Stille dramaer

Når man vandrer i mørket imellem de ydmyge og stille værker i udstillingen Hip Hip Hurra på Statens Museum for Kunst, indgår man i en særlig verdensanskuelse som Danh Vo omhyggeligt har etableret i de seneste år. En Verdensanskuelse der gennem stille dramaer både skæver til menneskehedens nederlag og astronomiske landvindinger.

Fra vietnamkrigens ofre til den første rumrejse.

Danh Vos værker cirkulerer om (auto)biografiske, geopolitiske og historiske elementers tilknytning til virkelighed og identitet. Elementer der afføder spørgsmålene:

Hvad er virkelighed, hvad definerer identitet og hvem bygger livets kasser og definerer standardiseringerne?

Flugten mod mælk og honning
Fortællingen om Vo og hans virkelighed begynder med familien Vos flugt i faderens hjemmebyggede båd. Båden fører familien bort fra den vietnamesiske flygtningelejr de er interneret i, og mod det forjættede land og drømmen om guldbelagte gader og svælgen i mælk og honning.

Undervejs bliver familien tilfældigt samlet op af et Mærsk-skib på kurs 54 1/2°, Danmark. Her fik Vo en ny identitet som dansk statsborger og et nyt navn ved samme lejlighed, da familienavnet Vo bliver placeret sidst, ligesom mellemnavnet Trung registreres som hans fornavn.

Favntag med identiteten
Denne første erfaring med identitetskonstruktion og samfundets kategorier kommer senere til at blive en del af fundamentet i Vos kunstneriske virke.

Ikke som en melankolsk beklagelse. Snarere som en interesse i identitetens muterende materiale og hvordan den individuelle og den overordnede historie er uløseligt forbundet gennem menneskets søgen efter at forstå sig selv i forhold til et hele.

Denne menneskelige søgen har ført Vo vidt omkring.

Fra en amerikansk militæranalytikers arkivmateriale om eksotisk, homo-erotisk fascination fra Vietnamkrigen, der gav Vo mulighed for at sammenstykke den fortid han manglede. Og til en stædig dokumentation af sit liv og identitet ved at påføre sig selv diverse offentlige advarsler.

Materialernes mutation
Endelig føres Vo tilbage over havet til Vietnam i en alder af tredive år. Her genforenes han med den historie han flygtede fra.

Genforeningen afføder senere værket 16.06.1974 (2010). 16.06.1974 er også datoen på Vos afdøde broders fødsel og består af tunge bronzegrene der roligt hviler på en bænk, sammensat af gammelt træ.

På trods af den rettroende fars insisteren på en anstændig begravelse af hans døde søn, er det midt i vietnam-krigens rasen ikke muligt at skaffe en kiste. Det ender med at faren fremstiller en kiste af amerikanske ammunitionsbokse. Det er denne grav i skyggen af et stort træ som Vo besøger. Og det skyggende træ hvis grene Vo støber i bronze. Igen muterer materialiteten. Fra grene til metal. Og igen fra ammunitionsboksenes metal, der mimer kistens træ.

Med simple kunstgreb, der river elementer ud af deres vante sammenhænge og ændrer materialiteten, bringer Vo vores virkeligheder i let ubalance. Balancen genoprettes først når vi aktiverer vores individuelle og historiske erfaring over for værkerne og således integrerer dem i vores egen virkelighed.

Integration som pakkeløsning
Det konstruerede blik på virkelighed og identitet ses også tydeligt i det tidligere udstillede værk Oma Totem, 2008, en samling af en vaskemaskine, et tv og køleskab med et trækrucifiks på lågen.

Da Vos bedstemor kommer til Tyskland som bådflygtning får hun tildelt denne pakke af den katolske kirkes hjælpeprogram. Til pakken hører også et personligt adgangskort til et kasino.

Pakken der skulle sikre en vellykket integration, peger tragikomisk i retning af en moderne kapitalistisk standardisering og normalisering.

Her æstetiseres den bizarre kombination af de politiske, religiøse og kulturelle forhold der er knyttet til objekterne og deres mærkværdige rolle i bedstemorens liv, der både er rørende og grotesk.

Oma Totem har dog undergået en forandring fra sin tidligere form. Kasino kortet er borte og i stedet er køleskabsdøren blevet åbnet så et gult lys flyder ud i mørket fra den kapitalistiske identitetspakke, mens krucifikset hyldes i lågens skygge.

Kulturel standardisering
De samme bevægelser ses også i Das Beste oder Nichts (2010), den store Mercedes bilmotor, der indtil sidste fredag sad i Danh Vos fars udtjente taxabil.

At kunne købe sig en Mercedes er for Vos far det endegyldige billede på vestlig succes, status og standardisering. Men ikke en standardisering der bliver ham pålagt, men som han selv søger for at passe ind i ‘den danske model’.

Fragmenterne fra Vos egen historie og værkernes frigjorte elementer synes således at gøre os opmærksomme på den lille og den store histories forbundethed.

Hip Hip Hurra
Forbindelsen mellem den lille og store historie spejles også i titlen Hip Hip Hurra, der i form af en hilsen til Krøyers kanoniserede nationalromantiske maleri af samme navn, peger på en tilegnet kulturarv, selvforståelse og identitet. Og spejles ikke mindst i at scenen er sat på Danmarks Nationalgalleri.

Efter flere betydningsfulde udstillinger, og en vis hype da Danh Vo i 2010 afviste tilbuddet om en soloudstilling på Guggenheim i New York, er Vo tilbage i landet hvor hans identitet blev underskrevet med en udstilling, der bindes sammen af simplicitet, identitetssøgen og den personlig histories placering i en større kulturel, geopolitisk og historisk ramme.