Det skal du se! Uge 18

Det skal du se! Uge 18

Valerie Collart: My eyes coldly stuffed with silk blue , 2020.

Foråret har meldt sin ankomst, og ligesom blomster og træer, spirer nye kunstudstillinger frem efter vinterens lange nedlukning. Her anbefaler vi en håndfuld udstillinger, som enten netop er åbnet – eller som åbner lige om lidt.

Rundetaarn
8 maj – 4 jul. Sculpture to Sculpture 
Tina Maria Nielsen, Milena Bonifacini, Julie Stavad, Valerie Collart og Carl Emil Jacobsen ærer skulpturen som form, tilgang og værk og undersøger hvorvidt en skulptur kan være objektiv, referenceløs og opleves udelukkende på sine egne præmisser i dialog med Rundetaarns bredspektrede publikum og særegne arkitektoniske detaljer.

Format Artspace
7 maj – 12 jun. Mika Andersen og Simon Lindhardt: Krusedulle 
Mika Andersen og Simon Lindhardt viser for første gang deres værker sammen under temaet ‘krusedullen’; de små ubevidste bevægelser, der snegler sig dansende rundt på overfladen og efterlader spor. Krusedullen er altid et skridt foran, og den afslører ofte mere om sin ophavsmand, end denne er sig det bevidst.

Galleri Bo Bjerggaard
7 maj – 19 jun. Erik Steffensen: but beautiful 
Siden 1977 har Erik Steffensen arbejdet med det analoge fotografi i eget mørkekammer. De nye værker er alle skabt inden for det sidste år med oliemaling på sort-hvide fotografier, mens motiverne ofte rækker gennem tiden til kunstnerens første møde med det fotografiske billede og arbejdet i mørkekammeret.

Det Jyske Kunstakademi, Afgang 2021. Pressefoto.

Kunsthal Aarhus
7 maj – 16 jun. Det Jyske Kunstakademi: Present Tense – Afgang 21 
Hvert forår præsenterer Kunsthal Aarhus årets afgangsudstilling med værker af de dimitterende kunstnere fra Det Jyske Kunstakademi i Aarhus. Det Jyske Kunstakademis afgangsudstilling i 2021 er kurateret af South into North, der består af kuratorerne Francesca Astesani og Julia Rodrigues.

Det Fynske Kunstakademi
7 maj – 26 jun. Afgang 2021hold on tight 

Hold fast, slip ikke, hold om mig er en generations ønske om et intimt favntag; en søgen efter fælles holdepunkter i et individualiserende og uoverskueligt samfund. En insisteren på kunstens vigtige opgave – at skabe møder mellem mennesker, mellem regler og strukturer og den levede erfaring, mellem kunstner og publikum, mellem værkets materialer og håndens aftryk.

Kunsthal NORD
1 maj – 28 aug. Jan S. Hansen: Pas Partu 
Den seneste accelererende tids udvidelse af de mentale og fysiske rum for den menneskelige bevidsthed er omdrejningspunkt for Jan S. Hansen undersøgelser. Her fremvises en række kondenserede forståelser af vores samtid, som har det til fælles, at de alle er påvirkede af nye teknologiske og neurovidenskabelige opdagelser i “The Cyber Space Age”.

ARoS Aarhus Kunstmuseum
8 maj – 12 sep. Elisabeth Jerichau-Baumann: Mellem verdener 
Jerichau-Baumann hører til blandt den gruppering af danske kunstnere, der går under navnet ”europæerne”, som stod i modsætning til de ”nationale” kunstnere. Europæerne var ofte åbenlyst inspireret af internationale strømninger, og Jerichau Baumanns pendulering imellem det globale og det nationale gør hende til et interessant modbillede til periodens nationale orientering og kunstskole.

Del artiklen

'Det skal du se! Uge 18'

Facebook