Ugens kunstner – Peter Brandt

So Help Me Peter…
Peter Brandt refererer ofte til andre kunstnere i sine værker og skaber dermed en dynamik mellem egne værker og kunsthistorien. Brandt bruger sin skuespilerfaring i de performativt baserede værker som fotoserien So Help Me Peter…, der refererer til den feministiske billedkunstner Hannah Wilkes So Help Me Hannah. Historisk set er kvinden blevet betragtet som kønnet, hvorimod manden ses som det universelle menneske, og det er blandt andet den objektgørelse af kvinden, som Wilke forhandler.

Hos Brandt er den muskuløse nøgne mandekrop i bevægelse i fald eller spring, og pistolen klar i hånden. Volden sitrer som den næste bevægelse, der ikke er med på billederne, men den bløde penis er en påmindelse om, at manden også er kønnet og sårbar, og at volden kan vendes mod den maskuline krop, som derved fremstår som dobbelttydig.

I Died In Italy But No One Knows It
Voldens realitet udfoldes i projektet I Died In Italy But No One Knows It, der er en undersøgelse af traumet efter et voldeligt overfald som Brandt var udsat for. Det består af fotos, objekter, video og tekstilværker. ”After” er Brandts fotos af sig selv umiddelbart efter han blev overfaldet. I det mørke badeværelse lyser hans orange bluse i kontrast til de lilla, blodunderløbne mærker i hans ansigt, der som oftest er skjult af kameraet.

Billedernes uskarphed understreger voldens udslettelse af selvet og skaber et paradoks til fotografiets fastholdelse af det selv, som ikke findes mere for offeret. Traumeerfaringen i Brandts værker tager form af følelsen af selvets død, hvor man mister sin menneskelighed og bliver uigenkendelig også for sig selv. Manden som offer og traumatiseret destabiliserer det stereotype billede af maskulinitet og forestillingen om en rigtig mand som stærk og usårlig. Dehumaniseringen sættes således i spil med maskuliniteten, der dermed fremstår ”forfejlet” og skrøbelig.

You Killed Me
I Brandts nye projekt You Killed Me genforhandles traumetematikken og identitetstabet. I ”Letter to X”, som består af applikeret silke og blyant, bliver subjektet transparent som silken i flossede overlapninger i den brudte grænse mellem Brandt og hans overfaldsmand. Stoffets femininitet peger på det porøse mandlige subjekts penetrerbarhed.

Grænserne bliver gennemsigtige, flyder sammen og overlapper, mens blyantsskriften forsøger at etablere en ny grænse og en ny identitet. Der er et slægtskab i Brandts værker med Tracy Emins, ikke mindst i brugen af tekst og tekstil. Hos begge underbygger det den kønsforhandling, der finder sted i værkerne, men den sker ud fra hver sin kønsposition.

Letter to Rabi
Værket Letter to Rabi er baseret på dialogformen og består af breve, objekter, tekstil og foto. Den nepalesiske, hiv-smittede dreng Rabi har sendt tegninger og fotos af sit liv til Brandt, som indgår i værket sammen med Brandts breve til Rabi, og desuden indgår billeder og objekter blandt andet fra den vestlige kulturs hiv/aids-historie. Dialogformen i værket fremhæver forskelle som etnicitet, alder og klasse mellem den nepalesiske dreng og den hvide, vestlige, mandlige billedkunstner.

Men dialogen bygger også bro ved at fremhæve forbindelsen mellem den eksistentielle udsathed hos manden og den konkrete, fysiske sårbarhed hos barnet. Fællesskabet kommer også til udtryk i fader/søn-temaet, hvor maskuliniteten forhandles, når der ikke er en søn til at videreføre den fædrene arv.

Ved Rabis uventede død valgte Brandt at arbejde videre med værket, og det fik dermed endnu et betydningslag, idet manden her møder ”sønnens” død og derigennem konfronteres med sin egen dødelighed. I mindetæppets bløde tekstil indskrives tabet i silkeskrift, hvor skønheden i værket både hylder den døde og skaber et spændingsfelt til tabet. Mødet med den anden bliver således også mødet med den andens fravær gennem døden, og dermed også en refleksion over egen dødelighed.

Portfolio