Info

Maj Horn er født i 1987 i Esbjerg.
Hun er uddannet ved Det Fynske Kunstakademi i årene 2009-2014.
Bor og arbejder i København.
Maj Horns arbejde tager udgangspunkt i vidensdeling, tilegnelse af steder, fantasi, leg, fællesskaber, historiefortælling og steders identiteter og atmosfære. Hun er drevet af samarbejder, sociale processer og dialoger med mennesker med forskellige baggrunde og kompetencer.
Hun arbejder med at skærpe en sensibilitet for vores omgivelser ved at lade brugerne af et sted formulere sider af stedet, som ellers ikke bliver udtalt. For Horn er det dialogen og processen, som udgør de vigtigste elementer i værket. Hendes processer har fokus på at udvikle metoder til projektkoordinering, der er transparente og oprigtigt dialogbaserede.
Mens spørgsmål driver hendes projekter fremad, er tiden en gennemgående faktor i Maj Horns praksis. Hendes projekter foregår ofte over flere år, hvor den tilstedeværelse og refleksion, som hendes praksis har som omdrejningspunkt, bliver underbygget af egne og deltagernes længerevarende samarbejder.