Ikke enten eller, men både og

Ikke enten eller, men både og

Grønningen 2017 i Den Frie Udstillingsbygning. Foto: David Stjernholm

Pladen kører i samme rille år efter år i kritikken af kunstnersammenslutningerne, selvom de få, der har overlevet, de facto har forbedret sig. I denne klumme spørges der kritisk til de interesser, som nærer den massive modstand imod dem.

I forbindelse med Søren Martinsens klumme her på sitet vil jeg gerne supplere med yderligere betragtninger vedrørende kunstnersammenslutningerne. Hvorfor er det ikke godt, når kunstnerne selv organiserer og kuraterer deres udstillinger og løfter i flok – uden om kunstmarkedet, museerne og kunsthallerne? Og at også de kunstnere, der periodevis har mindre kommerciel succes, kan fremvise deres værker for publikum? Hvorfor møder denne udstillingsform, som er en tredje platform ved siden af de mange kuraterede udstillinger – herunder tema- og generationsudstillinger – så megen modstand i dag?

Læs Søren Martinsens klumme her

Efter at kunstnersammenslutningerne blev forvist fra Charlottenborg, har de måttet bære rundt på en masse negative prædikater – ligesom det evige mobbeobjekt i skolen, der – selv efter, at han/hun har ændret sig – fortsat udsættes for chikane. Hør her, hvad aviserne har skrevet om dem: ”Grønningens årlige udstilling på Charlottenborg åbner i dag. Den bedagede kunstnersammenslutning har denne gang inviteret ni yngre kunstnere. Der er lidt for enhver smag. Hverken hoved eller hale – men gode værker ind imellem.” (Politiken, 2001). ”Grønningen 2006 er en udstilling af en gruppe individualistiske kunstnere uden nævneværdige fællestræk. Udover evnen til at skabe gedigne værker.” (Berlingske Tidende, 2006). ”… ikke synderlig sammenhængende …” (Politiken, 2007). ”Blandede bolsjer” (Børsen, 2017) etc. Kunstkritikerne efterlyser igen og igen en helhedspræget udstilling med en sammenhæng, som en kunstnersammenslutning af indlysende grunde ikke kan opvise.

Værk af Anette Harboe Flensburg. Grønningen 2017 i Den Frie Udstillingsbygning. Foto: David Stjernholm

Generationsskifte
Frem til 14. januar kunne man opleve Grønningen i Den Frie Udstillingsbygning. Denne sammenslutning tæller nogle af Danmarks ypperligste kunstnere, og i dag takker de fleste unge og yngre billedkunstnere da også ja til en invitation fra Danmarks største kunstnersammenslutning. I disse år pågår et generationsskifte. Fire af sammenslutningens store kunstnere døde for nylig: Tom Krøjer, Egon Fischer, Frithioff Johansen og Steffen Jørgensen. Disse kunstnere havde en klart defineret profil inden for hver deres højst forskelligartede kunstneriske felt. I år optrådte en række interessante gæster: Billedhuggeren Karin Lorentzen, maleren Søren Martinsen, konceptkunstneren Gudrun Hasle, den vidtspændende billedhugger og konceptualist Kirsten Justesen samt maleren Anders Brinch. De bidrog med en spændende andethed til udstillingen, samtidig med at de gamle medlemmer havde strammet sig gevaldigt an. Se bare Stig Brøggers serie med et højaktuelt flygtningetema. Denne kunstner redefinerer konstant sit kunstneriske vokabular på et imponerende nyt grundlag. Han er aldrig gået i stå.

Hvor ville man kunne se værker af Danmarks eneste rigtige myte- og historiemaler, Ib Monrad Hansen, hvis ikke det var for Grønningen? Eller hvad med den fine installationskunstner Anita Jørgensen, der i år brillerer med bl.a. et serielt vægobjekt, der påminder om alle de tragedier, der finder sted rundt om i verden. Ikke at forglemme den store fornyer af den tredimensionelle kunst, Eva Steen Christensen, samt naturtalentet inden for figurativ skulpturkunst i dialog med den moderne tid, billedhuggeren Hans Pauli Olsen? Og hvad med den sublime lyskunstner Viera Collaro. Ingen af disse kunstnere har et galleri, så at følge deres kunstneriske udvikling tæt på ville være noget nær en umulighed uden Grønningen.

