Shirin Neshat flyttede som ung til USA for at studere på California University, Berkley. Hun har siden vundet talrige priser for sine værker, der tematiserer forskelle mellem Mellemøsten og Vesten – oftest fra et kvindeligt perspektiv. Nu er hun danmarksaktuel på Faurschou Foundation i Nordhavn med en stor udstilling om sin nyeste film Looking for Oum Kulthum.

Sanger- og skuespillerinden Oum Kulthum (1898–1975) er den suverænt største kvindelige stjerne i Mellemøstens historie, men hun var også en gådefuld og meget privat person. Neshats film portrætterer en kvindelig, iransk filmskaber, som forsøger at lave en film, der kommer bag facaden på det hemmelighedsfulde ikon.

Filmskaberen kæmper på sidelinjen med at balancere familieliv, karriere og kunstnerisk integritet, alt imens hun jagter det evigt undslippende menneske bag legenden Oum Kulthum. Og netop unddrageligheden er en lektie, samtidens kunstnere måske kunne lære af, forklarer Neshat:

“Oum Kulthum er nok den vigtigste kunstner i det tyvende århundredes Mellemøsten, men vi ved så lidt om hende, hun gemte virkelig sit privatliv. Efter de seks års research, jeg brugte til at lave denne her film, måtte jeg indse, at det er umuligt at komme under huden på Oum Kulthum, fordi hun manipulede billedet af sig selv meget grundigt for ikke at blive fortæret af offentligheden.”

Og for Shirin Neshat er sådanne faste grænser helt centrale for at fokusere – og for ikke at miste sig selv.

Uendeligheden er grænsen
Når vi taler om, hvordan kunstscenen i Vesten har udviklet sig over de seneste år, udtrykker hun mere bekymring end ved den totalitære censur, for, siger hun, man er ikke i tvivl om kunstens rolle i et diktatorisk styre:

“I Iran er offentligheden afhængige af deres kunstnere, af at de ‘rapporterer’ om folkets lidelser – kunstnerne taler ikke bare til folket: Via film, musik og litteratur er de folkets stemme. Som kunstnere er vi i stand til at sætte emner på dagsordenen og skabe debat, som ikke almindeligvis er mulig. Det gælder naturligvis særligt for Iran, hvor vi ikke har ytringsfrihed, men en omfattende censur. Her kan kunsten være et meget kraftfuldt våben.”

Shirin Neshat lever og arbejder i New York, hvor hun er repræsenteret af det særdeles anerkendte Gladstone Gallery, og kender således også den vestlige (kunst)verden indefra.

“Den bedste måde, jeg kan beskrive forskellen mellem kunstnere, der som jeg kommer fra meget undertrykkende regimer, med kunstnere, som kommer fra mere liberale samfund, er, at vi har en masse begrænsninger, og det er en blandet velsignelse. Selvom jeg lever uden for Iran, sætter jeg stadig en masse begrænsninger op for mig selv og mit arbejde. Begrænsningerne hjælper mig. De holder kniven skarp i forhold til, hvem jeg vil ramme og hvordan.”

“I kontrast har kunstnere i Vesten ikke rigtig nogen grænser, uendeligheden er grænsen: Man kan angribe sin regering, sine ledere, religion osv. og slippe af sted med det. Det er svært for mig. Jeg bliver paralyseret, når der er for mange muligheder.”

Fundamentalt forkert
Et arbejdsmæssigt fokus kan man måske som Neshat inddæmme med dogmer. En anden og mere central bekymring ved Vesten er kommercialiseringen af kunstverden, som den har udviklet sig over de seneste tyve år. Ifølge Neshat er der sket en eksplosion i pengestrømmene og et radikalt skift i magtbalancen mellem kunstner, gallerier og museer.

“Jeg har stor respekt for museer, gallerier og samlere og alle folk, som støtter kunsten. Men kunstnere skal virkelig passe på ikke at lade sig forføre til at gå på kompromis med deres værker for at tilpasse sig markedets luner. Der er for mange penge, der skifter hænder i kunstverden i dag, og det er til tider uansvarligt det pres, der sættes på kunstnerne for at producere salgbart output.”

Shirin Neshat er en spinkel kvinde på 61 år. Hendes hår er trukket tilbage i en knold, og de brun-grønne øjne iklædt en bred, mørk øjenskygge, der tegner underkanten af øjet helt ud til kindbenene. Hun er varm og fattet. Rutineret. Men da samtalen bevæger sig ind på markedskræfternes påvirkning af kunstverden, mærker man oprigtig indignation og bekymring i blikket.

