Gallerirevy København: Skulpturelle afsøgninger

Gallerirevy København: Skulpturelle afsøgninger

Værk af Patricia L. Boyd på udstillingen Wall Pieces hos Christian Andersen. Foto: Malle Madsen.

Billedserie

Stramme, stedsspecifikke relieffer af britisk-amerikanske Patricia L. Boyd samt ekspressive og dødssensitive skulpturer og billeder af henholdsvis Jon Stahn og Christian Lemmerz. Et nyt og spændende kunstår er netop skudt i gang.

Vi indleder med den britisk-amerikanske konceptkunstner Patricia L. Boyds (f. 1980) udstilling med den neutrale titel Wall Pieces. Den rummer en række diskrete, hvide og lysebrune værker, som næsten går i et med væggen. Christian Andersen befæster med denne udstilling endnu en gang sin status som eksperimenterende gallerist, der vover meget. Boyd er ganske vist ikke noget ukendt navn i udlandet, men det er første gang, hun udstiller i Danmark, og hun er bestemt et spændende bekendtskab.

Kunstneren kalder selv værkerne for ”skulpturer”, men de er nok snarere inversioner, for de har mere til fælles med grafik end med skulptur, idet de består af aftryk af ting – i lighed med hendes britiske kollega Rachel Whitereads spøgelsesagtige 3-D-aftryk af hverdagsting. Samtidig er der tale om en intervention i de galleri- og museumsrum, som værkerne installeres i, fordi noget af rummenes egen materialitet flytter med over i næste udstillingssted.

I Christian Andersens højloftede, kridhvide rum hænger nogle af værkerne enkeltvis, mens andre, ofte i hele serier, er indlejret i nogle dybe og tykke, hvide rammer, som er fyldt med huller og skrammer. Det skyldes, at de er skåret ud af væggene fra de tidligere udstillingsrum, eksempelvis Wienersecessionen, Wattis Institute i San Francisco og i privatejede gallerier rundt omkring på kloden, hvor Boyd har vist denne udstilling, som i parentes bemærket er under fortløbende forandring.
Andre værker er blevet sat direkte ind i væggen i Christian Andersens galleri, men deres ”udenværker” vil, når udstillingen slutter, vandre videre til næste udstillingssted som en ny, mere eller mindre skrammet ramme. Der er således tale om en udstilling, som knopskyder, og som refererer bagud til sin egen historik.

Patricia L. Boyds udstilling Wall Pieces hos Christian Andersen. Foto: Malle Madsen.

Værkerne er blevet til i San Francisco, hvor den britisk fødte kunstner har boet i en periode. I den nærliggende Silicon Valley har hun undersøgt ikoniske genstande, herunder den legendariske ”Aeron-stol”, som hun har splittet ad og efterfølgende har lavet aftryk af. Men de er ikke fremstillet i et traditionelt materiale som bronze eller gips, derimod i fedt, som hun har fået af et af de innovative firmaer i området, der lever af at indhente fedt fra restauranter og bearbejde det til brændstof som en del af den cirkulære økonomi. Boyd har blandet fedtet, hvor der stadig er spor efter sovs og kød i overfladen – op med andre, mere bestandige materialer som harpiks for at hærde det.

Også aftryk af pladespillere indgår i udstillingens mange relieffer eller hængeskulpturer, om man vil. Udstillingen er hermed en kommentar til livet som ”workaholic” i Silicon Valley, hvor medarbejderne deponerer deres liv til firmaet og arbejder mere eller mindre non-stop, så grænserne mellem privat- og arbejdsliv er fuldstændigt sløret.

Det er en tankevækkende udstilling, som føjer nye aspekter til både skulpturens og grafikkens kendte form- og materialeverdener på baggrund af et stramt koncept, hvor rammen dels holder værket på plads, dels udvider det og bliver en del af dets egen historik.

Patricia L. Boyd har en BA fra Oxford University og en MFA fra Chelsea College of Art i London. I dag bor hun i New York.

Patricia L. Boyd: Wall Pieces. Christian Andersen. Til 25. januar.

