Maria Torps (f. 1975) udstilling på Galleri Benoni byder på en række knivskarpe figurative malerier, der overvejende er malet på pap og bølgepap. Her viser hun en vidtspændende agenda med malede snapshots fra det moderne liv. Hun er en af de mest virtuose mimetiske malere i sin generation, og hun lægger yderligere alen til sin kunstneriske formåen på den nye udstilling Notater. Uden at forfalde til at moralisere eller docere skildrer hun en række nutidige samfundsfænomener på godt og ondt. Ikke desto mindre sporer man klart hendes empati for andre, mindre privilegerede befolkningsgrupper end den gennemsnitlige, hvide velfærdsdansker. På en måde er hun en moderne historiemaler, der behændigt undgår at monumentalisere de skildrede personer.

Torp har en sjælden evne til at gestalte figurerne med en skarphed og rigdom i stofligheden og med en vibrerende kolorit. Hendes fremstillinger af hud, teksturer og overflader, af lyset og egenskyggerne er æstetisk forførende. Værkerne ligger i forlængelse af portrætmaleriets lange tradition, men hun løfter motiverne ind i samtiden, når hun maler på trashy materialer som pap og bølgepap. Den ”høje” kultur, som maleri traditionelt repræsenterer, bliver herved rent fysisk hentet ned fra piedestalen og indsat i et samtidigt rum og i en prosaisk virkelighed.

En kile i nutiden

Der er paradoksalt, at hun i sit tidskrævende og lidt nørdede maleri formidler scener og narrativer fra det postmoderne liv, der jo generelt foregår i et langt hurtigere tempo. Der er således tale om en slags langsomhedens og eftertænksomhedens modsprog, som kan dæmme op for højhastigheden og det intense informationsflow i vores tid. Torp sætter med sine langsomme, malede ”snapshots” en kile ind i nutiden og skaber uendelighedssprækker i den.

Hun er en multitasker med en social agenda, eller en social antropolog, der viser os gamle menneskers usynlige væren i verden, overfede mennesker, der går rundt iblandt os, selv om de fleste vender blikket væk, når de passerer os. Mennesker, der falder i søvn hen over bordet af træthed. Der optræder en del sorte mennesker, men de optræder ikke nødvendigvis som ofre i disse Black Lives Matter-tider. I et maleri ser vi en sort mand vandre lykkeligt gennem Brooklyns solbeskinnede gader, lyttende til fed musik i sine headphones og med en coffee-to-go i hånden. Han er en fri mand!

Men der er også en skyggeside såsom fire kvinder i niqab, der står et sted i Dubai og ligner sorte fugle. Derudover zoomer Torp ind på skønheden i form af en isfugl og en vidunderlig og vild blomsterbuket.

Malerierne frembyder et kompleks væv af tider, steder og kulturer. Kunstnerisk befinder Torp sig et frugtbart sted mellem tradition og nybrud.

Maria Torp: Notater. Galleri Benoni. Til 24. november.

Per Kirkebys frapperende ungdomsværker

Af alle de mange frugtbare kunstneriske perioder og serier, som den produktive Per Kirkeby (1938-2018) nåede at skabe, foretrækker jeg hans ungdomsværk. Det har en friskhed over sig, som når et ungt menneske vågner op og pludselig ser verden med et klart blik. Med Søren Ulrik Thomsens ord, så er kunstneren og digteren kun i sync med tiden én gang i sit liv, nemlig som ung, hvor han/hun inkarnerer tidsånden og absorberer alt, hvad der kan tænde en gnist i ham/hende.

Hos Kirkeby er det især tegneserier, cowboyfilm, dameblade, reklamer og andet low culture og trash-inspirationsmateriale, der dukkede op i hans samtid, og som kunne kickstarte nye billeddannelser.

Det særligt appellerende i disse tidlige værker er den uhøjtidelighed, hvormed Kirkeby mixer et ekspressivt, til tider kaotisk billedsprog – ofte malet med lak, alkyd og vægmaling – med udklippede skabeloner og arkitektoniske grids – eller med de velkendte stakitbilleder, hvoraf udstillingen byder på et par meget spændstige. Selv i dag 50-60 år senere forekommer disse værker spændstige og ultramoderne.

