæle, er happenings ifølge den 74-årige Nørgaard stadig så aktuel en udtryksform, som da han startede karrieren i 1960’erne.

“Modernismens eksperimenter med form og flade flade i løbet af det 20 århundrede var nået derud, hvor vi måtte konkludere, at der ikke var flere erfaringer at gøre indenfor de klassiske discipliner”, indleder Nørgaard.

Mange tidligere avantgardebevægelser havde forsøgt at revolutionere samfundet gennem kunstens billeder, men revolutionen var i det store hele udeblevet, så kunstnerne begyndte derfor at søge i nye retninger med nye værksformer.

Performance var ikke noget ukendt begreb i kunstverdenen, men Nørgaard og ligesindede hentede inspiration i nye tanker fra den tyske kunstner Joseph Beuys, og begrebet “Den sociale plastik” – en ide om, at sociale relationer og sammenhænge også kunne være et “plastisk” – eller formbart – materiale, man som kunstner kunne arbejde med.

“Wilhelm Lehmbruck, en tysk billedhugger, der begik selvmord i mellemkrigsårene, sagde, at ‘kunsten opstår når samfundet trykker på kunsten’. Inspireret heraf mente Beuys, at vi kunne vende det tryk, så det i stedet er kunsten der trykker på samfundet. Det leder så til den ide, at kunsten ikke længere bare skal forudse hvordan samfundet udvikler sig; kunsten skal være med til at skabe denne samfundsudvikling”, forklarer Nørgaard.

Det fysiske værk forsvinder

“I de første aktioner og demonstrationer var der stadig relativt mange materialeundersøgelser med gips og stanniol. Men efterhånden forsvandt materialerne, og i stedet anvendte vi symbolske karakterer i vores kultur; eksempelvis med den nøgne, kvindelige Kristus på Børsen. I stedet for gips, træ og glas, tog vi Børsen, Kristus, korset og kvinden, og så bliver billedet en situation i den verden, vi alle sammen befinder os i. Så billedet rykker ud af det traditionelle kunstrum, ud af billedets flade, og bliver en aktiv spiller i selve den måde, vi opfatter samfundet og dets symboler på.”

Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen: Foto fra aktionen Uddrivelsen fra templet / Den kvindelige Kristus på Børsen i København den 29. maj 1969. (Fotograf: John Davidsen, beskåret)

“Vi mente, at den kunstneriske metode var en metode til at omforme samfundet ind i fremtiden”, fortsætter Nørgaard. “Der lå jo i Børsaktionen at vi ville jage kapitalen ud af Børsen, og så ville vi indsætte mennesket som samfundets egentlige kapital”. For Nørgaard bliver grænsen mellem kunstneriske aktioner, demonstrationer og politisk aktivisme udflydende: det centrale var ønsket om, at skabe reel forandring, hvilket kulminerede i 1971 i et forsøg på at skabe et helt nyt samfund ved at erobre øen Livø i Limfjorden. Det lykkedes ikke.

For Bjørn Nørgaard står tiden i midt-60’erne, før det folkelige gennembrud med “Summer of Love”, dog som den kunstnerisk mest frugtbare “Det levede til engang i begyndelsen af 70’erne, til sagen blev overtaget af forskellige marxistiske grupperinger, og oliekrise osv. vanskeliggjorde ideen om, at det var kunst og poesi, der skulle skabe samfundet”, afrunder han.

Fra kunst der forestiller, til kunst der gør

Bjørn Nørgaards aktioner var en del af en bredere bevægelse i kunstverdenen, som Camilla Jalving, vicedirektør på Statens Museum for Kunst og forfatter til bogen Værk som handling: Performativitet, kunst og metode, kalder for en “performativ vending” i kunsten.

“Der sker i løbet af 1960’erne et ret markant skifte fra, at billedet repræsenterer noget, til at det præsenterer noget, altså sætter noget i værk i verden”, forklarer hun. Lidt forenklet kan man sige, at dele af kunsten i disse år bevæger sig fra at “forestille” til at “gøre”. Dermed er betydning heller ikke noget, der er givet på forhånd, men derimod noget, der skabes i værkets møde med verden, og noget, der kan udvikle sig forskelligt, hver gang værket udføres.

Udviklingen  relaterer sig ifølge Jalving også til et skifte bort fra det traditionelle kunstobjekt, hvor kunstnerne i stedet begynder at bruge deres egne kroppe i værkerne: “Det er en afsøgning af kroppens grænser, men også en afsøgning af, hvad der overhovedet kan være et kunstværk. Noget af det er også knyttet til en afvisning af hele det kapitalistiske system, der knytter sig til kunstproduktionen”, forklarer hun.

Ikke mindst blandt kvindelige kunstnere, der forsøger at finde nye udtryk i en ellers mandsdomineret branche, vinder performancekunsten stor udbredelse. Hvor kvindekroppen i kunsten tidligere blot var en genstand for æstetisk nydelse af den mandlige beskuer, bliver kvindekroppen i performancekunsten til en politisk krop med egen agens.

Kunsten som en fælles, kropslig oplevelse

Men også publikums egen tilstedeværelse bliver essentiel i meget af performancekunsten. “Kunst kan gøre noget abstrakt konkret, når man selv er en del af værket, mærker det, lugter det, og ser en forvandling finde sted”, forklarer Jalving. “Ofte bliver der skabt et nærvær eller en tilstedeværelse, som er en kropslig erfaring, man har, når man er til stede sammen med andre.”

Kenneth A. Balfelt Fixerum 2002
Kenneth A. Balfelt: Fixerum, 2002. Foto: Kenneth A. Balfelt.

