Er billedkunst for folket?

Er billedkunst for folket?

Kunstnergruppen Wooloo har i fællesskab med Horbelevs indbyggere rejst skulpturen New Life Horbelev. Skulpturen består af indbyggernes tv’er og andet doneret materiale. (Foto: Line Møller Lauritsen)

Med debatserien Kulturkøbing tager DR2 på ny fat i diskussionen om kunstens rolle i samfundet. Men mens Kulturkøbing kommer til at cementere modsætningen mellem kunst og publikum, søger samtidskunsten netop at nedbryde grænsen mellem finkultur og folkekultur.

”Behøver vi gøre det på samme måde, som vi hargjort de sidste 50 år?” 

Sådan lyder en af de indvendinger mod detdanske kulturstøttesystem, der har skudt DR2’s debatserie Kulturkøbing i gang. Med Adrian Hughes i spidsen har programmettaget os på tur gennem den danske kultur for at sætte kritisk lys på de mangemillioner kroner, statskassen smider i kultur hvert år.

I det sidste afsnit,”Kunsten på støtten”, tog programmet os med på en bustur til Lolland-Falsterfor at se kunstfestivalen Tumult ogkigge nærmere på den formodede kulturkløft mellem kunsteliten og publikum.

Armslængde
”Man må gerne støtte, men ikke dirigere kunst.Staten giver ud fra et armslængdeprincip penge til Statens Kunstråd ogKunstfond, der har hyret en masse kunstnere til at fordele pengene, med henblikpå at gøre kunsten fri og uafhængig af magthaverne.” Nogenlunde sådan forklarer Adrian Hughesindledningsvist og med henvisning til grundlæggeren af Statens Kunstfond,Julius Bomholt, udgangspunktet for den danske kunststøtte.

Programmet problematisererkunststøtten ved at pege på nogle mulige konsekvenser såvel som forskydningeraf det grundlag, kunststøtten hviler på. Bliver kunsten ensrettet, fordi den kunstøttes af én institution? Har kunsten relevans for samfundet som helhed, ellerproducerer den kun historier til sig selv? Skal offentligheden give penge tilnoget, der ikke interesserer den? Og er kunsten, stik imod intentionerne,blevet gjort afhængig af magthaverne?

Ny-rindalisme?
Kulturkøbing
er dermed et nyt indlæg i den økonomisk orienterede kunstdebat, der har kørt,siden kunstfonden i 1965 uddelte sine første midler, og Peter Rindal startedesin kamp mod skattebetalt, uforståelig kunst. Men med en snæver polemiskkarakter kommer programmet til at spænde ben for en kritik, der ellers kunnehave været et oplæg til en tiltrængt gentænkning af debatten om kunststøtten.Intentionen med at ryste posen og sætte etablerede systemer til debat er god,men programmets pointer er selektive og bruges ensidigt til at male etfjendebillede af den elitære kunst.

Til at fremstille kunstverdenen som enindspist, elitær klike inddrager Kulturkøbingblandt andre litteraturkritiker Leonora Christina Skov,billedkunstner Thomas Lagermand Lundme og brandingekspert Michael Thouber –alle kendt fra Adrian Hughes’ andet program Smagsdommerne.Det er således et ukommenteret paradoks, der danner udgangspunkt forprogrammets kritik: En kulturelite skal som iscenesat ekspertpanel kritisere,at kunststøttesystemet lukker sig om sig selv, og at kunsten ikke ertilstrækkeligt formidlet og synliggjort for et bredt publikum.

I befolkningens interesse?
Ser man bort fra, at præmissen for programmetdermed bider sig selv i halen, er der også nogle uforløste modsigelserforbundet med, at kunstverdenen på den ene side tilpasser sigbevillingsmuligheder dikteret af staten og på den anden side ikke retter sigmod befolkningens interesser. Her bliver der peget på fænomener som klima- ogudkantskunst, der fremstilles som resultater af statens kulturelle målsætningersnarere end som potentielle sammenfald med kunstneres interesse for aktuellesamfundsproblematikker.

