For meget og for spredt

For meget og for spredt

Marta Minujín: The Parthenon of Books, 2017.
 Steel, books and plastic sheeting
, Friedrichsplatz, Kassel, documenta 14. Photo: Roman März

Vis billedserie

documenta 14 – Learning from Athens
8 apr → 16 jul 2017
Athen

documenta 14
10 jun → 17 sep 2017
Kassel

Læs mere om documentas program her

documenta 14 i Kassel er et opråb til den globaliserede verden om at tage sig sammen og finde frem til en bedre ressourcefordeling og mere bæredygtige livs- og produktionsformer. Men udstillingen har vokset sig for stor og har alt for meget på hjerte.

Den første documenta fandt sted i 1955 på initiativ af den tyske kurator, kunstner og professor Arnold Bode (1900-1977). Den koblede sig på den nationale haveudstilling, som foregik i Kassel. Hensigten var at invitere den moderne kunst til Tyskland for at bane vejen for et mere åbent kunstliv efter mange års undertrykkelse af den frie, kunstneriske udfoldelse under Det Tredje Rige. Udstillingen skulle vise sig at blive transformerende for såvel opfattelsen af, hvad kunst er, som for hvad en udstilling kan betyde. På denne første udstilling viste man moderne klassikere fra Europa. Kunst, som var blevet fordømt i nazitiden som ”entartete”, herunder værker af Picasso og Kandinsky.

I de første mange år skiftede man mellem quadriennaler og quintennaler, men siden 1972 er documenta vendt tilbage hvert femte år. Med tiden har den fra primært at have haft fokus på europæisk og amerikansk kunst fået et langt bredere, globalt fokus. I år optræder kunstnere fra hele verden. Fra Cambodja, Indien og Grækenland (der er mange grækere) til Sudan, Mongoliet og Sameland.

Zafos Xagoraris: The Welcoming Gate, 2017. Metal, acrylic on canvas and sound installation, Former Underground Train Station (KulturBahnhof), Kassel, documenta 14. Photo: Jasper Kettner

Ambitionerne er også i år høje, bl.a. fordi udstillingen denne gang som noget nyt deler sig i to – både i Kassel og i Athen. Men da Athen-delen slutter allerede den 16. juli, vil vi i det følgende koncentrere os om Kassel. Og der er nok at tage fat på. Her er værkerne spredt rundt i hele byen, og der er mange temaer ude at gå: Værkerne adresserer klimaproblemerne, rovdriften på naturressourcerne, men også kolonialisme, antidemokratiske udviklingstendenser og angreb på den individuelle frihed, især begrænsningen af ytringsfriheden, hvor litteraturen spiller en central rolle.

Læs vores baggrund om documenta 14 i Athen her

Bogtårn som skulptur
I den forbindelse har Marta Minujin (født 1941) skabt en tro kopi af Parthenon med titlen The Parthenon of Books. Det mægtige, interimistiske bogtempel, som er opbygget af stilladser, står på Friedrich Platz ansigt til ansigt med det nyklassicistiske slot Fridericianum, som er fyldt med kunst fra Athens museum for moderne kunst, EMST. En spændende chance for at opleve mange fine kunstværker, som er meget lidt kendt i vores del af verden. Fridericianum var et af Europas første offentligt tilgængelige museer og udstillingens ankerpunkt. Minujins værk er hurtigt blevet et ikon for hele udstillingen og er gengivet i medier verden over. På den luftige konstruktion er der applikeret 25.000 plastikomvundne bøger, som det argentinske juntastyre i sin tid censurerede og gemte væk i kældre, indtil de kom frem i lyset ved styrets faldt i 1983. Dengang rejste Minujin værket for første gang, så i Kassel er der tale om en ”reenactment”. Med dette værk slås udstillingens ambition an. Det handler om at forstå og fortolke ’Læren fra Athen’, demokratiets vugge, hvor en af hovedhjørnestenene er ytringsfrihed.

Maria Eichhorn: Unlawfully acquired books from Jewish ownership, installation view, Neue Galerie, Kassel, documenta 14, © Maria Eichhorn/VG Bild-Kunst, Bonn 2017. Photo: Mathias Völzke

Et andet værk, som beskæftiger sig med ytringsfriheden, er den tyske kunstner Maria Eichhorns (f. 1962) bogtårn, som er placeret i den centrale sal på 1. etage i Neue Galerie. Bøgerne tilhørte oprindelig tyske jøder, men blev beslaglagt af nazisterne for at indgå i Berliner Stadtbibliotek i 1943. Dette værk er både visuelt stærkt og historisk væsentligt. Mange af værkerne i Neue Galerie handler om nazismen – som en påmindelse om de antidemokratiske kræfter i vores egen tid? Efter devisen, at ingen må glemme, hvad der skete dengang. Gør man det, kan det ske igen?

