En ny begyndelse

En ny begyndelse

Christian Schmidt-Rasmussen: Ængstelsen, 200 x 340 cm, olie på lærred, 2015. (Foto: Christian Schmidt-Rasmussen)

Hvordan begynder et kunstværk, og hvordan ender det?

Når man går på udstilling, så er kunstværkerne installeret så pænt. Nogen har haft en holdning til, om billederne skal hænge højt eller lavt, om de præsenterer sig tæt eller spredt. Der kan være jævnt lys eller dramatisk mørklagt. Skulpturer og installationer er placeret langt væk fra indgangsdøren. Eller tæt på. Dét kan der være en pointe med. Måske er der en hård bænk, som man kan sidde på, mens man ser en film. Måske er det en blød pude. Måske slet ingen ting, fordi man skal stå.

Og når man så står dér, så virker alle kunstværkerne så færdige. De er faktisk færdige, for de er kommet på udstilling. Men før da kan der ligge uendeligt mange overvejelser til grund for dét, som bliver vist frem.

Fra Christian Schmidt-Rasmussens Facebook-væg den 6. januar 2016.
Fra Christian Schmidt-Rasmussens Facebook-væg den 6. januar 2016.

Derfor var det charmerende og yderst interessant, da billedkunstner Christian Schmidt-Rasmussen for nylig (den 6. januar 2016) på Facebook delte elleve billeder af et maleri undervejs.

Det færdige maleri hedder Ængstelsen og blev udstillet ved X and beyond i 2015.

Der er hul igennem
På et af de første billeder kan jeg tydeligvis se noget natur. Nedre del af maleriet er dyb mørkegrøn, mens øvre del af maleriet er lys himmelblå.

Hovedpersonen synes at være den sorte klat, der enten er en lavthængende sort sol (de findes) eller en gummilap til et punkteret cykelhjul.

Det med det punkterede kommer jeg til at tænke på, fordi der er nogle krakeleringer eller ridser, som om en rude eller en hinde er ved at briste.

Work in progress. (Foto: Christian Schmidt-Rasmussen)
Work in progress. (Foto: Christian Schmidt-Rasmussen)

Kjolemønster og cykellap
Men vi er kun lige begyndt. På næste billede kan jeg se, at krakeleringerne forsvinder, og at der nu på himlen er kommet stave af vandrette kasser, som kunne ligne mønsteret på en kjole på en kvinde i et maleri af Gustav Klimt.

Den sorte hovedperson ligner nu hverken sol eller cykelslangelap, men mere et guilloteret blomsterhovede.

Work in progress. (Foto: Christian Schmidt-Rasmussen)
Work in progress. (Foto: Christian Schmidt-Rasmussen)

Indbydende park
Så hvad nu? Jo, nu sker der noget igen. Det ligner ikke længere en grøftekant, som den ville se ud, hvis jeg lå i græsset og prøvede på at lade mig synke ned i mulden. Nu ligner det mere et skovbryn eller en eventyrlig slotspark bag en mur.

Den før så dominerende sorte klat er nu blot én krone blandt mange andre. Se selv hvilke skønheder, der vokser frem. Nu tænker jeg på symbolistisk, måske endda fauvistisk, fransk maleri. Jeg vil virkelig gerne derind, med en picnickurv og en ven.

Work in progress. (Foto: Christian Schmidt-Rasmussen)
Work in progress. (Foto: Christian Schmidt-Rasmussen)

Hullet viser sig
Så, nu er der landet nogle fugle. De er sorte som råger, ravne, solsorte, krager og skarver. En hel lille flok. Nu véd jeg ikke, om jeg tør nærme mig alligevel, for jeg skulle nødig skræmme fuglene væk og derved ødelægge dette nye element i kompositionen. Og hvad er nu det?

I venstre side, delvis skjult bag en friseret busk, får jeg øje på en sirlig tunnelåbning, eller en kloakmund, som langs kanten er dekoreret med hvide sten. Enten har porten til den eventyrlige slotshave endelig manifesteret sig, eller også har landskabet afsløret sig som en lille fin stump vildhed i en by.

Work in progress. (Foto: Christian Schmidt-Rasmussen)
Work in progress. (Foto: Christian Schmidt-Rasmussen)

Færdig!
Nu er den der. Billedet er hjemme. Himmelens blå er nedtonet og herved mindre konstrasterende i forhold til jordoverfladens skære lys. Man kunne foranlediges til at tro, at det er et vinterlandskab, men det ville ikke gå an, hvis man ser på planternes frodighed. Det kunne selvfølgelig være planter, som er grønne hele året. Det kunne være svampe, men jeg tror det ikke. Jeg tror, at det er forår, og at dyrene er nyforelskede.

Det færdige værk: Christian Schmidt-Rasmussen: Ængstelsen 200 x 340 cm, olie på lærred., 2015. (Foto: Christian Schmidt-Rasmussen)
Det færdige værk: Christian Schmidt-Rasmussen: Ængstelsen 200 x 340 cm, olie på lærred., 2015. (Foto: Christian Schmidt-Rasmussen)

To hvide måger overvejer at forsvinde ind i tunnelåbningen bag den friserede busk. To sorte ravne forsøger at finde en gren, hvor de kan lande. To råger er liiiige ved at mødes, men udfordres af, at de befinder sig på hver deres lærred.

En række sort-hvide fugle på en nedhængende gren ser på de to hjorte, som menneskeagtigt står på bagbenene og nulrer snuder, mens deres krop sammen lyser op. Det er små-psykedelisk og lykkeligt. Maleriet kunne være LP-cover for en interessant plade. Ikke kun på grund af dyrene, men også på grund af landskabet; hele scenen.

Der er lidt tivoli-krymmel over jordoverfladen, og der er lidt harlekin over de geometriske fin-former, som er vundet ud over den mørklagte underskov. Kort sagt, det er et festligt billede.

Rart og konfliktfyldt
Selvom det er festligt, så er det også ængsteligt. Det hedder i al fald Ængstelsen, og det gør det, fordi kunstneren efter eget udsagn ser noget rart og konfliktfyldt i billedet, fordi det er et billede på en ny begyndelse. Begyndelser kan være sprøde og spændende, men de kan også give uro i kroppen, fordi alt er ukendt, og mulighederne peger i alle retninger.

Så hvad ender det hele med. Jo, nu hvor jeg ser på det endelige værk, forstår jeg, at det ville være kluntet af mig at komme vadende med en picnickurv i den ene hånd og en ven i den anden. Dyrene skal have lov til at have en fest. Uforstyrret skal træer og buske vokse. Jeg vil ikke være den, som knækker grene, fordi jeg vil mase mig vej ind. Og ved du hvad? Det bedste af det hele er, at jeg stadig har til gode at se maleriet live. For det kan jeg sagtens, uden at motivet går i stykker. Mit blik knækker ikke grene.

Del artiklen

'En ny begyndelse'

Facebook