Er den blødende kusse med hår på smuk?

Er den blødende kusse med hår på smuk?

Gudrun Hasle: Relabeling, 2004-2008. Foto: Gudrun Hasle

Den seneste Visionssalon om Skønhed og Kropsangst debatterede kyndigt og livligt kroppen som en både smuk, angstvækkende og ambivalent størrelse med udgangspunkt i paneldeltagernes egen kunstpraksis. Især stadfæstede debatten, hvor vigtigt det er at insistere på retten til at lade det kropslige og personlige danne udgangspunkt for sin kunst.

På det aflange bord i Museumsbygningen, hvor Bikubenfonden og Banja Rathnov har inviteret til Visionssalon, er seks store bægre og en barok vandkaraffel stillet op til de endnu ikke ankomne paneldeltagere. Opstillingen giver instinktivt associationer til det protofeministiske hovedværk The Dinner Party (1979) af Judy Chicago, hvor et højbord med svulstigt, vulvaformet porcelæn, drikkebægre og smukke broderier inviterer til feministisk middagsselskab. Den subtile reference til dette kropslige, feministiske magnum opus virkede passende som opvarmning til dagens paneldebat, der især kom til at handle om kropsangst, køn og kroppens grænser – men også om billedkunsten som et frirum, hvor man kan dele skønhed og erfaringer med andre.

Panelet fra venstre: Tine Byrckel, Iben Maria Zeuthen, Stense Andrea Lind-Valdan, Jette Hye Jin Mortensen, Gudrun Hasle og Peter Brandt. Foto: Signe Bjerregaard Brok

Anledningen til Visionssalonen var billedkunstneren Stense Andrea Lind-Valdans nyåbnede soloudstilling KNEBEL på Banja Rathnov. Den besnærende titel KNEBEL refererer både til den metalstang, som slår lyden frem i en klokke og til en gag, man knebler nogen med. Ordets dobbelthed som noget både larmende og tavst, perverst og helligt, står i parallel til kroppens eksistentielle ambivalens, som går igen på hele udstillingen. Vi er både betinget og begrænset af kroppen, og dens forgængelighed er både forbundet med glæde og angst. Udstillingsrammen kom på den måde til at udstikke en klar linje for panelets diskussioner af kroppen i kunsten.

Til sagens kerne
Panelet bestod af journalist Tine Byrckel samt billedkunstner Jette Hye Jin Mortensen, Stense Andrea Lind-Valdan, Gudrun Hasle og Peter Brandt.  Salonen blev modereret af journalist og vært på Radio 24syv Iben Maria Zeuthen. Alle fire billedkunstnere arbejder på hver sin måde med kroppen som et udgangspunkt eller værktøj, mens Byrckel med sin teoretiske ballast som filosof og psykoanalytiker var med til at kontekstualisere de mere værkbaserede diskussioner.

Zeuthen gik direkte til sagens kerne, da hun spurgte Tine Byrckel om »en blødende kusse med hår på er smuk?«. Spørgsmålet blev (desværre) aldrig besvaret direkte, men ledte i stedet til en indledende diskussion af, hvorfor kropsvæsker og kropsåbninger, der forvirrer grænsen mellem indre og ydre, både er forbundet med angst og stor tiltrækningskraft. Ifølge Byrckel er det fordi grænsefladen er med til at afgrænse os som selvstændige individer: Hertil går jeg!  Vi er som mennesker blevet skabt ud af en sådan udskillelse, og derfor er skellet også eksistentielt forbundet med både liv og død.

Stense Andrea Lind-Valdan: The joy of all the men’s lives, 2015. Pressefoto

Tungemalerier og intime tøjmærkater
Denne forhandling mellem krop og verden er central for flere af panelets kunstnere. “Det er præcis den grænse, jeg arbejder med i kroppens møde med papiret”, påpegede Lind-Valdan. I sit arbejde med at male med sin krop på papir – sin tunge, sine kropsdele og kropsvæsker – står aftrykkene netop som en porøs membran mellem krop og verden, beskuer og kunstner. Billedkunstneren Gudrun Hasle nævnte i samme ombæring, hvordan hun forbandt det at være cutter som ung med sit første egentlige kunstneriske udtryk: At skære i sig selv var en måde at visualisere og forstå smerte på og en indgangsvinkel til sit senere kunstneriske arbejde med kroppen og dens grænser. Hasle nævner sin interesse for tekstiler i denne sammenhæng, da deres funktion netop er at beskytte og afgrænse kroppen mod omverdenen. Omvendt har hun, som værket Relabeling viser, syet mærkater på sit tøj, der med personlige, intime udsagn som “det er min ejen skyl” og “jeg er skufed” gjort tøjet til et udstillingsvindue for sit indre liv – en både skrøbelig og kraftfuld ’venden vrangen ud´ på sig selv, der igen leger med selvets grænsedragning mellem ydre og indre.

