Gennem ild og vand med Vajiko Chachkhiani

Gennem ild og vand med Vajiko Chachkhiani

Vajiko Chachkhiani: The warm winter sun. Still.

Der bliver sat ild til en gammel rønne. To trawlere er lastet med mennesker. Ild og vand, himmel og hav, vinter og varme. Vajiko Chachkhianis film på udstillingen Lower than the sky på Kunstmuseum Brandts spiller på kontrasterne, men dramaet er på sin vis underspillet og ligger og ulmer under billedernes filmiske fernis. Er det lidt for underspillet?

Georgiske Vajiko Chachkhiani (f. 1985) har måske især gjort opmærksom på sig selv med sin Venedig Biennale-præsentation A Living Dog in the Midst of Dead Lions i 2017, hvor han havde transporteret et lille, slidt bondehus fra et landdistrikt i Georgien og genopført det i den nationale pavillon. Inde i huset regnede det konstant fra et internt vandingssystem, og husets interiør undergik en langsom, våd forvandling.

På Kunstmuseum Brandts er der ikke benyttet nævneværdige installatoriske greb. Her er blot opstillet to store projektionsflader, for det er filmmageren Chachkhiani, vi skal stifte bekendtskab med her.

Lavere end Himlen

I den første film Lower than the sky ser vi ud over et stille hav. Det er skumringstid, himlen rødmer, og lyset glitrer i den rolige men evigt bevægelige havoverflade, hvor to fisketrawlere nærmer sig ude fra havet. De puster lidt røg ud, en måge flyver forbi.

Efterhånden som skibene langsomt nærmer sig, øjner man om bord en flok mennesker, som står og kigger frem i stævnen. Da de kommer tættere på, drejer skibene rundt og sejler væk fra kysten igen.

Det var så det! 17 minutter, en eneste kameraindstilling, og der zoomes og panoreres kun ganske svagt.

Vajiko Chachkhiani: Lower than the sky.

Minimalfilm

Det minimale greb kender vi udmærket fra kunstens brug af levende billeder. Michael Snows Wavelength fra 1967 med sin 45 minutter lange zoom ind mod et billede af et hav, der hænger i et rum, er et berømt eksempel, ligesom Andy Warhols mange film, der benyttede statiske indstillinger og lang tid som særkende.

Den tilbageholdende form omgår det filmiske sprog, vi kender fra spillefilmen, hvor dramaturgien er fremadskridende, og hvor hele paletten af filmiske ‘tricks’, såsom klipning, nærbilleder, spring i tid, panoreringer og så videre, forfører og styrer betragteren i fortællingens tjeneste.

I Chachkhianis Lower than the sky er der tid til betragterens egen meditation. Til at fundere over, hvad det er, vi ser, hvilke skibe det er, hvem menneskene ombord er, og hvorfor skibene vender om?

Associationen kunne gå i retning af flygtninge, der sejler rundt på havet, afviste og i konstant landflygtighed, men det er muligvis en for snæver læsning. Måske rækker fortællingen udover en aktuel politisk kontekst og ind i et mere eksistentielt terræn?

Er vi alle på gyngende grund, er mennesket rejsende på må og få uden overblik, positioneret et sted ‘lavere end himlen’, som den poetiske og kryptiske titel, Lower than the sky, antyder?

Vajiko Chachkhiani: The warm winter sun. Udstillingsbillede. Foto: Steffen Stamp.

Brænd fortiden

I den anden film The warm winter sun ser vi et forfaldent og forladt hus. I huset møder vi en ung mand, der længe og intenst betragter de forskellige rum og genstande i huset. Fotografier, gamle blomsterbuketter og legetøj.
Så bliver der sat ild til huset, fotos, blomsterbuketter, legetøj går op i flammer. Manden betragter det udefra, og gennem vinduerne ser vi som i et drømmesyn en ældre mand og en kvinde med en dreng i flammerne.

The warm winter sun, der ligeledes varer 17 minutter, har på den måde et narrativ og en form, der ligger tættere på kortfilmstraditionen. Fortællingen er måske også mere klar. Der er ‘noget’ – fortiden, minder, barndomshjemmet, forældrene? – der skal brændes af, og der er en form for forløsning i afbrændingen. Antydningen af et smil glider over mandens ansigt til sidst, da han står og betragter flammehavet.

Skærsild, ragnarok, dommedag

Det myldrer med mytisk stof, der iscenesætter ilden som symbol for lutring og renselse. Man kunne i flæng nævne Fugl Fønix, forestillingen om skærsilden, traditionerne med ligbrænding eller rituel vandring på glødende kul, ja sågar troen på en kosmologisk gendannelse efter den store katastrofe, hvor verden går under i eksempelvis Ragnaroks eller dommedags flammer. Devisen er, at noget skal ofres, for at vi kan komme videre!

Kunsthistorisk står en videokunstner som Bill Viola som et forbillede. Også han er optaget af eksistentielle emner, og også han har brugt ilden som et stærkt symbol for en form for åndelig renselse.

Vajiko Chachkhiani: The warm winter sun. Still.

Både en styrke og en svaghed

Vajiko Chachkhiani viser sig i udstillingen på Kunstmuseet Brandts som en habil billedmager, og hans film har sin egen skønhed – omend han holder sig på nogenlunde sikker og traditionel grund uden de helt store eksperimenter og satsninger. Man har på en måde set noget, der ligner, mange gange før.

Som fortæller holder han sig til de åbne fortællinger. Der ligger noget og murrer i filmene, som holder en vågen og aktiv. Men det, som er styrken, er på en måde også en svaghed.

I Kunstmuseum Brandts omtale af udstillingen skriver man om Chachkhianis film: “Det er fortællinger om personlige og kollektive traumer, og om hvordan vi som mennesker bliver påvirket både af store politiske beslutninger og de familier, vi kommer fra”.

Så har man ligesom helgarderet sig – og dermed også mimet kunstnerens ‘åbne’ værk. Men jeg har eksempelvis svært ved at få hold på, hvilke “politiske beslutninger” der så ifølge museet er tale om. Politiske beslutninger udmønter sig konkret, kunsten skal derimod gerne være ukonkret. Og sådan er det med åbne værker: man kan projicere meget ind i dem.

Helt sikkert er der noget, jeg ikke fanger. Hvem er manden på fotografiet i filmen The warm winter sun? Og hvad med den markante sang på lydsiden, da huset går op i flammer? Jeg forstår ikke georgisk, der er ingen undertekster, rulletekster eller andre steder at få oplyst, hvad det er for en sang.

Men nu er det jo ikke sikkert, det er meningen, at man skal forstå meningen.

Del artiklen

'Gennem ild og vand med Vajiko Chachkhiani'

Facebook