Én plus én er større end to

Forbered dig på at sætte tempoet ned, hvis du beslutter at besøge BRANDTS en af de nærmeste dage. Så snart du træder ind i salen, hvor Tina Marie Nielsen har installeret sine på en og samme tid sarte og kraftfulde værker, mærker du hvordan kroppen og sindet må geare ned for at kunne betragte og opleve det, som er på færde.

Minimal monumental
I denne sals overflod af dagslys er værkerne ved første øjekast næsten usynlige, men er du nærværende, varer det kun et øjeblik, før farver og detaljer velvilligt springer dig i øjnene.

Gipsplader med motiv i gråt og hvidt, papir dyppet i honninggul voks, en naturtro gren fra et æbletræ i bronze, et kaffebrunt landskab i det ituslåede gulv, en sælsom skulpturkrop, sort på lysegråt gulv, glas foran glas og kunstnerens plettede og delvist indvoksede arbejdstøj på en lige så plettet ateliervæg.

SKIN OF MINE hedder udstillingen, og det er en nøgle, som åbner værkerne. Syv minimalistiske værker, der går i tæt dialog med det rå udstillingsrum, og som trækker i tråde på tværs af tid og rum,  gennemborer overfladerne og inddrager såvel den arkitektoniske fysik såvel som den menneskelige krop.

Lyset fra de mange vinduer spiller med og materialer forvandles til mønstre, tegn, figur og landskab, og på forunderlig vis kryber værkerne ind under huden på beskueren, der selv vikles ind i den komplicerede og lystbetonede interfase, som de skaber.

Mod mørket under ægte blomstertæpper
Med opmærksomheden tændt møder du i den næste sal Eva Steen Christensens skulpturelle univers, som er skabt via refleksioner over Dantes Den Guddommelige Komedie.

Rejsen begynder i underverdenen for Mod Mørket går det i et svageligt lysstofrør på væggen. Herefter bevæger  du dig Under Blomster – bogstaveligt talt – med ægte tæpper over hovedet mellem søjler af jern mod lyset og et landskab af mystiske formationer.

Skønne fejl
Den første lokker dig til med sin sære udstråling: den minder om skelettet af en krukke, men den er lavet af genbrugt plettet og delvist bemalet spånplade med kanter brudt som var det tørt knækbrød. Alle ’fejlene’ møder blikket som støjen i øjet, der minder om, at intet er perfekt, og at også det ’grimme’ kan være skønt.

På gulvet ligger tre urolige cirkler af potteskår fra umage tallerkner – de Genskabte Cirkler forener det, som er forskelligt, uden at det derved mister orienteringen.

Håndarbejde
vægen overfor hænger en anseelig mængde papirark, alle bearbejdede med symaskine og guldtråd. Begyndelser og afslutninger skal være ensartede og usynlige, lærte vi i håndarbejdstimerne i skolen.
Her er de synlige og forskellige, som i livet generelt. De gyldne tråde på de rene hvide ark beskriver med patos og humor, at livet er en ’guddommelig komedie.’

Længst tilbage i den højloftede sal strækker sig en elegant seks meter høj skulptur som en vækst med otte grene og hvide paraplyer i toppen. Under himlens dække føler man sig både beskyttet af renhed og læ og samtidig udfordret af nøjagtig det samme.

Driften mellem lys og mørke
På den facon lykkes det at fastholde ambivalensen gennem hele udstillingen og dermed den urolige drift mellem mørket og lyset, som udstillingen også tematiserer på det psykologiske plan.

Det er en god oplevelse at se disse to voksne kvinders rummelige kunst, i adskilte rum og dog i samklang. For begge udstillinger handler om eksistens, om nærvær og undren og om evnen til at fortælle små komplekse historier med få og ikke i sig selv spektakulære, midler.

Der hviler en smittende og intens atmosfære over begge udstillinger. Kunstnerne bringer skønheden frem i det banale, og de spiller så fint sammen både formelt og indholdsmæssigt, at regnestykket en plus en i dette tilfælde, er større end to.