Der er mange parametre, der skal tages i betragtning, når man forsøger at opgøre, hvem der har mest magt og indflydelse i kunsten, og som regel sammenblandes de helt uhensigtsmæssigt, når man gør forsøget.
På internettet findes en del obskure lister over de mest magtfulde personer i kunstverdenen, og Michael Jeppesen stod gennem nogle år bag en liste af samme slags i Dagbladet Information. Fornylig kunne Politiken heller ikke dy sig for at gøre forsøget. Ligesom førnævnte lister, opnår Politikens liste over de mest magtfulde i dansk kunst ikke større seriøsitet, end noget der kan karakteriseres som overflødig selskabsleg, for den opremser blot de sædvanlige og helt forudsigelige navne i en skøn pærevælling, uden hensyn til hvad de står for.
Som vanligt står det ikke klart, hvilke kriterier der ligger til grund for at udvælge de aktører i kunstlivet, der har peget på personerne på listen, og det er heller ikke klart hvilke kriterier, aktørerne har været anvendt, da de pegede på personerne.
Magtfaktorer i flæng
Politikens kulturredaktør Rune Lykkeberg præciserer i en kommentar til listen, at penge og økonomi er en af de vigtigste magtfaktorer i kunsten, og det er er stort set den eneste faktor han nævner. Men efter listen at dømme, må andre faktorer også gøre sig gældende. I hvert fald optræder der en del personer på listen, der ikke har specielt mange penge at gøre godt med, og de må i så fald være der af andre grunde.
Man kan uvilkårligt spørge: Er fondsdirektøren med de mange penge mere magtfuld end museumsdirektøren med de mange hundredetusinde besøgende? Eller er den kunstpolitiske beslutningstager mere magtfuld end kunstneren, der skaber en ny kunstretning? Det er som at sammenligne pærer med æbler, og man opnår ikke andet end at pege på de usual suspects, der nu engang hersker konsensus om må være de mest betydningsfulde.
Lad os kigge lidt på parametrene.
Penge og magt
Penge er helt banalt det mest oplagte og det mest uomtvistelige. Hvis man nøjes med at anvende penge som parameter, vil det øjensynlig være nemmere at komme frem til de relevante personer på sådan en liste, og den vil blive langt mere eksakt. Operationen vil i så fald gå ud på at finde frem til de største fonde, de største sponsorer og mæcener og de største samlere, dvs alle dem der støtter og køber kunsten og dermed har meget stor reel indflydelse på, hvad der holdes i live økonomisk, hvad der udstilles på museer og gallerier og hvad der står i det offentlige rum osv.
Dernæst skal man blot opliste dem i nummerisk orden efter pengebeholdningernes størrelse, og det vil altsammen være nemt, klart og forståeligt. Og ikke til at diskutere. Men der vil mangle noget, hvis man vil forsøge at få hele billedet med.
Publikum og magt
For der er også et andet parameter, der handler om udbredelse, rækkevidden af det man foretager sig. En museumsdirektør med et årligt publikum på 500.000 har i princippet mere magt end en med kun 10.000. Det samme med en anmelder der skriver på en avis med høje oplagstal i forhold til en med lave. Og den mest sete kunst har i princippet mere magt en den, der kun bliver set af få. Men det kvantitative publikumstal siger ikke noget om kvaliteten af samme, altså om publikum lader sig påvirke, eller om de er ligeglade med det de ser. 100 passionerede eller oprevne publikummer til en udstilling kan få større kulturpolitisk betydning end 10.000 passive og ligeglade.
Og der er desværre ofte en tilbøjelighed til, at de udstillinger, der forsøger at trække det største publikum, betjener sig af et indhold og en formidling, der skal bekræfte publikum i det, de i forvejen kender og holder af. Så de mange publikummer fører sjældent til ændringer eller nytænkning. Det virker faktisk ofte som om, mange museumsformidlere laver udstillinger til et publikum, de som udgangspunkt forventer ikke er interesserede i kunst, eller som de tror synes kunst er kedelig, hvorfor man skal tilføre kunsten et eller andet formidlingsmæssigt smart for at gøre den attraktiv. Formidlerne tror efterhånden mindre på at kunsten i sig selv kan være attraktiv. Så de store publikumstal er måske ikke så meget et udtryk for museumsdirektørens magt som for publikums magt?
