Fra global kritik til kunstnerisk didaktik

Fra global kritik til kunstnerisk didaktik

Tita Salina & Irwan Ahmett: Jakarta Stories. Installationsview, Kunsthal Charlottenborg, 2016. Foto: Anders Sune Berg

Vis billedserie

Festivalen Images 16 afrundes i denne tid på Kunsthal Charlottenborg med sidste del af udstillingstrilogien An Age of Our Own Making, og imens trilogiens to første dele var båret af åbne, kritiske, globale udsagn, er den sidste del præget af en problematisk følelsesøkonomi, der som reklamer fortæller os, hvad vi skal føle uden at reflektere synderligt over proces eller modtager.

Images Festivalen i år var for en gangs skyld markant præget af billedkunst, og den centrale satsning har været udstillingstrilogien An Age of Our Own Making realiseret i samarbejde med Holbæk Kommune og kurateret af danske Solvej Helweg Ovesen og Bonaventure Soh Bejeng Ndikung fra Cameroun.

Trilogien, der nu slutter på Charlottenborg, har præsenteret værker af kunstnere fra hele verden, og særligt fra ikke-vestlige lande, der ser på vores globale adfærd og fremtid sammen. Vi møder kunstneriske udsagn fra vores vestlige livsførelses bagland, den anden side af den europæiske grænsebom, vores koloniale fortid, vores outsourcede produktionsforhold og losseplads. Der er en generel global attitude i hele projektet, der fint illustrerer Images som projekt og en ny virkelighed, der er vor tids største udfordring.

Den antropocæne udfordring (som titlen også illustrerer) er dog fælles for os alle: at vi som mennesker er implicerede i tingenes tilstand, og at vi er nødt til at tænke i nye kollektive modeller, nye handlingsmønstre, produktionsformer og økonomier, hvis vi skal knække kurven, sammen.

En kompliceret øvelse
Udstillingerne har desværre været en uhensigtsmæssig øvelse i komplicerede titler, der har gjort det sympatiske projekt meget svært at formidle og forstå. Dagsordenen har været delt i tre overvejelser: An Age of Our Own Making I: The Life of Materials. On Another Nature and Ecology (Holbæk), An Age of Our Own Making II: The Route that Tempts the Traveler to Test Gravity. Notes on the Paradigm of Immunisation (Museet for Samtidskunst, Roskilde) An Age of Our Own Making III: On Agency and Enacting Citizenship (Kunsthal Charlottenborg).

For nemheds skyld kunne man se de tre indslag som undersøgelser af: kulturelt og materielt forbrug, de menneskelige og medmenneskelige konsekvenser, og sidst de mulige strategier som borgere.

Særligt de performative værker på Museet for Samtidskunst (An Age of Our Own Making II, 28. juni – 3. juli) formåede at gribe tematikken og dens menneskelige dimension, hvorimod den tredje og afsluttende del synes langt fra sit konstruktive udspring. Vi møder ikke værker, der reelt aktiverer og sætter et nyt borgerskab i spil eller mulige modeller for nye handlingsformer.

Moshekwa Langa: Mine. Installationsview, Kunsthal Charlottenborg, 2016. Foto: Anders Sune Berg.
Moshekwa Langa: Mine. Installationsview, Kunsthal Charlottenborg, 2016. Foto: Anders Sune Berg.

Sydafrikanske Moshekwa Langa udfolder et kæmpestort hjemstavnsportræt, der levner meget lidt plads til en refleksion om levet liv og dets politiske dimensioner. Det nærmeste, vi kommer et kritisk antrit, er en lidt sentimental og banal videosekvens, der viser nogle mennesker, der træder ombord på en lastvogn: et farvel? En ny start? Shirley Bassey synger Where do I Begin?, imens resten af rummet ligger hen som en blanding af et IKEA-legerum og en surreel rådhushal med lokalt-autentisk jord hængende på væggen. Jeg får ikke mange muligheder for at agere kritisk på et så uklart grundlag som beskuer. Så er det sagt.

Følelses-didaktik
Og den ret pacificerede position med fokus på de ret banale følelser, vi bør have – ikke handlinger – går igen i flere af udstillingens værker.

Særligt problematisk bliver det i en række nærmest selvpromoverende videoværker af den indonesiske duo Tita Salina & Irwan Ahmett, der egentlig er præget af ganske alvorlige og globale problematikker: forurening af verdenshavene (1001st Island – The Most Sustainable Island in Archipelago), stråling, affald og krop i det offentlige rum (Collective Interventions) og bortførelser af indonesiske fiskere (A Journey: Salting the Sea). Der er ikke grænser for deres engagement, kan man forstå. Men værkerne ender som en profilering af kunstnerne som heltefigurer, der indsamler folkets tårer (det er rent faktisk det, der sker!), sejler ud på havet som en anden rockstjerne på en øde ø af skrald og leger absurde boldlege i det offentlige rum.