“Før i tiden førte kunstneren an, og museerne og gallerierne fulgte efter. Nu hersker samlere, museer og gallerier, og kunstnerne følger efter dem – det er der noget helt galt i. Særligt inden for de sidste tyve år er pengene, markedet og kommodificeringen begyndt at dominere kunstverden totalt. Jeg kender kun meget få kunstnere, der går mod strømmen, og jeg synes virkelig, at det er forkert, at vi følger dealerne. Bare fordi de svømmer i penge, prøver vi at passe ind på deres parametre – det er bare fundamentalt forkert.”

Hun bliver bevidst om sin stemme og fortsætter lidt mere dæmpet:

“Jeg siger ikke, at alle kunstnere skal blive aktivister, men generelt er markedet bare blevet alt, alt for dominerende.”

Den rette partner
Omvendingen, hvor kunstnere tilpasser sig markedet, i stedet for at markedet tilpasser sig kunstnerne, optager tydeligvis Neshat meget. Hun tjener sine penge på salg af værker, men de værker, som hun bruger mest tid på, går kun lige i nul – hvis hun er heldig. Og det var hun i mødet med Jens Faurschou. Han opsøgte Neshat og tilbød at lave en udstilling omkring hendes film i fondens prægtige lokaler i Nordhavn uden udsigt til monetær gevinst. Sådan nogle partnere møder man alt for sjældent, og gode partnere er afgørende, forklarer Neshat:

“Det gælder om at finde de rigtige partnere. Lad os være ærlige, denne her udstilling kommer ikke til at sælge: Der er ikke noget at sælge. Men Jens Faurschou henvendte sig til mig! Og det slog mig helt omkuld, at de ville give så meget plads og tid til en udstilling, der aldrig kommer til at tjene penge. Det respekterer jeg virkelig!”

“Kunstnere bliver nødt at finde samarbejdspartnere, der er på linje med deres syn på, hvad kunst bør være. Men alle spekulerer i stedet i, hvordan de mon får gennemført deres næste store pengestrategi. Så vi har brug for en alternativ bevægelse. Vi har brug for, at kunstnerne gør oprør. Jeg tror, at vi vestlige kunstnere virkelig har brug for at tænke over, hvor alting er på vej hen og så finde alternative måder at intervenere i den retning, der er i gang – jeg lyder som en prædikant,” griner Neshat og uddyber:

“Men hvis man på et tidspunkt bliver skubbet ud af kunstverden som irrelevant, så har man stadig sin værdighed og bevidstheden om, at man fulgte sit kald. For til syvende og sidst er vi alene. Så vi bliver nødt til at spørge os selv: Hvorfor gør jeg det her?”

Et symbol på enhed
Det er her Oum Kultums genkomst kan være relevant for kunstnere i den arabiske såvel som den vestlige verden, for kunstnere kan faktisk udfylde en central plads:

“Oum Kulthum er særlig relevant i dag af flere grunde,” forklarer Neshat. “I dag – 40 år efter sin død – er hun stadig den mest populære sanger i den arabiske verden. Hun er den eneste, som alle fra Mellemøsten – jødiske eller muslimer, sunni, shia, sekulære eller ikke, folk fra Israel til Saudi-Arabien, Algeriet – alle er enige om, at de elsker Oum Kulthum. Hun er det eneste symbol, vi har på enhed, fred, solidaritet – og hun kæmpede hele sit liv for fred og et arabisk fællesskab.”

Det er netop Oum Kulthums politiske potentiale til at samle, hvad Neshat betegner som en et splittet Mellemøsten, som har været særligt dragende for hende i produktionen af Looking for Oum Kulthum.

Udstillingen på Faurschou Foundation er bygget op om en minibiograf, hvor man i bløde stole kan se filmen Looking for Oum Kulthum. Bagefter kan man så dykke ned i den omfattende ‘behind the scenes’-udstilling med kostumer, rekvisitter, noter, billeder, musik og meget mere. Og der er meget at finde, når man leder gennem Oum Kulthum.

“Jeg mener, at den muslimske verden – særligt i dag – er splittet, og det er helt fantastisk at se en kvindelig kunstner, der samlede dem alle sammen, og som den dag i dag er den eneste, der skaber et punkt, hvor man kan opleve en slags enhed på tværs af den arabiske verden.”

Ud over at lede vejen for et muligt internt mellemøstligt fællesskab mener Neshat, at en figur som Oum Kulthum kan korrigere Vestens billede af Mellemøsten, og det er særlig vigtigt nu, understreger hun:

“Særligt på et tidspunkt, hvor Vesten ser på Mellemøsten som et barbarisk sted, er det vigtigt at vise hvor kulturelt rige og kosmopolitiske, vi var.”