Selv om udbredelsesparameteret kan synes nemt at opstille kvantitativt, er det ikke enkelt at aftyde, hvad det rent faktisk medfører af magtkonsekvenser, og det må benyttes med forbehold.
Magthaverne
Dernæst er der retten til at tage beslutninger, retten til at bestemme noget og danne meninger. Det er klart, at en rektor for et kunstakademi, der iøvrigt hverken har mange penge eller stort publikum, har stor indflydelse på at beslutte, hvem der underviser og hvem der optages som studerende, og dermed kan sætte en dagsorden for de kommende generationer af kunstnere og kunstlivet som sådan. Akkurat som en kurator med sin udvælgelse af kunstnere til udstillinger og biennaler, og en kritiker og anmelder med sine vurderinger og betragtninger kan have stor indflydelse på, hvad der rent faktisk foregår og diskuteres i kunstlivet.
Og så er der gerne en Kulturminister, der reelt heller ikke har penge (for dem har Finansministeren!), men som alene har beslutningsretten i de vigtige sager. Det generelle problem med beslutningsparameteret er dog, at det er meget lidt eksakt at måle på, og at det mest af alt beror på skøn.
Kunstnerisk magt
Og endelig er der kunstnerne. Der optræder altid kendte kunstnere på den slags lister, men hvilken form for magt har de egentlig? De har ikke særlig mange penge, og de beslutter ikke ret meget udover deres egne anliggender.
Enkelte kunstnere kan måske være stærke kulturpolitiske meningsdannere, men den egentlige magtfaktor for kunstnerne må vel være deres kunst. Er den mere kendte kunstner så mere magtfuld end den mindre kendte? Sådan ser det ud, når man betragter listerne. Og det er umiddelbart også logisk, at den meget kendte og populære kunstner med sin kunst kan have større indflydelse på, hvordan andre kunstnere laver kunst og hvordan publikum opfatter det. Men ofte er de mest kendte og mest populære kunstnere også dem, der konfirmerer de allerede kendte kunstneriske normer, det er jo bl.a. derfor de er så populære, og deres kunstneriske virke kommer derfor ikke til at medføre reelle forandringer.
Man kan derfor spørge, hvad magten egentlig bruges til. De virkelig radikale kunstnere, som går mod strømmen og indfører nye kunstretninger, der får stor indflydelse for kunstlivet, er som regel ikke særlig kendte og slet ikke populære, lige når de gør det. Det bliver de eventuelt først bagefter, når det er overstået.
Kunst og konsensus
Den russiske teaterleder Mejerhold havde en klar opskrift på kunstnerisk succes: Hvis alle i teatersalen ubetinget tiljubler dig, lyder det som en succes, men du kan være sikker på, at der nok er et eller andet galt, eller et eller andet udvandet i det du laver, som ikke er i orden. Hvis alle i salen buher af dig, er det selvfølgelig ingen succes, men du kan omvendt gå ud fra, at du sandsynligvis har ramt en kunstnerisk øm tå, der nok kan være vigtig at beskæftige sig lidt mere med. Den egentlige kunstneriske succes består i, at halvdelen af teaterslen tiljubler dig og den anden halvdel buher af dig, og du kan forlade dem, og de vil skændes videre.
Konsensus fører aldrig til noget nyt, snarere nordkoreanske tilstande, og det kunstneriske popularitetsparameter er temmelig anløbent, når det gælder egentlig kunstnerisk indflydelse. Og et parameter, der reelt handler om kunstnerisk indflydelse, bliver uvilkårligt en subjektiv og uregerlig størrelse, og hvad er ’indflydelse’ egentlig, der næppe lader sig indordne på en simpel rangliste.
Prøv nu at opstille og måle de forskellige parametre mod hinanden (der er ganske sikkert flere end dem, der nævnes her), og så går det for alvor galt. Det siger os reelt ingenting, at opstille personer ud fra så forskellige kriterier på en samlet liste og rangordne dem. Så hvad skal vi med de lister udover den umiddelbare underholdning?
Og de virkelig magtfulde personer er vel iøvrigt så magtfulde, at de snildt kan undvære at komme med på overflødige lister.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