Mens man med rette kan problematiserebevillingsmulighederne for at spænde kunsten for dikterede agendaer, er det dogmere tvivlsomt, om befolkningen kan formodes ikke at være interesseret idebatter om klima og udkant. Det står således hen i det uvisse, om det erkunstens ufolkelighed eller et bekymrende fravær af samfundsaktuelle interesserhos befolkningen, som programmet anser som problemet.

Ensidige ligninger
Til at problematiserekunststøtten benytter programmet sig både af en kvantitativ og en kvalitativtilgang.

På den kvantitative side har vi den økonomisk rationelle tilgang, dergår på, om vi får det bedste ud af skatteydernes penge. At kunststøtten tilfestivaler som Tumult er forsvindendelille i forhold til de populærkulturelle midler, der går til X Factor og lignende, er påfaldendefraværende i programmets kvantitative tilgang, der hellere vil dvæle vedfestivalens projektansatte medarbejdere og en enkelt offentlig begivenhed, som– ifølge Kulturkøbing med urette –blev afholdt i (elitens) København og ikke på (folkets) Lolland-Falster.

Den kvalitative tilgang stiller skarpt påkunststøttens legitimitet. Her går Adrian Hughes i kødet på nogle tilfældige forbipasserende,der kan bekræfte, at de ikke kender til Tumult,og kunstværkernes effekt bliver altså evalueret via nogle udvalgtevoxpop-indslag af sekunders varighed. Samtidig får panelet fra Smagsdommerne løbendelov til at kommentere tendenserne ud fra samme skeptiske vinkel.

Eksperter oplyser folket
Eksperter forklarerbefolkningen, at de ikke forstår kunst, mens den uvidende befolkning skal bakkeop om eksperternes udtalelser ved enten ikke at forstå eller være bekendt medkunstelitens tiltag. Med det resultat, at folket fremstiles uden for denelitære kunsts rækkevidde, og at modsætningen mellem folkelig og ikke-folkeligkunst igen cementeres.

Hvis programmet skulle have åbnet for nye perspektiver,ville det have været interessant med en reel udfordring af disse etableredemodsætninger. Det kunne gøres ved at udvide kunst- og støtteoptikken til etmere nuanceret blik på kunstens publikum. Måden, Kulturkøbing inddrager dette led i ligningen, har som resultat, atpublikum fremstår som forsmåede ofre for skattebetalt og uforståelig kunst. Ogdet er vel ikke at yde beskuerens rolle – eller ansvar – retfærdighed.

Legitimering af kunst
Hvis Kulturkøbings konklusion om, at Tumulthverken blev registreret, forstået eller anerkendt af de lokale, holder, er detværd at fremhæve, at Tumult somkunstfestival i det offentlige rum i det mindste forsøgte at møde den bredebefolkning, hvor den var. Det er således påfaldende, at programmet bruger enoffentlig kunstfestival til at problematisere kunststøtten. Og det vidner om,at kunst skal legitimeres i højere grad, når den er placeret i det offentligerum, hvor den ellers netop kan forholde sig til sin kontekst og nå ud til enbredere offentlighed, end når den forbliver inden for de vante, defineredeinstitutionelle rammer.

DR2 har med detsædvanlige kulturparnas i førertrøjen søgt at skabe debat om kunststøttenslegitimitet. Men hvis diskussionen om kunstens rolle i samfundet skal udviklesig, må der medtænkes flere led i forholdet mellem kunst og publikum, og den såofte cementerede modsætning mellem kunst og publikum må udfordres. Og det erblandt andet netop her, at kunsten har sin eksistensberettigelse.

(Dette er en kronik, sendt til Dagbladet Information, Politiken og Weekendavisen. Ingen af aviserne har ønsket at bringe kronikken.)

Ida Meisling, cand.scient.soc., Karen Johanne Bruhn og Marie Bruun Yde, begge cand.mag. Alle tre har været ansat på kunstfestivalen Tumult, der blev afholdt 22. august til 24. oktober på Lolland, Falster, Møn og i Vordingborg.

Tumult var et initiativ af: Guldborgsund Kommune, Lolland Kommune, Vordingborg Kommune og kurateret af Christian Skovbjerg Jensen.

De to billedkunstfestivaler Tumult og PORT 2010 delte puljen på 4 millioner kroner fra Statens Kunstråd.

Del artiklen

'Er billedkunst for folket?'

Facebook