Fra kælderdybet

Fra kælderdybet

Tina Maria Nielsen, Seeds of all Life fra Salon des Refusés, 2016. Foto: Lior Zilberstein

Vis billedserie

Tina Maria Nielsens udstilling i kælderen på Den Frie er ganske enkel og nedtonet og samtidig en ekvilibristisk leg med betydninger og forskydninger. Indersider og ydersider.

Opstigning
Hun kommer op fra kælderen som en sort engel med vingerne i favnen. Det er ikke nu ikke vinger, men en tung ryghvirvel fra en hval, hun bærer på. En biologisk rest, et skulpturelt element. Det, der bliver tilbage, når alt fedtet er smeltet fra, og som kan hentes frem fra kælderen 100 år efter hvalen svømmede rundt med sine indfoldede englevinger. Der er rockstjerne over kunstnerattituden, en demonstration af fysisk og mental råstyrke, som samtidig er en fuckfinger til angsten for patos. Der er også en god del humor – jeg tænker på the grand old lady, Louise Bourgeois med det smørrede grin og den overmåde falliske skulptur med det uskyldige navn Fillette under armen, fotograferet af Mapplethorpe i 1982. Eller på David Lynch’s  sibylle fra Twin Peaks, The Log Lady.

Tina Maria Nielsen. Foto: Lior Zilberstein
Tina Maria Nielsen. Foto: Lior Zilberstein

Kælderen
Den Fries kælder er en nedgravet white cube. Ingen vinduer, kun én udgang. Her er gravkammerroligt. I kælderen er man i sikkerhed og skjul. Men også gemt væk fra de pæne stuer.
Den freudianske læsning af kælderen som stedet for det fortrængte, ikke mindst det seksuelle, er velkendt. Det er ikke det ærinde, Tina Maria Nielsen er ude i, der er intet perverst fortrængt over hendes kælder. Snarere folder hun kælderens rum ud som et frirum, der hvor det er muligt at nørde igennem, der hvor skammen ikke kan nå en, når man pusler om sin samling af gamle mobiltelefoner (Generations er en samling af kasserede, forældede mobiltelefoner, afstøbt og oppudset til bling-bling-effekt i bronze).

Tina Maria Nielsen, Generations fra Salon des Refusés, 2016. Foto: Lior Zilberstein
Tina Maria Nielsen, Generations fra Salon des Refusés, 2016. Foto: Lior Zilberstein

Salon des Refusés
Med en humoristisk brod har Tina Maria Nielsen kaldt sin udstilling, hvis enkeltværker spiller sammen i en teatralsk iscenesat totalinstallation, Salon des Refusés. De afvistes salon opstod som en protest mod censuren på Salonen i Paris i 1863, og her vistes bl.a. Manets Le Dejeuner sur l’herbe. Når Tina Maria Nielsen vælger den titel netop på Den Frie, sender hun en hilsen til dansk kunsts, om ikke afviste så i alle fald, modkultur. Den Frie Udstilling blev stiftet i 1891, som et modspil til den censurerede forårsudstilling på Charlottenborg. Willumsens forkætrede radering af en gravid kvinde blev vist i 1891.
Med referencen peger Nielsen på, at mekanismen med at dømme inde eller ude er eviggyldig, og at det, som historien har vist, langt fra er samtidens vurdering, der holder. Kunsten og kritikken har altid også været påvirket af skiftende moder.

Ladders
For enden af trappen er udstillingsrummet blændet af en væg, der vender bagsiden ud af. Som havde rummet vendt sig på vrangen. Det vrangvendte, at krænge tingene om og undersøge den anden side, er et tilbagevendende tema i Nielsens arbejde, og som sådan kan det siges at være en foræring at placere Tina Maria Nielsen i kælderen, en bygnings absolut anden side. Inde i det kølige og halvmørke lokale står værkerne som små scener eller stationer, hver oplyst af et enkelt nøgent spot, og visse af dem tilmed sat ind i en ramme i form af et tyndt metalskelet, der streger et rum eller en montre op.

Det første værk er på bagsiden af den spærrende indgangsvæg. Trappestiger i forskellige højder frotteret over med blyant på tyndt rispapir og hængt op, så de overlapper hinanden. Som mange andre af udstillingens elementer er trappen et stærkt symbolsk element. Stigen peger på arbejdet, der er gjort, og den peger naturligvis også på vejen ud. Formelt set gentages trinenes vandrette streger i flere af udstillingens værker, f.eks. i den bronzestøbte persienne, som på sin side taler videre med den ødelagte paraply (Protection), der har fået plads i et hjørne, og som viser sig at være støbt i bronze og poleret op i sort med svovllever. Værkernes form- og materialemæssige glidninger og forskydninger, de sansemæssige og metaforiske dialoger, er en vigtig dimension i oplevelsen.

