Hvor er den økonomiske ansvarlighed?

Hvor er den økonomiske ansvarlighed?

Olafur Eliassons Himmelrummet på taget af ARoS

Væk. For når der er tale om Olafur Eliasson kan man åbenbart lade alle fornuftige argumenter falde i den spektakulære kunsts tjeneste. Det er ihvertfald det, der sker lige nu på ARoS og hos Realdania.

Ok. ARoS udlodder med Realdiania i hånden en skulpturkonkurrence, hvilken Olafur Eliasson ikke overraskende vinder med sin glorielignende kæmpeinstallation Himmelrummet til ARoS’ tag. En krone på Eliassons værk og et spektakulært varetegn for ARoS (og Århus, er argumentationen). Værket er enormt og dyrt, men 30 millioner er vel peanuts i den sammenhæng? Jo jo. Det er jo en Olafur.

Ups!
STOP! Vi snakker hverken om et nyt museum, en reel tilbygning eller et reelt offentligt værk. På taget af ARoS vil besøgende på museet kunne gå op i en enorm glasinstallation. Det er et stort værk, på et tag, ikke andet. Men kan det overhovedet være på taget? Nej, vi er nu nok nødt til at forstærke taget for 20 millioner kroner.

Det skulle I nok have set
STOP! Er Olafurs værk så spektakulært og enormt, at taget ikke kan bære det? Det kunne man så have en ide om at argumentationerne heller ikke kunne, men jo: Det er jo en Olafur.
Skal man i den sammenhæng påpege, at det ville have været smart at tænke på de praktiske forhold, da man valgte værket som vinder af konkurrencen?

Den perfekte partner
Nu løber projektet op i 50 millioner kroner, og det er jo en slat. Jeg ved udemærket godt at Realdania, der er hovedsponsoren i denne sammenhæng, ikke har et decideret ansvar. De kan med andre ord handle økonomisk uansvarligt. Og det er jo den perfekte partner i den her sag for ARoS, der på den måde er ud over al form for ansvarlighed. Jo større, jo bedre. Vi laver et værk, der når himmelen!
Man får et spøjst billede på nethinden af en stor eregeret fallos, der rejses på taget af ARoS, hvor Realdania, ARoS og Olafur løber hvinende omkring som kåde teenagere, imens taget braser. Har de mon hørt om Babelstårnet? Er hovmod det næste skridt i den økonomiske krisetid?

En stille tanke
Man kan jo tænke lidt over, hvad bare de sidste 20 millioner kunne have gjort af forskel rundt omkring i det danske kunstlandskab.

Nå, men man kan i det mindste få noget dejlig mad, og sidde og se ud over Århus i loungen, som endelig bliver rykket fra den lidt triste foyer og inkorporeres i glorien på taget. Nej… det bliver der nok ikke penge til, mener ARoS så… Det er jo en Olafur.

Et overbærende smil
Det er forhåbentlig en joke! Hvis jeg skal sætte min fod i den eregerede glasinstallation på taget af ARoS og skue ud over "Det overbærende smils by", så har I bare at servere grillet hummer og champagne. Ellers får I svært ved at få et smil frem hos undertegnede. 50 millioner kroner er Olafurs nok så spektakulære krone på værket altså ikke værd.

Hvor er den økonomisk ansvarlighed blevet af?

Del artiklen

'Hvor er den økonomiske ansvarlighed?'

Facebook