Stahns roadmovie

Jon Stahn (f. 1968) har i mange år beskæftiget sig med døden og dens rige, kunsthistoriske symbolverden. Det vrimler med vanitassymboler i hans oeuvre. Særligt stærkt i hans kunst står dødssymbolet over dem alle – kraniet – Memento Mori. Det gælder også hans nye udstilling, hvor en del af værkerne er mere action-prægede, idet han har skudt med skarpt på en serie små billeder, der er mere eller mindre gennemhullede af hans ikonoklastiske ”angreb.”

Det er kendetegnende for John Stahn, der er uddannet på Det kgl. Danske Kunstakademi som billedhugger, at han på frugtbar vis mikser høj og lav kultur. Tegneserie-ikonografi optræder fx på linje med klassisk billedhuggerkunst – han har selv hugget flere af de udstillede marmorskulpturer. Der indgår også en video fra en rejse til Foster Mountain i Mendocino County i det nordvestlige Californien, som de fleste af udstillingens værker er inspireret af.

John Stahns udstilling Maze of Madrons hos Marie Kirkegaard Gallery. Foto: Marie Kirkegaard Gallery.

Der synes at pågå en kamp mellem det gode og det onde i Stahns værker. Meget er på spil. Det er råt, men godt. Stahn har en særlig sensibilitet, som overføres til værkerne, og man mærker hans ”ånd” stærkt.

Titlen Maze of Madrones – labyrint af jorbærtræer – refererer direkte til vegetationen på det californiske bjerg. Flere af især skulpturerne er meget overbevisende og totemagtigt magtfulde. Der er noget shamanisme over det pga. deres lighed med såkaldt primitiv kunst. Jon Stahn har begået en rig og flot orkestreret udstilling, hvor flere af skulpturerne er monteret på pakkasser i stedet for på mere traditionelle sokler, hvilket drejer dem i retning af tyvegods eller smuglervarer.

John Stahn: Maze of Madrones. Marie Kirkegaard Gallery. Til 25. januar.

Performative Lemmerz

Der er også meget død på spil i Christian Lemmerz’ (f. 1959) nye udstilling hos Hans Alf med titlen Uriel, der er navnet på en magtfuld, gammeltestamentlig ærkeengel, som repræsenterer Guds lys. Som altid har den belæste Lemmerz fat i det helt store stof. Han henter så at sige himlen ned på Jorden og minder os om, hvor meget vi ikke ved, hvor meget vi ikke ser, og hvor meget vi mennesker ikke forstår pga. vores tunnelsyn. Ved indgangen mødes vi af en aflang, rå liggefigur i sortpatineret bronze, der synes at slikke gulvet som en tunge eller …?

I sin seneste solo-udstilling i galleriet The Night is Large hen over vinteren 2017-18 bearbejdede Lemmerz sorgen over at have mistet begge sine forældre samme år. Herefter blev han kastet ud i et kunstnerisk tomrum og har siden måttet genopfinde sig selv.

Christian Lemmerzs udstilling Uriel hos Hans Alf Gallery. Foto: Julie Nymann / Hans Alf Gallery.
Christian Lemmerzs udstilling Uriel hos Hans Alf Gallery. Foto: Julie Nymann / Hans Alf Gallery.

I samtlige udstillingens værker er der et element af performativitet. Det gælder også de magtfulde bronzerelieffer, som indkapsler tidens gang og dermed påpeger dødens tilstedeværelse: Her har Lemmerz ladet sine fingre stryge hen over støbesandet og har afsat spor. Der er syv af disse relieffer, foruden en række papirarbejder med abstrakte motiver, udført med en sitrende, sort streg. Denne nye ”kalligrafiske æstetik” slog Lemmerz ind på i sommer, da han skabte de performative kæmpemalerier EyeScapes på Copenhagen Contemporary til Lars Top-Galias hvinende guitarklange.

Bortset fra en stor, sortpatineret bronzetorso er udstillingens værker non-figurative, hvilket anslår en ny retning for den klassisk skolede tegner og billedhugger, hvor omdrejningspunktet ellers altid har været netop menneskekroppen eller diverse uhyggespredende zombier, engle eller fantomskikkelser. Endnu en stærk manifestation fra en af de mest dystopiske, sandhedssøgende og modige kunstnere på vores breddegrader.

Christian Lemmerz: Uriel. Hans Alf Gallery. Til 18. januar.

Billedserie

Del artiklen

'Gallerirevy København: Skulpturelle afsøgninger'

Facebook