Ungdommen slår lejr i Skive

Ungdommen slår lejr i Skive

Der er dømt ungdomslejr i Skive, når en flok nyuddannede kunstnere skaber udstilling i byens kunstmuseum. Pressefoto

Fem yngre kunstnere flytter ind og arbejder i en uge på MUSE®UM Krydsfelt Skive, hvor publikum kan komme og følge med i den kunstneriske proces. Eventen afholdes i forbindelse med Skive kunstforenings 75 års jubilæum.

Skive Museums allerførste udstilling, Ungdommen flytter ind, åbnede i 1941, og var en maleriudstilling med tidens unge kunstnere. Samme år stiftedes Skive kunstforening med det formål at fremme kunsten og etablere en kunstsamling på det nye museum, og her 75 år efter tager foreningen tråden op: Ungdommen flytter ind på museet igen – men denne gang bogstavligt talt.

I ugen op til påskedagene, fra 17.-24. marts, flytter fem yngre kunstnere ind på museet, der i nyere tid har fået det måske lidt for smarte navn, MUSE®UM Krydsfelt. Her slår de lejr i den ene kunstsal og arbejder i en uge. Mens de fem kunstnere opholder sig i Skive, vil de arbejde på hvert sit kunstneriske projekt med inspiration i de steder, historier og mennesker, de møder på Skiveegnen. Værkerne vil blive til i ugens løb, og museet inviterer alle interesserede til at komme og møde kunstnerne i arbejde, følge med i den kunstneriske proces, og komme tættere på samtidskunsten.

De valgte kunstnere er Niels Pugholm, Line Hvidbjerg, Maj Horn, Christian Bang Jensen og Johannes Sivertsen. Alle fem er professionelle, akademiuddannede yngre kunstnere. De er meget forskellige men arbejder alle konceptuelt, og flere af dem har også en håndværksmæssig uddannelsesbaggrund.

Ugens arbejde afsluttes med en fernisering skærtorsdag den 24. marts. Herefter forlader kunstnerne Skive, men i selve påskedagene kan værkerne plus teltlejren og sporene efter kunstnerens arbejde opleves som en stor kunstnerisk installation på museet.

Hver dag er der åbent hus kl 14-18 samt et arrangement kl 16.30. Her vil en af kunstnerne fortælle om sig selv og sit kunstneriske projekt – eller en repræsentant fra kunstforeningen vil fortælle glimt fra foreningens historie.

Samtidig med udstillingen Ungdommen flytter ind vil udvalgte kunstværker fra museets samling blive præsenteret i en ophængning sammen med glimt af fortællinger fra foreningens historie gennem 75 år.

Niels Pugholm er født og opvokset i Skive. Han er uddannet på Det Fynske Kunstakademi og Kunstakademiet i Madrid, Facultad de Bellas Artes. Niels Pugholm har, sin unge alder til trods, allerede vundet flere priser og udmærkelser, blandt andet Juryprisen ved Extract13 Young Art Prize, på Gl. Strand. Han er optaget af at fortælle historier – personlige, ”skæve” og tankevækkende historier – i ord og billeder.

Line Hvidbjerg har, foruden sin uddannelse fra Det Kgl. Danske Kunstakademi også en grunduddannelse som møbelsnedker. Hendes værker er typisk installationer med forskydninger og perspektiver på det genkendelige.

Maj Horn er i fuld gang med at kortlægge Skive – på sin helt egen måde. Hendes projekt har arbejdstitlen ”Skive bys tid”. Hun vil i perioden arbejde på en kortlægning af Skives synlige og usynlige sider.

Christian Bang Jensen interesserer sig for museers samlinger. Han vil arbejde med inspiration i kultur, kunst eller naturhistoriske genstande i MUSE®UM’s samlinger.

Johannes Sivertsen undersøger, hvordan man ser og tolker verden gennem det vestlige maleris tradition. Han låner fra kunsthistoriens mestre – Friedrich, Cézanne, Munch, Hammershøj m.fl. – malere, som har en form for melankoli til fælles. Kunstnere, som alle refererer til en vestlig, hvid og maskulin historie om maleriet.

Skive Kunstforening
Skive Kunstforening har en stor del af æren for den fornemme kunstsamling, som MUSE®UM – det tidligere Skive Museum, og sidenhen Skive Kunstmuseum – ejer i dag.

Skive Museum blev i tiden omkring 1960 blandt andet kendt for sine Påskeudstillinger. Folk fra hele landet valfartede til Skive for at se det sidste nye skrig på kunstens scene.

Skive Kunstforening er også i dag en aktiv forening, som står bag mange spændende arrangementer, som f.eks. foredrag, croquistegning, cafeaftener, rejser og studieture.

Del artiklen

'Ungdommen slår lejr i Skive'

Facebook