Al magt til dOCUMENTA!

dOCUMENTA (13) er den største udstilling i min tid som kunstfaglig, der hænger bedst sammen. En udstilling fyldt med fremragende værker, der poetisk og kraftfuldt eksemplificerer kunstens handlekraft (eller ‘agens’ som Lars Bang Larsen beskriver det) og evne til at undersøge fænomener omkring os.

dOCUMENTA er også: “a non-commercial place to intensely aggregate,” skriver chefkurator Carolyn Christov-Bakargiev temmelig ublu i hendes publicerede noter op til festivalen.

Det er netop festivalens kommercialitet og verdensomspændende turistmaskine, der har gjort at Occupy-bevægelsen har camperet foran hovedudstillingen i kunsthallen Fridericianum midt i Kassel for at sætte fokus på både finanssystemets og den stærkt funderede våbenindustri i Kassel (bl.a. Krauss-Maffei Wegmann). Men de samfundskritiske og anti-kapitale indslag er gradvist blevet afmonteret trods deres hårdnakkede tilstedeværelse.

Hyldest fra kontoret
Grebet fra dOCUMENTAs presseafdeling var i dette tilfælde at hylde opråbet og udsende en pressemeddelse med overskriften:

“dOCUMENTA (13) Artistic Director welcomes the »occupy« movement” og et billede med banneret “Fight Capitalism” i fokus.

Sådan overtager man ukompliceret en kritisk dagsorden.

Klemmen i den her sag er desuden, at dOCUMENTA har indledt en indbyrdes forhandling med de lokale Occupy-folk, hvor et sandsynligt resultat af deres 100 dage lange demonstration vil være, at de får lov til at overtage Huguenoter-huset i det centrale Kassel.

Et hus, der ville kunne være en oplagt (også historisk set) base for en demokratisøgende og progressiv subkultur i Kassel.

Interessen for dette hus er så stor, at bevægelsen indtil videre makker ret, imens dOCUMENTA bryster sig af at være antikapital uden de store protester fra de forreste rækker.

Kommercielle bånd
Mange af værkerne på dOCUMENTA (13) er skam kritisk samtidskunst, der ser med dybdeborende øjne på især kulturelle fænomener – primært formuleret i meget poetisk form, men der er faktisk meget få værker, der i mere åbenlys og praktisk form går i klinch med netop kapitale, våbenindustrielle, og social- og geo-politikske dagsordener.

Det kan selvfølgelig også være fyldt med gnidninger, når nu Finanzgruppe (det danske Sparbank med det røde S-logo) er hovedsponsor sammen med Volkswagen, Deutsche Bahn samt en lang række lokale støtter for at nævne nogle med økonomiske interesser i dOCUMENTA og hvad festivalen kan generere på bundlinjen. Helt non-kommerciel kan Carolyn Christov-Bakargiev ikke føle sig.

OG OG OG HVA’ SÅ?
Ét af de antikapitale projekter, der rent faktisk fik plads i programmet var det store kollektive og multinationale AND AND AND (med blandt andre Jakob Jakobsen, Ayreen Anastas (PAL) og Rene Gabri (IRA)), som bl.a. har gjort en del af fodarbejdet i forbindelse med tilgange til en række nedlagte-huse i Kassel, der har huset udenlandske kunstnere, aktivister og løbende aktiviteter.

AND AND AND har i deres omfattende arbejde ihærdigt forsøgt – i tæt dialog med lokale landmænd og leverandører – at skabe en alternativ, lokal og bæredygtig fødevare-forsyning til dOCUMENTAs gæster og en mulig ny struktur til fremtidens Kassel. I den lille skala er det lykkedes. Kontakten og dialogen er skabt lokalt og mange gæster vælger at købe lidt mad og frugt i projektets fremragende kiosk i Karlsauer Park, men Radeberger (en tysk pendant til Carlsberg), havde fået lavet sig en fordelagtig monopol-aftale på drikkevarer med dOCUMENTA, og gjorde dermed livet svært for det anti-kommercielle kollektiv.

Samtidig kan man diskutere hele profileringen af AND AND AND, når nu man valgte at placere det ene tydelige kritiske projekt langt ude bag den gamle hovedbanegård i Kassel. Det er formentlig kun in-crowd og virkelig stædige publikummer, der fik hevet sig ud til deres ‘unworkshops’ og øvrige program. Derfor giver det også mening, at kollektivet ofte har rykket deres aktiviteter ind i centrum af Kassel og dOCUMENTA, så de ikke kunne overses.

En effektiv strategi?
Men det er nu en kendsgerning, at de samfundskritiske og antikapitale stemmer har fået begrænset råderum, og langt hen ad vejen er blevet lukket ned af dOCUMENTAs effektive strategi, hvor de siger ét, men gør det modsatte; udbasunerer festivalens sympati og antikapitale holdninger i fuld offentlighed, men placerer aktørerne uden for synsfeltet eller forhandler sig til tavshed og medgørlighed bag kulisserne.

Dette er måske en historie, der ikke har det store med den kunstneriske kvalitet at gøre, vil nogen måske mene. Men ikke desto mindre er det vigtigt at pege på det institutionelle dobbeltspil, der ofte præger kunstscenen, når det gælder den samfundskritiske kunst, der altså ikke er et overseeligt felt i samtidskunsten.

I Kassel er der fra denne stol måske ikke tale om decideret hykleri, men den kuratoriske ledelse og mange andre lignende institutioner bør tænke over, hvordan man i fremtiden kan inkorporere den kritiske kunst uden at afmontere og udnytte dens dagsordener.