Tina Maria Nielsen, Protection fra Salon des Refusés, 2016. Foto: Lior Zilberstein
Tina Maria Nielsen, Protection fra Salon des Refusés, 2016. Foto: Lior Zilberstein

Blind
En persienne kan lukkes ned, så den spærrer rummet, men den kan også trækkes op, give udsyn. Og man kan se ud mellem de glidende lameller uden selv at blive set. Værket er støbt i bronze, det er ikke gået helt godt, der er huller, brændsår, misfarvninger fra processen. Selv om persiennens tynde plastic er oversat til metal, til bronze, virker værket langt mere skrøbeligt. Som bark, en ganske tynd skal eller hud, der er faldet af i en flage.

En væg er også en slags hud. Midt i rummet står endnu væg. Vægges funktion er at afslutte, skærme, lukke af, men denne her virker rimelig umotiveret og danner bare en smal passage, hvor edderkopperne fra Mars holder til (find dem). Vægge er poetisk set de skaller, der opbevarer os, og som derfor bærer vores fedtede aftryk. Vacuum, som væg-værket hedder, har nærmest suget erindring til sig i form af en masse genstande, der ligger og kradser mod tapetet. Jeg genfinder Søren Ulrik Thomsens hårnål (essaysamlingen En hårnål klemt inden bag panelet).

Fragments of Ancient Poetry
Hvalknoglen fra plakaten har fået eget værelse og deler podie med en kopi i gips, mens en lysende sart afstøbning i paraffin har fået en høj sokkel at svæve på, næsten som et vartegn. Den har hudkvalitet og er mere en abstrakt figur, end den er en knogle, sart som en gennemlyst øreflip. Hvalens knogler er gamle fragmenter af havpoesi, men titlen spiller også på menneskers evne til at falde for det gamle, hvis det serveres som værende autentisk. Det trick lavede den skotske digter James Macpherson i 1760, da han hævdede at have fundet ovennævnte fragmenter af gælisk urpoesi nedfældet af skjalden Ossian. Værket fik enorm succes og påvirkede europæisk litteratur og billedkunst. Det viste sig senere at være et falsum. Fejltagelser og fejltolkninger kan lede frugtbare steder hen.

Tina Maria Nielsen, Fragments of Ancient Poetry, fra Salon des Refusés, 2016. Detalje. Foto: Lior Zilberstein
Tina Maria Nielsen, Fragments of Ancient Poetry, fra Salon des Refusés, 2016. Detalje. Foto: Lior Zilberstein

Afsæt
I et af Tina Maria Nielsens tidlige værker, fra 1996, Uden afsæt, indgik en udstoppet krokodille. Det er som om dette gamle værk har lagt sine æg nu 26 år efter, i alle fald indgår der virkelig meget naturvidenskabeligt stof i de nye værker. Som var man trådt ind i en lokalafdeling af Museum Wormianum, det første danske museum. Seeds of all Life stiller sig frem som en blanding af netop et wunderkammer og et uheldsvangert fortids- eller fremtidslaboratorium for gensplejsning.
På et stålbord, klinisk oplyst af et neonrør, ligger en samling strudseæg. Store æg med tykke skaller. Mellem disse elfenbenshvide readymades glimter et par gyldne bronzeskaller. Som var æggene klækket fra eller støbt i en bronzeskal. Eller som om æggene er rester fra en støbeproces, hvad de på en metaforisk måde også er. Men bronzeskallerne er jo vrangvendinger, afstøbninger af former taget over ægget.

Re-stored
Når noget er ”restored” er det genskabt og aktualiseret, men når ordet skrives ”re-stored” kommer det samtidig til at indeholde vrangen af den betydning, altså at det er uaktuelt, sat tilbage på lageret (gemt ned i kælderen). Værket med ovennævnte titel er et helt lille cityscape af lyserøde (gips og tegl) afstøbte papkasser. På en af dem troner Thorvaldsens Jesus i klinket porcelæn som en elsket nipsgenstand, klistret ind i minder. På en anden kasse hviler en knækket mindeplade for Anne Marie Carl-Nielsen (som fra 1892 var medlem af Den Frie Udstilling) oversat til voks. Således ville den stavefejl, som førte til at mindepladen blev kasseret, nu kunne rettes.

Tina Maria Nielsen, Re-stored, 2016. Foto: Lior Zilberstein
Tina Maria Nielsen, Re-stored, 2016. Foto: Lior Zilberstein

Kældersnak
Det er en modig udstilling. Tungt ladet med symbolsk gods, spillende på grænsen mellem det kitschede lækre og banale og det tørre, indadvendte. Mellem det, der næsten ikke er noget, og på den anden side lynhurtigt er for meget. Teatralsk, dramatisk og forførende og samtidig nøgternt og minimalt. Der er arbejdet med figurer som samlingen, med skelettet og overfladen, lukkede og åbne rum, indersider og ydersider, med form og antiform, med fejl og skader. Der er referencer og hilsner ad libitum. Der har været en vilje til at gå med det mislykkede, vel vidende at det er der, hvor man kommer på den tyndeste is, at spændingen er størst. Det er hjemmegjort og selvstøbt i bronze, gips, voks og paraffin, lige fra podier til værker. Ydmygt og overlegent, selvbevidst kældersnak.

Vis billedserie

Kommentarer

Del artiklen

'Fra kælderdybet'

Facebook