Find fem værker

Der kan være en god pointe i at lade kunst smelte næsten-sammen med omgivelserne. At bruge omgivelsernes materialer og lade kultur og natur tale sammen i meget afdæmpede, stedsspecifikke værker.

Især som antistof til den larmende Sculpture by the sea, der for et par måneder siden tiltrak publikum i al sin vælde.

Men når en sådan stilfærdig, ‘skjult’ udstilling ledsages af en lukket info-campingvogn uden annoncering af åbningstider, et enkelt fotokopieret og upræcist kort ophængt i udstillingens ene kilometerlange ende og et kontakttelefonnummer, der ikke er nogen, der svarer på – ja, så bliver det bare for meget af det gode.

Der er stor fare for, at oplevelsen ender i frustration og ligegyldighed.

Langt de fleste folk, der kom forbi, lagde formentlig kun mærke til info-campingvognen og måske et par af de mest åbenlyse værker.

Undertegnede var mere insisterende og fandt hele syv, måske otte, værker.

Et gæt
Udstillingen er ifølge det sparsomme pressemateriale et resultat af en workshop med artist in residence Stephan Pascher i front. Projektet skulle tage udgangspunkt i en diskussion af Sculpture by the sea.

Hvis man skal gætte på, hvad der har været talt mest om på workshoppen, kunne det måske være, hvordan mennesket markerer sig i naturlige omgivelser – om vi indgår i dem eller erobrer dem. En slags natur vs. kultur-tematik.

Det er mit bedste gæt.

Rum i det åbne
På skrænten ved hotellet – i nærheden af, hvor Sculpture by the seas værk IMAG_NE var placeret – erklærer et stort skilt stedet for at være et Space Laboratory.

Værket slår en tone an for udstillingen, der synes at dreje sig om rummet, stedet og menneskets brug af det.

Temaerne går igen i et værk nede ved vandet samme sted. Her er der ‘tegnet’ et hus i sandet. Et rum er afmærket med pinde og bånd, indtaget og lukket.

Selvom vi så gerne vil være åbne og gæstfrie, er mennesket som regel et typisk territorialt dyr: "Nu er dette område mit og mit alene."

Spor efter mennesket
I den indædte jagt på kunstværkerne bliver man også opmærksom på den overvældende mængde af menneske-spor i området.

Langt de fleste af disse spor overser man til daglig: efterladte bålpladser, ruiner af sandslotte, affald og andre spor efter menneskets brug af stedet. Og de fleste af værkerne falder helt eller delvist i ét med disse spor.

For eksempel mimer den flydende reb-skulptur et kendt eksempel på menneskelige efterladenskaber, der skyller op på en hvilken som helst strand.

Og værket viser måske, at vi er allestedsnærværende. Vi invaderer naturen både fra landsiden og fra vandsiden.

Omfattende kultivering
Efterhånden som man bliver mere opmærksom på omgivelserne og menneskesporene, svinder ordet ‘natur’ ind til en popsmart pr-betegnelse for stedet.

Den kultiverede natur sættes på spidsen i en gren-installation i skoven, hvor pubertære inskriptioner med sprittusch blandt andet siger "Fuck natur-mennesker" fulgt af en flot tegning af en skråt-op finger.

Og en installation på plænen foran Varna palæet afslører betonfundamenter samme sted, som Sculpture by the sea havde placeret en skulpturgruppe af menneskefigurer, der stirrede længselsfuldt ud over havet. Som for at sige, at vores drømmerier om samhørighed med naturen i bund og grund er forankret i en industrielt konstrueret kultur.

Paradise lost?
Måske er den tragikomiske konklusion på denne udstilling, at vi trods lejlighedsvise bestræbelser og drømmerier ikke er mere i kontakt med vores natur-lighed, end at vi uundgåeligt kultiverer alt, hvad vi kommer i nærheden af.

Denne pointe er bestemt værd at bygge en udstilling op omkring. Men den falder til jorden når udstillingen alligevel prøver at gemme sig for publikum.

Erkendelsen af kunsten som Kultur med stort K kunne med fordel have trådt tydeligere frem med en mere ærlig og åben formidling.