Det skal du se i juleferien! Kunsten.nus juleguide 2022

Det skal du se i juleferien! Kunsten.nus juleguide 2022

Alex Da Corte: Mr. Remember. Installationsview. Foto: Malle Madsen.

Nu’ det jul igen og nu’ det jul igen! Julen har mange traditioner – og måske et besøg på et af landet mange kunstmuseer kunne være én af dem, når julemaden skal fordøjes. Vi guider her til en håndfuld kunstoplevelser rundt omkring i Danmark til dig, der for en stund føler en trang til erstatte juleand og klejner med et mere åndeligt kalorieindtag.

Louisiana Museum of Modern Art
14 jul 2022 – 8 jan 2023, Alex Da Corte: Mr. Remember

Træd ind i en gennemgribende scenografi, hvori Da Corte beskriver vores identitet som skabt gennem udklædning, rekvisitter og alt, hvad vi forbruger. I Da Cortes skildring af vores liv er hver dag Halloween!
Læs også: Alex Da Corte – fordi vi gerne vil have at du bliver lidt længere!

Louisiana Museum of Modern Art
14 okt 2022 – 19 feb 2023, Det kolde øje – Tyskland i 1920’erne

Bevægelsen Neue Sachlichkeit i 1920’ernes Tyskland var karakteriseret ved dens nøgterne realisme, der spænder fra det krasse og satiriske til det knivskarpe og nærmest kliniske. Den omfattende udstilling præsenterer et multidisciplinært panorama over Weimarrepublikkens fascinerende kulturproduktion.
Læs også: Kulden kryber ind under huden i udstilling på Louisiana

ARoS Aarhus Kunstmuseum
8 okt 2022 – 26 feb 2023, Franciska Clausen – Hele billedet

Gennem sin uddannelse og ophold i både Weimar, München, Berlin og Paris placerede Clausen sig centralt blandt 1920’ernes og 1930’ernes toneangivende avantgarde-kunstnere.  Med afsæt i over 200 værker, skitser, fotografier og arkivmateriale belyser udstillingen Clausens kunstneriske processer og eksperimenter med forskellige stiludtryk.

Kunsten Museum of Modern Art Aalborg
14 okt 2022 – 10 apr 2023, Tal R og Mamma Andersson – omkring Hill

Måske gør psykisk sygdom en kunstners værker mere intense, mere vedkommende? Udstillingen præsenterer en række nye værker af Tal R og Mamma Andersson, som er inspireret af den svenske kunstner, C. F. Hill, og de værker, han skabte, mens han led af skizofreni.

Francis Alÿs: Children’s Game #10, Papalote Balkh, Afghanistan, 2011. In collaboration with Elena Pardo and Felix Blume.

Copenhagen Contemporary
14 okt 2022 – 10 apr 2023, Francis Alÿs: Children’s Games (1999-2022)

Træd ind i en magisk verden af børnelege fra hele kloden. Med humanisme og indsigt i de lokale forhold skildrer Francis Alÿs det offentlige rum set gennem børnenes kreativitet. Legen omdanner ordinære elementer som sten, mønter, plastikflasker, bildæk og knoglestumper til magiske universer på tværs af landegrænser og kulturelle skel.
Læs også: Noget forstokket har sneget sig med i Francis Alÿs’ smittende observation af legende børn

Kunsthal Charlottenborg
13 okt 2022 – 19 feb 2023, Honey Biba Beckerlee: Digital Matters
Beckerlee sætter fokus på, hvor grundstofkrævende den digitale tidsalder er i en udstilling, der undersøger forbindelser og sammenfiltringer på tværs af geologi, teknologi og biologi, og kortlægger grundstoffernes bevægelse fra naturen ind i computeren og videre ind i menneskekroppen.
Læs også: Honey Biba Beckerlee mestrer materiel tænkning – men får vi lov at tænke med?