Neue Galerie gennemstrømmes også af fundet af den famøse Gurlitt-samling med de 1500 kunstværker, som myndighederne fandt i en lejlighed i München i 2014 efter ejeren Cornelius Gurlitts død – han var søn af Hitlers vigtigste kunsthandler –  og optræder indirekte. De originale værker kunne chefkuratoren, polske Adam Szymczyk, ikke få lov til at låne. I stedet kan man opleve værker, der forholder sig til den fraværende samling, og som påminder os om den mørke sky fra Anden Verdenskrig, som stadig kaster skygger hen over Tyskland.

Agnes Denes: The Living Pyramid, 2015/2017, verschiedene Materialien, Nordstadtpark, Kassel, documenta 14. Photo: Nils Klinger

Festival på cykel
I omegne af Kassel er der mange udstillingssteder, som ligger spredt. Derfor er det smart at leje en cykel. I den nordvestlige del af byen kan man bl.a. opleve den ghanesiske kunstner Ibrahim Mahamas (f. 1987) mere end 1700 kvm store værk Check Point Sekondi Loco bestående af sække til at transportere råvarer fra Ghana og Tyskland. Publikum kan hjælpe til med at sy sækkene sammen. Værket er stedsspecifikt, eftersom det er installeret på gulvet i den tidligere togfabrik Henschel-Hallen, hvor de tog blev fremstillet, som ghaneserne fragtede varerne i. Mahama er for mange en gammel kending fra Venedig Biennalen i 2015 og fra Charlottenborg i efteråret. Således kommer hans nye værk ikke bag på mange, som følger med i rørelserne på kunstscenen, men med en så lav udstillingsfrekvens som documentas, kommer nogle af invitationerne forståeligt nok til at blive overhalet indenom af andre og hurtigere udstillingsplatforme.

En af de smukkeste kunstoplevelser på hele documenta fik jeg på min cykeltur i Nordstadtpark, hvor den ungarske kunstner Agnes Denes’ (født 1938) botaniske værk The Living Pyramid befinder sig: en 9 x 9 x 9 meter stor pyramide beplantet med blomster og forskellige græsarter i etager hele vejen op til spidsen. I et rum i Palais Bellevues Remise kan man lære denne skønne kunstner bedre at kende. Her vises hendes mange projekter – realiserede som urealiserede – digitalt på en skærm. Denes løfter arven efter Leonardo da Vinci, når hun sætter naturen i system i sine dybt originale, geometriske og matematiske afsøgninger og vilde, utopiske visioner.

Gode videoværker
Der er mange gode videoværker. Især The Dust i Palais Bellevue af den israelske kunstner Roee Rosen (født 1963). En surrealistisk operette, der tematiserer det borgerlige rengøringsvanvid, undertiden overlejret af nyhedsmediernes beretninger om afrikanske flygtninge, der er interneret i fangelejren Holot i Israel. Fremhæves skal også Regina José Galindos (f. 1974) video La Sombra, hvor en kvinde løber for livet for at slippe væk fra en leopardkampvogn, der følger i hælene på hende med geværløbet pegende direkte på hende. Men clouet for mig er Douglas Gordons (f. 1966) 97 minutter lange film I Had Nowhere to Go, som vises i Kassels store biograf Cinestar. Filmen handler om den litauisk-amerikanske filmeksperimentator Jonas Mekas, som på gebrokkent engelsk læser sin selvbiografi op. Den næsten billedløse film bruger samme greb som Claude Lanzmann (født 1925) i dokumentarfilmen Shoah (1985) om Holocaust, hvor billedsiden kun viser togskinner, mens man hører de overlevende koncentrationsfanger fortælle om deres rædselsoplevelser.

Regina José Galindo: La sombra (The shadow), 2017, video, installation view, Palais Bellevue, Kassel, documenta 14. Photo: Daniel Wimmer

I sin film gengiver Gordon med følsom respekt Mekas’ overlevelseskamp, da denne som ung mand med nød og næppe undslipper de blodige kampe mellem Den Røde Hær og tyske Wehrmacht og efter mange trængsler endelig når New York, hvor han ikke kender nogen. Indimellem høres lyde fra bombeeksplosioner, som får enhver træt documenta-gæst til at vågne op fra sin slummer i biografmørket. Det er fascinerende filmisk fortællekunst i allerbedste Gordon-stil.

Ud over at spænde over for mange agendaer kan man kritisere documenta 14 for at have for lidt fokus på nutiden, hvilket får den til at fremstå lidt vel arkivagtig og tilbageskuende. Resultatet er ikke imponerende, når man tænker på, at de 17(!!!!) kuratorer i samarbejde med chefkuratoren, nævnte Adam Scymszyk (f. 1970), har haft fire år og et meget stort budget til at skabe udstillingen i – også den i Athen. Man kunne have ønsket lidt mere struktur og en mere fokuseret, slankere og mere præcis dagsorden. Men for mange kokke fordærver som bekendt maden, hvilket desværre blev resultatet i år.

Vis billedserie

documenta 14 – Learning from Athens
8 apr → 16 jul 2017
Athen

documenta 14
10 jun → 17 sep 2017
Kassel

Læs mere om documentas program her

Kommentarer

Del artiklen

'For meget og for spredt'

Facebook