Det skal du se! uge 38

Det skal du se! uge 38

Nour Fog: Mine børn, installationsview fra Le Bicolore. Foto: Fabian Kleinefenn.

Efteråret er museumssæson, og der er fuld gang i kunstudstillingerne rundt omkring i Danmark. Vi har udvalgt en håndfuld nye udstillinger, som vi gerne selv vil se. Du kan også få det fulde overblik i vores Art Guide.

Augustiana Kunsthal & Kunstpark
23 sep – 26 nov, Nour Fog: Verdens boble
23 sep – 26 nov, Ivan Andersen: Mangelfuldt vedligeholdte overflader

Fog viser eksperimenterende keramiske værker, der handler om det nyfødte spædbarns store kamp for at tilvænne sig livet uden for livmoderens boble.  Ivan Andersens udstilling er en undersøgelse af det planlagte og ordnede i modsætning til det tilfældige og spontant opståede, og henter sine motiver i det uskønne eller uønskede.

Kunsthal Aarhus
23 sep – 14 jan 2024, Maryam Jafri: No Lithium, No Work

Jafri præsenterer i otte installationer en undersøgelse af både mental sundhed og forbrugerkultur fra et globalt perspektiv. Udstillingen indbyder til refleksion i forhold til brugen af litium både som behandling af bipolare lidelser og som komponent i genopladelige batterier til alt fra elbiler, smartphones og solpaneler.

Viborg Kunsthal
22 sep – 14 jan 2024, Shirin Neshat: The Fury

The Fury viser bl.a. et virtual reality værk produceret for Viborg Kunsthal i samarbejde med Khora Contemporary og The Animation Workshop. Værket er en fiktionaliseret fortælling om følgevirkningerne af fangenskab og tortur, hvor vi følger en ung, iransk kvindes psykologiske og følelsesmæssige tilstand.

Moki Cherry, D.C. (beskuren), 1981. Foto: Prallan Allsten/Moderna Museet.

Moderna Museet Malmö
23 sep – 3 mar 2024, Moki Cherry

Moki Cherrys farverige kunst kombinerer maleri, skulptur, tekstil, mode og scenografi. Hverdagsliv og kunst hænger sammen: En instrumentkuffert forvandles til et maleri, poser bearbejdes til tekstilcollager og i tegninger formuleres et livssyn med naturen i centrum. Cherry selv kommenterede denne grænseoverskridende aktivitet med beskrivelsen “scenen er hjemme, og hjemmet er en scene”.

Maria Projektet
23 sep – 30 nov, Kenneth Balfelt Team // Johan August: UNDER PRESSURE – et forsoningsbaseret kunstprojekt på Maria Kirkeplads

På Maria Kirkeplads involverer Kenneth Balfelt Team og Johan August socialt udsatte brugere, lokale beboere, kirken, myndigheder og kommunen i en forsoningskommission, der skal skabe et fællesrum drevet af dialog, reflektion og erkendelse og danne grundlag for en kreativ helende og konstruktiv fremtid.

Alice Folker Gallery
23 sep – 11 nov, Anna Stahn: Metropolina John Bensons: Rose Hotel

Soloudstillingerne er henholdsvis en skulptur- og en maleriudstilling med værker, der handler om nostalgi, modernitet, sorg, luksus, fordærv, ensomhed og kitsch. I et tredje rum i galleriet præsenterer Stahn og Bensons en duo-udstilling bestående af en bogudgivelse Metropolina at the Rose Hotel samt papirværker fra begges praksis.

Del artiklen

'Det skal du se! uge 38'

Facebook