Grønningen 2017 i Den Frie Udstillingsbygning. Foto: David Stjernholm


Flere generationer
I øvrigt er det en kendt sag, at publikum kommer mere i øjenhøjde med værkerne på en af kunstnersammenslutningernes udstillinger, hvor kunstnerne selv ofte optræder, og hvor kunsten dermed får et ansigt. At udstillingerne kan være uegale i kvalitet stiller desuden større krav til publikum, der vælger at zoome ind på værker med større substans og flere æstetiske kvaliteter end på de mindre substantielle værker. Derudover opleves flere forskellige generationers værker under samme tag – med en deraf følgende større diversitet end på mange tematiske eller generationsfokuserede udstillinger.

Grønningen blev dannet i 1915 i protest mod Den Frie Udstilling. Bag den stod bl.a. Kai Nielsen, Sigurd Swane og Harald Giersing. Navnet tog de, fordi deres første udstilling fandt sted i en interimistisk bygning på netop Grønningen. Hvor sammenslutninger som Den Gyldne, Pro, Transit, Zebra, M59, Kammeraterne etc. er ophørt med at eksistere, da overlever Grønningen, Corner, Decembristerne, Den Frie, Koloristerne og Jylland. Den Frie Udstilling, som ejer Den Frie Udstillingsbygning på Oslo Plads i København, udstiller i denne. Det samme gør Grønningen og Decembristerne. Koloristerne optrådte derimod senest i Rundetårn.

Hvor Kunstnersammenslutningen Jylland turnerer rundt i landet (i 2016 udstillede de eksempelvis i SAK – Svendborg Amts Kunstforening), åbner Corner nok en gang på Sophienholm. Det skete i den forgangne weekend, og der plejer at være fulde huse i åbningsweekenden. Det er ganske enkelt umuligt at opdrive en parkeringsplads et langt stykke ned ad Nybrovej. Kunstnersammenslutningerne har generelt et meget stort publikum.

God kunst er
Nu tilbage til det indledende spørgsmål om, hvorfor kunstnersammenslutningerne på trods af deres kvalitative optur i de seneste versioner, vi har set, til stadighed møder så megen kritik, som det er tilfældet? At Politikens anmelder Mathias Kryger – som også Søren Martinsen er inde på, og som i parentes bemærket også fungerer som kurator – den 26. november 2017 anmeldte Grønningens edition 2017 med spørgsmålet: ”På Grønningens udstilling er der masser af gode værker, men ingen klar motivation for at vise dem.” Billedhuggeren Hein Heinsen, der er medlem af Den Frie Udstilling, skrev et haikuagtigt læserbrev imod anmeldelsen til Politiken:  “God kunst vil ingenting. Den er.”

Grønningen 2017 i Den Frie Udstillingsbygning. Foto: David Stjernholm

Med Heinsen spørger jeg: Hvorfor er det ikke nok at fremvise gode værker skabt af en række fremragende billedkunstnere? Jeg mener, at vi fortsat har brug for det generøse og socialt ansvarlige frirum, som kunstnersammenslutningerne tilbyder. Der bør gives plads til dem ved siden af de øvrige lige så uundværlige udstillingsplatforme.

Jeg frygter, at kommercielle interesser står i vejen for en anerkendelse af kunstnersammenslutningerne: Kuratoren mister sit levebrød, når kunstnerne selv kuraterer, galleristen går glip af sit provenue, når kunstnerne selv høster af salget, kunsthallerne fyldes med udstillinger, som de ikke selv har bedt om, og som de heller ikke har kurateret etc.

Men der bør også være plads til kunstnersammenslutningerne, som har en lang historie. Her har de ældre kunstnere igennem mange generationer givet faklen videre til de yngre i kunstens lange fødekæde. Kunstnersammenslutningerne er i øvrigt et unikt dansk fænomen, som er rundet af andelstanken i slutningen af det 19. århundrede. Giv plads til kunstnersammenslutningerne med de frodige, let anarkistiske og på så mange niveauer helt enestående og uforudsigelige kunstoplevelser, der hviler på initiativer taget af kunstnerne selv – uden om stat, kommune og marked.

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.

Kommentarer

Del artiklen

'Ikke enten eller, men både og'

Facebook