Det kan du stadig se!

Det kan du stadig se!

Alex Mørch: Mørkeapperatur, 2020. Foto: Sophienholm.

Selvom store dele af kulturlivet er lukket ned, er der trods alt muligheder for at opleve kunst. Vi præsenterer et udpluk af udstillinger og kunstoplevelser, du stadig kan se i hele landet. OBS: Vi anbefaler dog at dobbelttjekke udstillingsstedernes hjemmesider inden besøg. Vi lever som bekendt i omskiftelige tider!

Sophienholm
12 dec 2020 – 7 feb 2021 NYT LYS
En udendørsudstilling, der lyser op i vintermørket. Fem lysværker har indtaget parken på Sophienholm ved Bagsværd sø. Værkerne er skabt af danske kunstnere, og med mørket som lærred og det kunstige lys som materiale placerer de sig i et spænd fra science fiction til en designinspireret æstetik. Parken er åben alle dage fra 7-21, og der er gratis adgang.
Læs mere om udstillingen her.

Politikens Forhal
28 jan 2021 – 3 apr 2021 Asger Harbou Gjerdevik: Følge natten hjem
På Rådhuspladsen i København kan du bevæbnet med mundbind liste ind i Politikens Forhal og opleve værker af Asger Harbou Gjerdevik. Her blander arkæologien og biologien sig med scener fra kunstnerens eget liv. Gjerdevik plukker tegn og symboler fra forskellige historiske perioder og dagligdagssituationer, som han sætter sammen til nye fortællinger i værkerne. Åben alle hverdage 8-19 og lørdage 10-14.

Kunsthal Aarhus BBC
1 jan 2020 – 31 december 2021
Hver måned udstiller en ny kunstner i en brevboks på Frederiksberg. Man skal henvende sig i en kiosk på Vesterbrogade 208, 1800 Frederiksberg C for at få en nøgle til boksen. Den første udstillende kunstner er Mira Winding med udstillingen All my boyfriends are soldiers med intime fotografiske portrætter af skulpturer.  Åbningstiden er kl. 9-21.
Læs om udstillingen her.

Mikkel Carl på Huset for Kunst og Design i Holstebro. Pressefoto.

Huset for Kunst og Design
3 jan 2021 – 31 jan 2021 Mikkel Carl: Nothing Lasts, But Nothing Dies
Det er kunstnerens hidtil største soloudstilling. Under “stedsensitiv” indflydelse af arkitekterne Johannes og Inger Exner, der står bag Huset for Kunst og Designs signifikante bygning i Holstebro, præsenterer han en række værker, som taler sammen med stedet. Åben efter aftale til private fremvisninger i den normale åbningstid. Kontakt: kunsthalHFKD@gmail.com.
Læs mere om udstillingen her.

Skulpturpark Hollufgaard
Gå på opdagelse i haven omkring herregården Hollufgaard ved Odense. Skulpturparken er åben hele året og byder på kunstoplevelser i det fri med værker af eksempelvis Gunnar Aagaard Andersen, Kate Skjerning og Jakob Sjøberg.

Kunsthal Vejle
9 jan 2021 – 31. mar 2021 20 x Testimony
Indtag kunstneriske kalorier i en tidligere smørrebrødsautomat på Banegårdspladsen i Vejle. De små rum på 10 x 17,5 x 20 cm præsenterer nu minimalistisk og konceptuel kunst, og aktuelt kan man opleve en udstilling med fokus på sexisme. 14 kunstnere giver deres bidrag om det aktuelle tema.

SE! udstillings- og projektrum
8 jan 2021 – 31 jan 2021 Stefan Bakmand: Bybliomoebick Mouseion/Det bybliomøbiske mouseion
Det bibliomøbiske mouseion er Bakmands imaginære museum, der tager en ny form hver gang, det bliver udstillet. Du kan netop nu opleve udstillingen, der skaber nye fortællinger om det underbevidste, i Aarhus. Bestil en tid for op til to personer ad gangen. Kontakt stefan.bakmandandersen@gmail.com.

Augustiana Kunstpark
Parker er hotspots for kunstoplevelser lige nu! I Augustenborg i Sønderjylland ligger Augustiana Kunstpark, hvor du møder utraditionelle skulpturelle værker, der bevæger sig på tværs af genrer. Du kan blandt andet finde en installation af Mikkel Carl og Mia Lines fugleskulpturer. Parken er døgnåben.

POP-UP Contemporary
21 jan 2021 – 13 feb 2021 MAN-MAID NATURE
Værkerne i MAN-MAID NATURE omfavner og udfordrer materialernes ‘natur’. Gennem forskellige praksiser udfordrer de seks kunstnere eksisterende forestillinger om sprog og form(er) (eller formløshed) af både det ‘menneskeskabte’, men også materialer, der kommer fra naturen.

Del artiklen

'Det kan du stadig se!'

Facebook