Der har i de sidste år været stor interesse for alt det, der skete i kunsten omkring 1968. Når interessen for den efterfølgende epoke i 1970’erne og 1980’erne for alvor indfinder sig, vil Stig Brøgger stå som en både vægtig og sprælsk hovedfigur i en søgende tid, hvor billedkunsten blev tunet ind på informationssamfundet med dets abstrakte strukturer og fængende billeder.

Brøgger var med i inderkredsen af tressernes eksperimenter i Eks-skolen. Hurtigt nåede han ud i det internationale kunstmiljø, og hans virke i 1970’erne strakte sig fra billeder med kunsthistoriske referencer til minimalistiske skulpturer. Og i 1980’erne og 1990’erne kommer en strøm af omfattende serier fra Brøggers hånd, ofte komponeret som ambitiøse udstillinger.

Samme periode var han en hovedkraft i Det Kgl. Kunstakademis indføring af den postmoderne tænkning i Danmark. Det er få kunstnere, der som han har fået en filosof som Jean-Francois Lyotard til at forfatte en tekst til sit udstillingskatalog.

Produktiv har han været på adskillige fronter, og uundgåeligt er der en del af værket, der i dag tager sig mere ud som flimmer end fantastisk kunst. Igennem hele rejsen er der dog så meget, der endnu står som fascinerende måder at tænke og lave billeder på. Måske bedst beskrevet med hans eget udsagn: ”Kunst, det er at lægge nye billeder frem, at lave det, der endnu ikke er kunst”.

Greatest Hits viser spændvidden

Udstillingen Working Space på Galerie Susanne Ottesen er et afmålt udvalg af Brøggers værk. Modsat de originale sammenhænge, værkerne oftest var tiltænkt, står de her som separate stykker – sådan er det jo med greatest hits-præsentationer. Den overrumplende helhed, hvor serialitet og system møder det usystematiske, og hvor en helhed kan fornemmes men ikke forstås, får man ikke mulighed for fuldt at opleve her.

Der er dog syn for sagerne af spændvidden i Brøggers værk. Fra demonstrationen af Land Art i Spray (1969) over det både tidstypiske og dybt originale Danmarksbillede i ni afsnit (1975) med bearbejdede historiemalerier op til udtryk som det minimale i det sort-hvide ordbillede Now Here (1991) til det maximalistiske i den spraglede pop-art pastiche Fantomet (2018).

Igennem det hele står Brøgger meget i øjenhøjde med samtidskunsten i dag. Bevidst om, at kunst hænger sammen med den betydning, vi tillægger billedet, men samtidigt insisterende på, at billeder kan overraske, og at kunst både kan tale til sanser og hjerne. Sjældent har det konceptuelt tænkte og lysten til at skabe billeder mødtes på sådan en måde, som vi ser i udstillingens fine nedslag.

Det er værd at bemærke, at denne udstilling kun har Brøggers billeder med og altså ikke skulpturer, bøger, udsmykninger, film og så videre. På den måde er det også en selektion hen imod en klassisk kunstner, vi ser her.

Bogværk af høj standard

Bliver man nysgerrig på den større helhed og i det hele taget på den nyere kunsthistorie, er der heldigvis landet en ordentlig moppedreng af et bogværk om Brøgger. Den må have taget mange år at lave og er både i ord og billeder noget af et udstyrsstykke, som ifølge redaktør Birgitte Anderberg har formålet at ”afdække og kortlægge” kunstnerens værk igennem seks årtier.

Mikkel Bogh lægger ud med en grundig gennemgang af hele kunstnerskabet. Vi får vist, at Brøgger er tæt på det hele, men ikke let at placere. Som Bogh rammende skriver, kredser Brøggers værk om ”billedets magt og muligheder med popkunst, minimalisme og konceptkunst som vigtige afsæt, men uden at kunne reduceres til hverken den ene eller den anden position”.

Boghs gennemgang har et stort fokus på udstillinger, godt understøttet af billeder fra de respektive udstillingssammenhænge, flere endda med rekonstruerede farver. Med mere end 50 siders tekst gennemrejser Bogh med stor viden det Brøggerske kunstterritorie – næsten i sådan en grad, at det tager lidt af opmærksomheden fra de øvrige bidrag. De er ellers ikke mindre interessante med klare vinkler og fokuserede perspektiver på værket.

Tania Ørum ser på Brøggers ”tværæstetiske” virke i tegneserieagtig grafik, brevromaner og film. Her er vi i slut-tressernes eksperimenterende klima, som Brøgger synes som snydt ud af. Modsat sine aktivistiske kolleger som Peter Louis Jensen eller Poul Gernes holdt Brøgger sig dog til kunsten og udstillede på MoMA i stedet for på Thylejren.

Anne Ring Petersen forklarer, hvordan Brøggers maleriudstillinger var en særlig form for installationskunst baseret på serialitet. Derfor kunne en så eksperimenterende kunstner som Brøgger arbejde med maleriet og også bane vejen for dets revival. Charlotte Præstegaard viser med samme ret Brøgger som konceptuel fotograf i kontakt med de nyeste orienteringer fra USA.

Som en særlig bonus indeholder bogen også filosoffen Lyotards tekst til Brøggers udstilling Flora Danica fra 1990 og kunstnerens egen tekst om et overblik over nye tendenser fra 1970.

Hvad kunne man ellers ønske sig? Måske en øjenvidneberetning fra Brøggers kunstnerkollegaer eller fra studerende om hans lange virke som professor på Kunstakademiet i en af dets ”mest højtprofilerede perioder” med Boghs ord.
Men alt i alt er Now Here en bog af meget høj standard, der fører overbevisende bevis i ord og billeder for, at Brøgger er en af de sidste 50 års mest interessante kunstnere.