De optager stiltræk fra den nye depersonaliserede popkunst, fra minimalismen og den abstrakte ekspressionisme, der senere hen blev Kirkebys særkende. At han maler på et pauvert byggemateriale som masonit, føjer yderligt noget uhøjtideligt til det hele i pagt med tidsånden og Eksskolens credo om at få kunsten ned på jorden og ud til folket.

Mellem improvisation og struktur

Flere steder stråler malerierne koloristisk fra væggene med deres alt andet end diskrete farver. Kirkeby har tydeligvis prøvet sig frem og har eksperimentet og leget med metoder, motiver og kompositioner, der visse steder er lige ved at knække over. Som i Killeberg (1967), hvor en koboltblå trekant næsten erobrer hele billedfeltet, og når han forholder sig kækt og frit til tidens mange visuelle fristelser. Især kvindelige modeller fra modemagasinerne, der optræder i kollagerne eller som skabeloner i malerierne.

Galleri Bo Bjerggaard skal roses for at have indsamlet disse værker fra perioden 1963-77, hvoraf mange ikke tidligere har været vist. Det er, hvad man kalder rettidig omhu. Udstillingen lader os kigge ind i Per Kirkebys tidligste værksted, så vi kan se ham over skulderen i tiden før, han blev giganten i moderne dansk malerkunst. Det er nærmest en museumsudstilling.

Per Kirkeby: The Crucial Years. Galleri Bo Bjerggaard. Til 27. november.

Mellem angst, fryd og frygt

Maleren og grafikeren Torben Bohse (f. 1941) fyldte tidligere på året 80. Han har i årtier levet og åndet gennem sin kunst, og har direkte adgang til de ubevidste processer, energier og impulser, der trænger sig på i hans indre. De får skikkelse og form som et på én gang farligt og forførende figurgalleri af hybride væsener og dæmoniske kvindeskikkelser. Nu kan vi opleve et udvalg af hans store produktion i Sct. Hans Hospitals Museum.

Torben Bohse fylder sine flader med et livets og drømmenes forunderlige teater, og det myldrer med figurer. Man mindes blandt andre den belgiske ekspressionist James Ensor (1860-1949), hvis surrealistiske og samfundsspiddende kunst Bohse har et klart mellemværende med. Hans figurgalleri af kimærer, sfinxer, engle og dæmoner kalder os hen og kræver vores engagement. Der handler ofte om onde mennesker, som udnytter og undertrykker andre. Der er løgne og forstillelse, rå magt og også krig på spil i hans værker.

I en ny serie store tuschtegninger i højformat, som han udførte tidligere på året, handler det om krigen i Syrien. Værkerne er både en projektionsflade for hans indre tankeverden og et forsvarsværk for ham personligt.
Ved at skabe billeder kan han nemlig opnå større ro og balance i sindet. Hans figurer indgår i en tavs dialog med hinanden, og mange af dem – det gælder også de bevingede kvinder, hvoraf nogle repræsenterer Kristus – er en slags udspaltninger af ham selv.

Set over tid er hans værker en form for visuelle dagbogsblade, der vidner om den indre kamp, der foregår i ham. Bohses billeder har flere paralleller til kunst, skabt af afvigere som den svenske maler C.F. Hill (1849-1911) og den danske billedkunstner Ovartaci (1894-1985), i hvis museum han i 2011 viste udstillingen Den lange rejse, som markerede hans 70-års fødselsdag.

For Torben Bohse spiller masken også en central rolle, fremgår det af udstillingen på Sct. Hans. I hans tid på Kunstakademiet havde han blandt andet CoBrA-maleren Egill Jacobsen som professor. Mens dennes maskemaleri er abstrakt og formelt, er Torben Bohses motiver mere plastiske og i højere grad personlige – og inspireret af myter og eventyr.

Torben Bohse (f. 1941) er uddannet ved Det kgl. Danske Kunstakademi i årene 1966-73. Han har en lang række solo- og gruppeudstillinger bag sig. Hans grafik er blandt andet repræsenteret i Statens Museum for Kunst og Kastrupgaards samlinger. Han har modtaget Silkeborg Kunstlegat (1979) og Egill Jacobsens Legat samt Statens Kunstfond (1986). Torben Bohse bor og arbejder ved Bregentved i Sydsjælland.

Torben Bohse. Sct. Hans Hospitals Museum. Til den 24. november og igen fra 5. januar til 2. februar 2022.