NYT LYS – en udstilling du stadig kan se

NYT LYS – en udstilling du stadig kan se

SIIKU: Ignutus, 2020. Foto: Sophienholm.

Overalt i landet er udstillinger henlagt i dvale på grund af corona restriktionerne. Heldigvis er der stadig udstillinger, der er åbne for offentligheden. Vi har talt med den Sophienholms udstillingsansvarlige Barbara Stephensen om udstillingen NYT LYS i Sophienholms park – og som er en af de få udstillinger, man stadig kan besøge.

Bag de lukkede døre på kunstmuseet Sophienholm tripper personale, kunstnere og ikke mindst leder og udstillingsansvarlig Barbara Stephensen for at åbne til de kommende udstillinger. Corona restriktionerne er desværre en midlertidig bremseklods og åbningerne må vente. Derfor glæder Stephensen sig over, at det stadig er muligt at opleve udstillingen NYT LYS. Udstillingen befinder sig nemlig i museets park, der er åben for alle, som har lyst til at gå en tur i de smukke omgivelser og opleve lysende værker af seks forskellige kunstnere.

NYT LYS var egentlig en prøveballon. Det er første skridt til det, vi håber kan være en tilbagevendende begivenhed på Sophienholm, hvor vi lader lys-kunstværker flytte ind i parken, når mørket falder på om vinteren,” fortæller Stephensen.

Alex Mørch: Mørkeapperatur, 2020. Foto: Sophienholm.

Ifølge Stephensen kan man blandt andet opleve Alex Mørchs poetiske og lidt uhyggelige Mørkeapperatur, der har givet et af parkens gamle træer kunstige robotlemmer, til kunstnerdouens SIIKUs dragende døre, der både kan være indgangen til en verden i brand, eller en åbning til en bedre fremtid, hvis vi tør åbne døren.

“Hvor lyset ofte dyrkes som en absolut positiv værdi, associeres mørket ofte med det negative. I NYT LYS bliver mørket til et lærred, som lyskunstnerne tegner på. Kunsten bliver den kraft, der drager os ind i parkens mørke til nye oplevelser i de vidt forskellige rum, som Sophienholms romantiske parkanlæg rummer.”

Alice Topsøe-Jensen. Foto: Sophienholm.

Hvad betyder det for en institution som Sophienholm, at denne udstilling stadig kan opleves under corona situationen med nedlukninger af store dele af kulturlivet?

“Vi er her jo for at få kunsten ud til borgerne, så det er virkeligt dejligt at kunne sidde på min plads, og når mørket falder på, se både børnefamilier og teenagere med deres kameraer søge hen til lysværkerne. De kredser om dem og fotograferer dem.”

Stephensen har flere anekdoter og gode oplevelser med NYT LYS, som hun observerer i udstillingen i parken.

“Jeg har oplevet, en far og søn sætte alt deres kameraudstyr op på stativ for at tage det bedste fotografi. En anden oplevelse var en vuggestue med fire børn der dansede om Astrid Kroghs værk, som var det et juletræ. Det er en helt utrolig glæde, når man samtidig er frustreret over ikke at kunne åbne dørene til udstillingen indenfor, som ti kunstnere har arbejdet hårdt for at skabe,” siger Stephensen.

Coronasituationen har haft sin indvirkning på mange kulturinstitutioner, og det går hårdt udover økonomien, påpeger Stephensen.

“Det er klart, at det går hårdt ud over vores økonomi ikke at have indtægter. Vi kan ikke bare sende folk hjem med lønkompensation. Vi må arbejde, så vi har en udstilling klar, hvis og når vi åbner igen. Jeg er en relativt ny leder på Sophienholm, så jeg har også kunne bruge det moment til at samle mit team om at ændre synsvinkel, løfte blikket og se frem. Jeg synes, at vi, som mange af de andre kulturaktører, har været gode til at bruge situationen konstruktivt og kreativt”.

Det har ifølge Stephensen givet dem på Sophienholm en mulighed for at flytte kunsten ud til borgerne, hvor de er. De har eksperimenteret med det digitale og fundet potentiale i det nye medie.

Henrik Vibskov: Spikes against citizens, 2020. Foto: Sophienholm.

Hvilke tanker gør du dig om nedlukningen af kulturlivet?

Der er mange gode argumenter for, hvorfor kunst og kultur bør stå øverst på listen over ting, der skal være tilgængelige. For eksempel at man på udstillinger ikke rører ved noget og har tradition for at tale sagte og holde afstand. Men i et større perspektiv må vi være solidariske. Jeg tror også – med teaterinstruktør Katrine Wiedemanns ord – at længslen og begrænsningerne får os til at værdsætte dét, vi tager for givet. Måske kan vi slippe af med fordommen om, at kultur er en hobby for eliten. Især nu, hvor alle kan mærke længslen efter at opleve kunst, historier og musik – sammen.

Parken er åben alle dage fra kl. 7-21 og der er gratis adgang.

Del artiklen

'NYT LYS - en udstilling du stadig kan se'

Facebook