Cai Guo-Qiang's udstilling A Clan of Boats i Faurschou Foundation's nye kæmpelokaler består af lækre værker med umiddelbar underholdningsværdi, men lige under 'gimmicken' lurer både drilsk ydmyghed og hjerteskærende rædsel.
A Clan of Boats er ikke bare en udstilling, det er den første udstilling i Faurschou Foundation’s nye ‘kommercielle kunsthal’ i København, og med en kunstner som Cai Guo-Qiang fra den absolutte top af kunstmarkedet er tonen sat for, hvilket niveau af kunstnere man kan forvente at finde på Nordhavnen i fremtiden: Dem, de andre fem eksisterende (og non-kommercielle) kunsthaller vil have svært ved at finansiere. Boom!
En kæmpe væg af brunt vand vælter gennem gaderne og fortærer alt på sin vej. Lynende hurtig og knugende langsom. Umættelig. Ustoppelig. Med ét er livet skyllet væk, og et helt folk mangler både hus, hjem og familie. Filmen looper. Forfra.
Rædselsscenariet spiller fra en lille skærm installeret på balkonen i Faurschou Foundation’s store, topsikrede lokaler og sætter den underliggende tone i Cai Guo-Qiang’s udstilling A Clan Of Boats – en tone, man bør huske som en insisterende tinnitus udstillingen igennem. Hvis man da ikke bare vil underholdes.
Krudt, vraggods og porcelæn
For underholdt kan man sagtens blive. Cai Guo-Qiang’s særlige ‘krudttegninger’ er enorme, umiddelbart smukke og har høj gimmick-værdi. De er jo, som man kan få dokumenteret i en film under balkonen, lavet med krudt – der eksploderer.
Og kæmpeinstallationen A Gift From Iwaki må, med sit kæntrede vrag af havmørnet træ oversvømmet med knust, kinesisk porcelæn, også give et stik i hjertet på selv den hårdeste æstet. Det er romantisk, mægtigt, mystisk.
Og der kunne man godt blive hængende: I fortællingen om krudtet som den nye smarte pensel, og i den rørende historie om hvordan beboerne på den lille japanske ø Iwaki hjalp Cai Guo-Qiang, før han blev rig og berømt. Men der looper en flodbølge på balkonen.
Når man står på balkonen ved siden af den evigt fremstormende katastrofe, der på repeat udrydder en hel verden, ændrer billedet sig. Bogstaveligt talt. De idylliske, krudtskabte landskaber, fugleflokke og træstubbe er ikke bare lavet med en ‘fancy gimmick’, der kan trække masserne til. De er sprængt på hvidt.
Den brune farve fra flodbølgen går igen i de store svedne naturmotiver, der ved afbrændingen af krudtet har fået et underligt flosset præg – som en drøm eller et fjernt minde. Måske et flygtigt glimt af verden før katastrofen rammer, måske et håb om at der kan spire noget smukt fra volden – eller måske den omvendte måde at vise katastrofens voldsomhed på: I teknikken frem for motivet?
En hyggelig aften
For vi har måske ikke selv oplevet katastrofen, men vi har bestemt set den før. Den er hverdagskost for et lidelsesmættet blik. Opsvulmede børnemaver, flodbølger, eksplosioner og massegrave, vi har set det, og vi synes faktisk, at det er ved at være lidt irriterende med de der skyldtrips og udstrakte hænder på en ellers hyggelig aften. Og det ved Cai Guo-Qiang godt.
Så han siger det pænt. Diskret. Drilskt. Fint pakket ind i fyrværkeri og idylliske motiver – og det gør budskabet omend endnu mere brutalt, hvis man altså fanger det. Og hvis man ikke gør? Ja, så er man i det mindste blevet underholdt. Igen.
På ferniseringsdagen krystalliserer Cai Guo-Qiang overstående pointe i en sand mavepuster af en installation – eller et lidt skuffende fyrværkerishow: skabelsen af Freja.
Let the show begin
Alle er der; alle de vigtige og alle os andre. Vi står sammen på kajen lige bag udstillingsbygningen, glade af alkohol og forventning. Let the show begin.
Freja, som i grundtræk er en krudtfyldt jolle, er tidligere på dagen blevet hejst op i en kran og sejlet bort på en pram. Nu kommer hun tilbage. Knugende langsomt.
En megafonstemme beder publikum om at være stille, som Freja nærmer sig:
“Sejladsen er en del af værket,” prøver stemmen. Det hjælper ikke rigtigt. Prammen standser tæt på kajen og publikum hjælper entusiastisk megafonstemmen tælle ned: “3, 2, 1…”
Et hjerteskærende SKRIIIIG flænser luften i ti sekunder, der føles som en evighed. Farver skyder ud fra siderne på jollen, og kajen indhylles i røg. Alle holder kæft. Min krop gyser, og gåsehuden løber ned ad arme og ben. Røgen letter. Tilbage hænger Freja, kærlighedens gudinde, rygende, forkullet.
Grusomt smukt
Med en langsom sejltur og en kort kontrolleret eksplosion hamrer Cai Guo-Qiang en rygende dolk lige mod de modtagelige hjerter på kajen, og for en kort stund indgyder han sand rædsel efterfulgt af stille sorg.
Grusomt smukt – hvis man altså ikke kun kom for at blive underholdt.
Efter den korte, totale tavshed er blevet brudt, udbryder en herre ved siden af mig højlydt til sit selskab:
“Det var da meget flot, men det kunne nu godt have varet lidt længere.”