HEART – Herning Museum of Contemporary Art
10 sep 2022 – 26 feb 2023, Rune Bosse: Træfald

Træfald tager sit udgangspunkt i naturens cyklus i en afsøgning af livets mekanismer og menneskets uløselige forbindelse til vores omkransende natur. Gennem temaerne forfald, forgængelighed og genopstandelse udfolder Bosse sin praksis med nye og tidligere værker i en kombination af naturvidenskab, æstetik og poesi.
Læs også: Ugens kunstner – Rune Bosse

Trapholt
24 sep 2022 – 13 aug 2023, Connect Me – Human x Nature x Technology

I kølvandet på klimakrisen, teknologiudviklingen og coronapandemien er vores forbindelse til naturen, teknologien og hinanden forandret. Vi forbinder os til naturen gennem en ny forståelse for naturen, vi smelter sammen med teknologien og genbesøger, hvad det vil sige at have relationer til andre mennesker.

Skovhuset Kunst & Natur
1 okt 2022 – 22 jan 2023, Nu Falmer Skoven

Syv kunstnere viser i udstillingen forskellige perspektiver på naturen som et sted, der kan være fascinerende men også uhyggeligt og skræmmende på samme tid. Værker som griber ind i vores frygt for det lunefulde og uvisse i naturen.
Læs også: Vi kan lære meget af kamæleon-knæleren

Viborg Kunsthal
23 sep 2022 – 15 jan 2023, Carl Emil Jacobsen: Kummerform

Udstillingen blotlægger Jacobsens interesse i den kunstneriske proces og fascination af naturens materialer og cykliske processer. Kummerform er bygget op som en totalinstallation, der placerer gæsten i centrum af oplevelsen og skulpturelt forbinder udstillingsrummenes forløb.
Læs også: Ugens Kunstner Carl Emil Jacobsen

Carl Emil Jacobsen: Kummerform, 2022. Viborg Kunsthal. Foto: Kurt Nielsen, Viborg Kunsthal.

ARKEN Museum for Moderne Kunst
17 sep 2022 – 15 jan 2023, Leonora Carrington.

Carringtons udtrykte sig gennem syv årtier i et væld af medier. Hendes surrealistiske billedunivers inviterer ind i fortryllede verdener befolket af magiske væsner i forvandling – stærke kvindefigurer, der bliver til hekse og gamle koner som udtryk for livslyst og modstand.
Læs også: Leonora Carrington: mystik, heksekraft og queer surrealisme

SMK – Statens Museum for Kunst
17 sep 2022 – 19 feb 2023, Forbindelser – danske kunstnere fra det tidligere Jugoslavien

Krigene i det tidligere Jugoslavien sendte i 1990’erne over en halv million mennesker på flugt. Den danske samtidskunstscene er i dag præget af flere markante kunstnere fra det tidligere Jugoslavien, som ofte bevæger sig ud over en dansk kontekst med temaer som krig, migration, tilhørsforhold og asylpolitik.
Læs også: Kan denne udstilling fremme medfølelse for migranter?

Nordatlantens Brygge
24 sep 2022 – 29 jan 2023, ATLANTIKUMI

Atlantikumi er grønlandsk og betyder I Atlanterhavet. På udstillingen vises værker af Jessie Kleemann, Jeannette Ehlers, Pia Arke, som på hver deres måde har forholdt sig personligt og kropsligt til kolonihistorien: Fra Grønland til Danmark og fra Danmark til Caribien trækkes tråde frem og tilbage over Atlanterhavet.
Læs også: Ugens Kunstner: Jessie Kleemann

Esbjerg Kunstmuseum
24 sep 2022 – 26 feb 2023, Thorbjørn Lausten – DRIFT

Lausten visualiserer marine og atmosfæriske data fra Danmarksstrædet og Femern Bælt og undersøger, hvordan kunsten kan omsætte videnskabelige data, som ellers er utilgængelige for vores sanseapparat. Denne gang er hans fokus naturfænomener med stor betydning for jordens klima og vores livsforhold.

Den Sorte Diamant
17 jun 2022 – 14 jan 2023, Lee Miller: Fotograf. Ikon. Surrealist

Udstillingen viser bredden i Millers værk: portræt- og modefotografi fra New York og Paris, landskabsfotografi, de gruopvækkende fotografier fra 2. Verdenskrig, såvel som fabelagtige fotografier af Millers kunstnervenner og bekendtskabskreds – Man Ray, Pablo Picasso, Colette, Max Ernst, Dora Maar med flere.
Læs også: Der var aldrig stille omkring Lee Miller – stor udstilling om en fotografisk legende

Del artiklen

'Det skal du se i juleferien! Kunsten.nus juleguide 2022'

Facebook