Tita Salina & Irwan Ahmett: Jakarta Stories - 1001st Island - The Most Sustainable Island in Archipelago. Installationsview, Kunsthal Charlottenborg, 2016. Foto: Anders Sune Berg
Tita Salina & Irwan Ahmett: Jakarta Stories – 1001st Island – The Most Sustainable Island in Archipelago. Installationsview, Kunsthal Charlottenborg, 2016. Foto: Anders Sune Berg

Kuratorerne kunne lige så godt have placeret et strygeorkester i den her del af udstillingen. Det er (lig for eksempel Jens Galschiøt) en følelses-populisme, der er i spil med en entydig symbolik, og hvor en dybere strukturel indsigt eller mulige former for agens bliver nedprioriteret til fordel for kunstnernes eget didaktiske eksempel. Det er nemlig spørgsmålet, der står tilbage: Bliver værket til et kritisk redskab for andre end kunstnerne selv? Det ‘kollektiv’, der italesættes her, er underlagt kunstnernes branding, og værket producerer ikke den postulerede transformerende kraft for de implicerede. Krisen, sorgen og ulykken bliver snarere brugt som et hvilket som helst andet kunstnerisk materiale.

Inspirerende billedkritik
Et par af udstillingens bedre værker rummer en mere åben og kritisk form, hvor kunstnerne overlader konklusionerne til os og efterlader deres handling som en model, der gentænker rollerne, historien, økonomien og repræsentationen.

Kamal Aljafari: Recollection. Installationsview, Kunsthal Charlottenborg, 2016. Foto: Anders Sune Berg
Kamal Aljafari: Recollection. Installationsview, Kunsthal Charlottenborg, 2016. Foto: Anders Sune Berg

Kamal Aljafari har med Recollection skabt et fotoarkiv af fotografier og levende billeder (samlet i en montre og et 70 min. videoværk), hvor optagelser fra den tidligere palæstinensiske by Jaffa er blevet bearbejdet af kunstneren, der har bortretoucheret de oprindelige figurer fra israelske og amerikanske optagelser i området (fra 1960’erne til 1990’erne), og derved vendt besættelses- og stormagtens funktionelle portræt til det modsatte. Igen eksemplarisk, men til gengæld et redskab for en inspirerende og indsigtsfuld kritik af og blik på magtens billedforbrug.

Ibrahim Mahama: Nyhavn Kpalang. Installationsview, Kunsthal Charlottenborg. Foto: Anders Sune Berg.
Ibrahim Mahama: Nyhavn Kpalang. Installationsview, Kunsthal Charlottenborg. Foto: Anders Sune Berg.

Monument uden aktivitet
Også Ibrahim Mahama har leveret et værk, der peger ind i et strukturelt forhold, men hvor kunstnerens praksis bliver til en gentænkning af arbejdsforhold, der i dag, som et postkolonialt traume, stiller spørgsmål omkring materialer og råvarers usynlige, trafikale, historiske, humane og politiske dimensioner.

Nyhavn Kpalang – et enormt patchwork af sammensyede cacaosække – er med sin almægtige omfavnelse af Charlottenborg et fascinerende monument over vores vestlige udbytning af det afrikanske kontinent, men efterhånden også en gentagelse (Ghana, Venedig Biennalen, Holbæk, Kunsthal Charlottenborg), et cirkuleret produkt i sig selv.

Her kan man med rette (og lig Kristoffer Ørums kritiske kommentar på kunstkritikk) spørge til værkets nye kontekst, sociale præmis, processens nærvær, og om kritikken bliver nedprioriteret i forhold til en mere overfladisk, spektakulær manifestation? Som postkolonialistisk ligklæde over Charlottenborg fungerer det glimrende som eksemplarisk værk, et monument i ordets egentlige forstand, men knap så godt som aktiverende redskab for en lokal kontekst eller i en udstilling, der ville:

“… se nærmere på mulighederne for at skabe, påberåbe sig eller bruge urbane eller landlige rum i forbindelse med en handlingsorienteret civil praktik.” Måske skulle ‘civil’ byttes ud med ‘kunstnerisk’, men så ville udstillingen handle mere om kunstnerne end om borgerne, og hvis ‘mulighederne’ ikke er åbne for vores egen kritiske aktivering, så er der snarere tale om reklame end om kunst.

Vis billedserie

Kommentarer

Del artiklen

'Fra global kritik til kunstnerisk didaktik'

Facebook