Det næste markante nybrud sker i løbet af 1990’erne med den såkaldt “Relationelle æstetik”, der kan ses som en videreførelse af Beuys tanker om, at sociale relationer kan udgøre et kunstnerisk materiale.  Kunstnere som Rirkrit Tiravanija, der inviterer til fællesspisning, søger med deres værker at nedbryde skellet mellem værk og beskuer og gøre publikum til aktive medskabere og deltagere i værkets tilblivelse i en social situation. Det sætter gang i en ny genre af kunst i det offentlige rum, der via sociale strategier og deltagelse involverer nye publikummer og mere udsatte grupper i samfundet i værkformer, der søger en reel dialog og forandring i og med virkeligheden.

Den relationelle æstetik handler både om at udfordre kunstinstitutionen med nye sociale og deltagelsesbaserede værkformer og om at flytte kunsten ud af kunstmuseer og gallerier, og integrere den mere direkte i samfundet. Eksempelvis skabte Kenneth A. Balfelt i 2002 værket Fixerum, der bestod af en fuld udstyret klinik med medicinsk personale, hvor socialt udsatte med et stofmisbrug ville kunne få hjælp og tage deres stoffer under ordnede forhold.

Når kunsten forlader museet

Under Art Week kan publikum blive introduceret for Maria-projektet i Mariakirken i København. Her vil kunsten fra november helt forlade de traditionelle kunstinstitutioners trygge rammer. Mariatjenesten har siden 1974 været et anonymt tilbud for socialt udsatte og Maria-projektet involverer netop disse brugere, så det måske kan være vanskeligt at skelne projektet fra andre former for sociale indsatser.

“Hvis man virkelig vil noget med kunsten, så er den institutionelle ramme en uhensigtsmæssig begrænsning med et ekskluderende sprog og nogle særlige normer. Man er nødt til at overskride denne grænse, åbne sproget og gøre sig sårbar, hvis man vil indgå i nye sammenhænge ude i virkeligheden”, forklarer projektets kurator Matthias Hvass Borello.

“Det er super interessant at integrere kunstnere, der arbejder med sociale og etiske spørgsmål i en kirkelig sammenhæng, for at forsøge at skabe et fælles rum og en dialog, hvor vi kan lære af hinanden og hinandens metoder, “ uddyber han.

Kunsten giver de oversete en stemme

Maria Projektet består af i alt syv selvstændige projekter af tre måneders varighed, der strækker sig over to år med start i november. Under Art Week vil dansk-tyske J&K, Stine Marie Jacobsen og syriske Khaled Barakeh fortælle om deres måder at skabe og engagere sig på, og løfte sløret for deres respektive projekter, der vil omhandle temaer som inter-religiøsitet, klimakrise og ritualer, lov, skyld og medbestemmelse og sult som menneskelig tilstand og politisk redskab.

Kunstnerne vil enten inkludere de brugere, der til daglig søger ly og samvær i Mariatjenesten eller inddrage den lokale virkelighed, som er i og omkring kirken og dens brugere. “Noget vil arbejde direkte med de udsatte og andet vil pege på mere overordnede, strukturelle spørgsmål”, forklarer Borello.

Denne form for kunst skal ses i modsætning til de mere traditionelle værker, hvor et “kunstnergeni” fra en privilegeret position udtaler sig om det ene og det andet. “I stedet træder kunstneren i baggrunden, og virkeligheden bliver en medskabende spiller med netop den pointe, at de forståelser, vi har af en offentlighed, kræver en dialog med de grupper, der normalt ikke er repræsenteret i vores politiske eller kulturelle offentlighed”, forklarer Borello.

Sagt på en anden måde, handler projektet i Mariakirken om, at kunsten ikke blot skal tale om de socialt udsatte, men med dem, og give dem en aktiv rolle og stemme i samfundsdebatten. Og så betyder det ikke så meget, at dét der foregår, nødvendigvis skal forstås som et kunstværk, men mere om, at bringe nogle kunstneriske strategier og greb i spil i håbet om, at de kan være med til at skabe en positiv forandring for de mennesker, der har deres daglige gang i de omgivelser, værket udfolder sig i. Først da er kunsten en medskabende del af den verden, den beskriver.

Tre events om kunst & aktivisme under Art Week 2021

Kunst, der består af handlinger eller kunst, der arbejder for konkrete forandringer er på programmet adskillige steder under årets Art Week.

SMK Statens Museum for Kunst:
Seminar: Aesthetic Agency – please engage me!
SMK Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50, 1307 København K
Onsdag 29 sep kl. 12.30 - 18.30
Tilmelding via Billetto.

Glyptoteket:
Art Talk: Michael Armitage og aktivistisk skønhed
Glyptoteket, Dantes Plads 7, 1556 København
Torsdag 30 sep kl. 17.00

Maria Projektet
Introduktion til social-etisk kunstpraksis
Mariakirken, Istedgade 20, 1650 Kbh. V
Lørdag 2 okt kl. 14 - 16

Kunsten.nu har fokus på Art Week 28 sep - 3 okt.
Denne artikel er venligst stillet til rådighed af Art Week.
Art Week er søskendeorganisation til kunsten.nu.

Billedserie

TEMA: Art Week 2021

Kunsten.nu har fokus på Art Week 28 sep - 3 okt.
Art Week er en kunstfestival i København med over 50 deltagende aktører, events, udstillinger og art tours. Art Week er søskendeorganisation til kunsten.nu.

Del artiklen

'Kunst som handling'

Facebook