Det skal du se! uge 24

Det skal du se! uge 24

Kirsten Justesen: OMSTÆNDIGHEDER TORSO-SERIEN #1 (romersk), 1973. Foto: Kunsten Museum of Modern Art Aalborg.

Museer og udstillingssteder lokker med spændende udstillinger i sommervarmen! Har du ikke planlagt din weekend, kommer her redaktionens anbefalinger til kunstoplevelser, du ikke må gå glip af! Du kan også få det fulde overblik i vores Art Guide.

Kunsten Museum of Modern Art Aalborg
15 jun – 22 okt, Kirsten Justesen: Pussy Power

I seks årtier har Kirsten Justesen udfordret grænser med kroppen i front og skulpturen som base. Fra de tidlige værker i 1960’erne og 1970’erne, præget af en tydelig feministisk æstetik og fandenivoldskhed, til de senere års mere generelle udforskninger af forholdet mellem krop, rum, sprog og tid.

Fraktal – Ventesal for samtidskunst, lyd og poesi
10 jun – 24 aug, Malene Jorck Heide-Jørgensen: Maintenance

Med inspiration fra muldvarpeskuddet som manifestation på usynligt arbejde opføres Maintenance, et midlertidigt kunstværk, en beholder af pileflet og tekstil på Jamborette pladsen i Rold skov, der undersøger idéen om hjemmet som beholder til f.eks. redebyggeri og dennes vedligehold.

Museum Jorn
18 jun – 17 sep, Poul Pedersen: Stilhedens Alfabet

Pedersens praksis er centreret omkring bogstaver og tegn – deraf tilnavnet ‘Bogstavsmaleren’. Pedersen arbejder i spændingsfeltet mellem håndværk og kunst, hvor poesien og kunsten går hånd i hånd med humor og leg. Udstillingen markerer samtidig kunstnerens 90 års fødselsdag.

Samara Sallam – i samarbejde med Kate Sterchi: Stillbillede fra filmen Sacred Internet in Climatetime.

Kunsthal 44Møen
18 jun – 10 sep, Samara Sallam i PS44

PS44 holder til i en smedje og viser soloudstillinger af talentfulde unge samtidskunstnere efter deres afgang fra et dansk kunstakademi. Sallams projekt kredser om sted, bevægelse og forandring, og inviterer publikum til at interagere med smedjens rå rum.

Politikens Forhal
15 jun – 18 aug, Magnus Fisker: Med øjne der kender mørket i mit sind

Fisker viser 12 nye malerier, der tematisk kredser om altings tilblivelse, organiske kredsløb og eksistens. For Fisker er arbejdet med maleriet en fortløbende intuitiv proces uden et egentligt mål og skal gerne indeholde et element at frisættelse og tab af kontrol.

Ladder Space
16 jun – 18 jun, Bedrock 3

Bedrock er den årlige gruppeudstilling for Halmtorvet 11A-F studiekollektiv. Præmissen er ikke at kontrollere eller styre, hvad kunstnerne bidrager med, hvilket betyder, at udstillingen rummer værker på forskellige produktionsstadier, der viser mange facetter af, hvad der kan opfattes som “færdigt”.

Del artiklen

'Det skal du se! uge 24'

Facebook