Erindringens labyrint

Erindringens labyrint

Glimt, UV-maling og lys. Installationsfoto fra udstillingen Det som står tilbage, Viborg Kunsthal, 2016. Foto: Kurt Nielsen

Vis billedserie

På Viborg Kunsthal fortsætter Niels Pugholm sine visuelle undersøgelser af forholdet mellem erindring og fortælling. Soloudstillingen Det som står tilbage inddrager publikum i overvejelser, der knytter sig til forskellige former for erindring. Med sine tre forskelligartede rum udfordrer udstillingen beskueren fysisk, mentalt og tidsligt.

Den franske forfatter George Perecs (1936-82) bog W. Eller erindringen om en barndom fungerer som klangbund for Niels Pugholms udstilling Det som står tilbage på Viborg Kunsthal. Bogen undersøger erindringens flertydige og forførende karakter som en sammenblanding, der består af rene minder, forvanskede eller mytologiserede minder og af ren fiktion.

Perec beskriver, hvordan vores erindring påvirkes af og opblandes med andre fortællinger end vores egne, og han viser, hvorledes vores identitet er afhængig af erindringen som en kontinuerlig fortælling gennem alle livets faser. Særligt har bogens beskrivelse af erindringens flygtighed bidraget til Pugholms udstilling, der netop forsøger at iscenesætte flygtigheden gennem tre installationer, der illustrerer tre former for erindring: den monumentale, den flygtige og den billedlige.

I det første smalle rums rektangel bremses beskuerens indtrængen i bogstavelig forstand(!) af rækker af versaler skåret ud af hvide porrebetonplader. Bogstaverne står i geledder, og deres fysikalitet udgør netop den monumentalitet, som her henviser til begrebet den monumentale erindring.

Uden titel (Derfra var det længste jeg kunne se). Installationsfoto fra udstillingen Det som står tilbage, Viborg Kunsthal. Foto: Kurt Nielsen
Uden titel (Derfra var det længste jeg kunne se). Installationsfoto fra udstillingen Det som står tilbage, Viborg Kunsthal. Foto: Kurt Nielsen

Bogstaverne danner sætningen: “Derfra var det længste jeg kunne se”, og dens abstrakte indhold, helt blottet for objekter, får konkret fysisk betydning for beskueren, der på vej ind i rummet netop konfronteres med overblikkets begrænsning, som sætningen hentyder til. Man må strække hals og bevæge sig ind i bogstavernes labyrint for at se og begribe, hvad de siger. På den måde engageres betragterens blik og tanker i søgende bevægelser frem og tilbage over bogstaverne, der hober sig op mellem rummets indgang og bagvæg.

Således bringes beskueren i en form for mangeltilstand, forårsaget af, at den søgen, som iværksættes, endnu ikke har fundet et egentligt objekt – ud over selvfølgelig sætningen, som vedbliver at være helt BOGSTAVELIG og dermed så MONUMENTAL, at den skygger for alt andet.

Det er ganske forunderligt – næsten genialt – for herved tvinges du til at lege med på de præmisser for erindringsskabelse, som Pugholm bringer i spil.

Erindringsbesvær
Gennem en dør midt i bogstavslabyrinten kommer jeg ind i udstillingens andet rum: Et kvadratisk værelse, hvor en enkelt nøgen elpærer hænger skingert lysende i loftet. Væggene er nøgne og rummet er tilsyneladende helt tomt. Pludselig slukkes lyset, og en tekst viser sig som et gulv-til-loft-tapet på væggene. Straks går jeg i gang med at læse, men snart tændes lyset igen, og ordene forsvinder…..

Jeg venter i urimelig lang tid – forekommer det mig – til lyset atter slukkes, og straks kaster jeg mig igen over teksten, og når igen kun en lille bid, før det forbaskede lys igen overblænder tekstens udsagn. Jeg holder stand – det er vel anmelderens forbandede pligt! Og bid for bid læser jeg en dagbogsagtig tekst – en erindring om en blid sommermorgen i det skrivende subjekts liv. Han beskriver stemningen i huset, og kvinden han har sovet og sikkert elsket med – “den lykkeligste dag i mit liv”. En syndefaldshistorie viser det sig, hvor kvinden til slut i den erindrendes fortælling rækker manden et æble, som han bider i. Måske en mytologisering af mindet, som dels almengør det og desuden indskriver det i den store fortællings udødelige epos.

Installationen iscenesætter den flygtige erindring som en fysisk og tidslig anstrengelse hos beskueren, der forsøger at forstå og fastholde den erindrendes fortælling på trods af elpærens forstyrrende blinken. Det ER en reel udfordring, som andre publikummer ikke tog imod. De blev lynhurtigt frustrerede og hastede derfor videre til udstillingens sidste rum.

Endnu en sjov bogstaveliggørelse af det besvær, erindringen kan udgøre for den, som forsøger at huske. Her medvirker de andre publikummer helt uden at vide det i den fysiske manifestation, som hele Pugholms æstetiske gestus i disse rum er i stand til at fremmane. Publikums forvirring bliver et billede på, hvordan man kan løbe vildt i sine erindringer til et sted, hvor intet ser ud til at give mening.

Installationsfoto fra udstillingen Det som står tilbage, Viborg Kunsthal, 2016. Fotograf: Kurt Nielsen
Installationsfoto fra udstillingen Det som står tilbage, Viborg Kunsthal, 2016. Fotograf: Kurt Nielsen

Besværet værd
I det tredje rums mørke oplever jeg en række små hologrammer af ting fra dagligdagen: en plæneklipper, en stol, en hammer. De opstår et kort øjeblik, vrider og vender sig, for så at opløses i en (virtuel) sky. Det er meget smukt og poetisk, synes jeg, disse miniatureudgaver af ting, vi omgiver os med. Ting vi bruger og derfor har et forhold til.

Her handler det åbenlyst om den billedlige erindring, og jeg kan som beskuer aktivt benytte mit eget personlige kendskab til tingene som medspillende element. Hver gang et nyt objekt toner frem for mit blik, aktiveres de erindringslag i min hjerne, der har kendskab til og erfaring med objektet.

Pugholm tager os med på en rejse i erindringens forskellige kategorier, hvorved vi oplever erindring som en fjern horisont, som et flakkende minde om erotisk fuldbyrdelse og som knyttet til erfaringen med objekterne, som vi bruger og omgiver os med.

Det hele foregår i et minimalistisk set up, der på en helt konkret facon formår at konkretisere hukommelsens særegene mekanik. Det er overraskende effektfuldt – og indrømmet også møgirriterende – særligt i udstillingens andet rum, hvor læsningen af den fluorescerende tekst krævede en hel del selvbeherskelse af denne anmelder.

Det kan være svært at finde ud af, hvad og hvis erindring det i virkeligheden handler om. Egentlig hælder jeg mest den til den konklusion, at det, der står tilbage, er en dybere fortrolighed med erindringen som et fænomen, der manifesterer sig i overensstemmelse med, i hvilken grad den erindrende er i stand til at overkomme en række fysiske, mentale og tidslige modstande.

Tag en tur til Viborg og find selv ud af, hvad det er, der foregår – jeg synes på alle måder, at det var besværet værd.

Vis billedserie

Kommentarer

Del artiklen

'Erindringens labyrint'

Facebook