Retten til at arbejde med kroppen
I løbet af samtalen opstod en tilbagevendende forundring over, hvor kontroversielt det stadig kan være at bruge krop og kropsvæsker i sin kunst. Hvorfor virker det så farligt og provokerende? Som eksempelvis sidste års massive og ophedede mediedækning af menstruationsbogen Gennemblødt (af Maja Nyvang Christensen og Sine Cecilie Laub) tydeligt demonstrerede, er kropsvæsker og den blødende krop absolut ikke et uddebatteret emne. Det handler måske netop om, at kropsvæsker opløser grænsen mellem kroppens indre og ydre, og derfor er forbundet med kontroltab og usikkerhed. Men, som Lind Valdan bemærker, gælder der samtidig ikke helt de samme regler for kønnene i forhold til kropsvæsker: For det er særligt kvinden, der ikke må være flydende.

“Kvinden har fået rollen som repræsentant for det kødelige og forgængelige, mens manden har været tanken – historisk set. Fordi vi samtidig er født ud af kvindekroppen, vil vi enormt gerne give slip på den,”  tilføjer Byrckel. Så meget desto vigtigere at insistere på retten til at arbejde med krop, blod og kropsvæsker.

Kunstneren Jette Hye Jin Mortensen uddyber en anden vinkel på, hvorfor arbejdet med den biologiske krop er væsentlig. Hendes opvækst som koreansk adoptivbarn i Danmark var grundlæggende præget af en fornægtelse af krop og biologi: ’Du er ikke koreaner, du er dansker.’ Men den forestilling stemte bare ikke overens med hendes egne erfaringer og den andetgørelse, hun også blev mødt med. Derfor blev kroppen en ufravigelig kendsgerning i Mortensens senere kunstpraksis. I den forbindelse påpeger Mortensen det paradoks, at det ofte kan være ødelæggende at behandle noget i kunsten, man har været udsat for. Bruger man sig selv i værket til at påpege et problem, bliver man nemt selv set som en del af problemet. Omvendt kan billedkunsten også være et sted, hvor man undslipper sig selv på en god måde: Hvor den individuelle erfaring kan hæve sig op til fællesmenneskeligt niveau, og man kan udvide sig selv ved at opleve andres værker eller dele ud af sig selv i sine egen praksis.

Peter Brandt: I Died In Italy But No One Knows It, 2007. Foto: Anders Sune Berg

Den paradoksale skønhed
Som diskussionen skrider frem, bevæger vi os langsomt over mod den del af Visionssalonens oplæg, vi ikke har været så meget inde på endnu: Skønhed. Og det viste sig hurtigt, at skønheden er et tveægget sværd i arbejdet med kunst. Flere nævner oplevelsen af, at den smukke krop eller en tilnærmelse mod skønhed i et kunstværk ofte kan stå i vejen for, at værket bliver taget seriøst. Lind-Valdan opsummerede præcist skønhedens paradoks således: “Hvis du er grim, gider vi ikke se på dig, hvis du er for smuk, gider vi ikke høre på dig. Hvad gør man så?”

Peter Brandt uddyber ved at nævne sine tekstilværker, der er blevet kritiseret for at behandle tunge emner som traume og overgreb i smukke, farverige stoffer, som tilfører værkerne en ’lethed’. Men som han selv konstaterer: “I mine bedste øjeblikke identificerer jeg mig jo ikke med mine problemer. Der eksisterer i stedet følelsen af at sætte noget fri i et kunstværk.” De smukke farver og den gode komposition aktiverer kroppen og giver et visuelt frirum at udtrykke sig i – og, kunne man måske tilføje, et sted, man momentant kan undslippe kropsangsten og livsangsten.

Iben Maria Zeuthen slutter af med et spørgsmål til panelet, der perspektiverer dagens snak om krop, køn og kropsangst: Er det overhovedet muligt at slippe for disciplinering af kroppen? Kan vi komme derhen, hvor det er ok at være nøgen, blødende og behåret? Som Brandt konstaterer, er dette en form for utopi. Trods eksempelvis lovgivning mod diskrimination og vold er kroppen fortsat en kampplads.

Dagens debat illustrerede på fin vis, at selvom man måske ikke kan slippe for indskærpelser af kroppen, kan kunsten både være med til at bevidstgøre og udvide grænser, men også fremvise kroppens skrøbelighed som et fællesmenneskeligt vilkår.

Vissionssalonen Skønhed og kropsangst fandt sted 30. marts i Museumsbygningen.

Moderator:
Iben Maria Zeuthen – vært på portrætprogrammet ‘Det Næste Kapitel’, Radio24syv

Panel:
Stense Andrea Lind-Valdan – billedkunstner
Gudrun Hasle – billedkunstner
Peter Brandt – billedkunstner
Tine Byrckel – journalist ved Information
Jette Hye Jin Mortensen – performer og videokunstner

Bikubenfondens visionssaloner tager afsæt i Udstillingsprisen Vision og har til formål at skabe debat og faglig sparring omkring udstillingsformater og –problematikker. Salonerne tager udgangspunkt i eksisterende erfaring hos en institution eller organisation omkring et specifikt emne. Gennem debatten udvides erfaringsfeltet af udefrakommende paneldeltagere og publikum. Salonerne er gratis og åbne for alle interesserede.    

Kommentarer