BOB was here!

BOB was here!

David Lynch, This Man Was Shot 0,9502 Seconds Ago, 2004. Print - mixed media. (Foto: Patrick Gries)

Billedserie

Udstilling

The Air Is on Fire

26 sep 2010 18 jan 2011

David Lynch

Kunstforeningen GL STRAND
Se kort og tider

I forbindelse med udstillingen udbyder Gl. Strand p.t. et semester-kursus om surrealismen hos David Lynch. Se mere på Gl. Strands hjemmeside.

Den verdensberømte filmmand David Lynch indtager det nye Gl. Strand med surrealistiske malerier, skulpturer, installationer, litografier og tegninger. Et gesamtkunstwerk, der i meget pirrende Lynch-stil, men dog blot som et supplement til hans filmkunst, udforsker det onde.

Fordrejede og amputerede kroppe, myrdede kvinder især, udflydende ansigter, bræk i lange baner og obskure anordninger med el-pære og ståltråd. Det er blot nogle få af indtrykkene David Lynch-udstillingen, The Air Is on Fire, i det nyåbnede Gl. Strand byder på.

Udstillingen er en omarbejdet udgave af en tidligere præsentation på Fondation Cartier pour l’art contemporain i Paris fra 2007. Og den viser udvalg af David Lynch’s billedkunstværker helt tilbage fra 1960’erne og til de grandiose malerier fra i dag.

David Lynch, Do You Want to Know What I Really Think?, detail, 2003. Print - mixed media. Collection of the Fondation cartier pour l'art contemporain, Paris (Foto: Patrick Gries)
David Lynch, Do You Want to Know What I Really Think?, detail, 2003. Print – mixed media. Collection of the Fondation cartier pour l’art contemporain, Paris (Foto: Patrick Gries)
Associerende stil
David Lynch undersøger i udstillingens værker det mørke og onde i menneskets natur, ligesom i de billedstærke film såsom Eraserhead, Blue Velvet, Lost Highway og tv-serien Twin Peaks. Vel og mærke det onde i os alle.

Med værktitler som Pete goes to his girlfriend’s house påpeger han, hvordan ondskab og brutalitet kan slå ned som et lyn fra en klar himmel.

I et øjebliks vanvid maltrakterer Pete fra villakvarteret sin kæreste i uudtrykkelig kærlighed til – og formentlig frygt for – kvinden.

Intet er som det synes, der er langt mere under den pæne middelklasseoverflade, end man først tror. Pludselig kan et moderne, rationelt menneske eller en tilsyneladende fast form gå helt i opløsning i Lynch’s værker.

Filmen – og nu også kunsten
Forbindelsen mellem sex, død, angst og uhygge, som Lynch’s filmunivers i så høj grad er præget af, finder man altså også i hans billedkunstværker. Temaer, kunstneren er så fantastisk god til at indfange i et enkelt, fortættet set-up.

Filmen Blue Velvet indledes fx med et sukkersødt panorama henover et parcelhuskvarter, hvor det viser sig, at der nede i en veltrimmet græsplæne gemmer sig et afskåret menneskeøre.

David Lynch, Pete goes to his girlfriend's house.
David Lynch, Pete goes to his girlfriend’s house.

I billedkunstværkerne finder man samme sammenføjende og brudte stil som i filmene. Man får som beskuer lov til selv at digte med på fortællingen om, hvad der er gået forud for maleriet Pete goes to his girlfriend’s house, der ‘kun’ slår en bestialsk, rasende stemning og scene an.

Eller når man som beskuer får rædselsvækkende mentale lysglimt af en gyserfortælling, der også går i kroppen på én foran den mærkelige skultur Component #3 for Night Fishing.

En skulptur, der består af nogle tilspidsede trægrene, en lysende el-pære, ståltråd og ikke mindst en rød klat maling placeret det helt rigtige sted.

David Lynch, untitled, undated. Marker on paper. Collection of the Fondation cartier pour l'art contemporain, Paris.
David Lynch, untitled, undated. Marker on paper. Collection of the Fondation cartier pour l’art contemporain, Paris.
Gesamstkunstwerk
Der er ingen tvivl om, at David Lynch er en dygtig billedkunstner og måske i modsætning til andre berømtheder, der udstiller i Danmark for tiden, er berettiget til så stor en udstilling.

Inden Lynch blev filminstruktør, var han også billedkunststuderende på Pennsylvania Academy of Fine Arts i Philadelphia.

Men man er heller ikke i tvivl om, at det er som filminstruktør han er bedst. I Gl. Strands nyindrettede udstillingsrum hører man også en knugende, industriel lydside i udstillingsrummene, som et lydspor til de visuelle værker.

Derfor fremstår og lykkes udstillingen bestemt også som et gesamtkunstwerk. Alle elementer; animationer, litografier, tegninger, skulpturer bindes sammen af lyden bl.a., ligesom udstillingen er overskueligt iscenesat med maleri på de første etager, der fører op til de øverste etagers tegninger og animationer.

David Lynch, Do You Want to Know What I Really Think?, 2003. Print - mixed media Collection of the Fondation cartier pour l'art contemporain, Paris (Foto: Patrick Gries)
David Lynch, Do You Want to Know What I Really Think?, 2003. Print – mixed media Collection of the Fondation cartier pour l’art contemporain, Paris (Foto: Patrick Gries)

Et stillestående supplement
Men i gesamtkunstwerket er det som sagt samme tematikker, univers og ind i mellem samme persongalleri, (fx. karakteren Bob fra Twin Peaks), som man kender fra Lynch’s film.

Tematikker som Lynch angriber langt farligere, mere interessant og nuanceret i bevægelige illustrationer. Gesamtkunstwerket bliver således kun et seværdigt supplement til filmværket. 

Særligt skal dog fremhæves den sort/hvide surrealistiske fotoserie Distorted Nudes, hvor kunstneren har bearbejdet erotiske fotografier, så kroppe, lemmer, ansigter forvrænges og forvrides i forvirring og beklemthed over kvinden, seksualiteten og livet i sig selv.

David Lynch er berømt som filminstruktøren bag filmene Blue Velvet, Eraserhead og den legendariske TV serie Twin Peaks, der har opnået kultstatus over hele verden. Lynch studerede oprindeligt billedkunst på Pennsylvania Academy of the Fine Arts i Philadelphia, lang tid før han kastede sig over filmverdenen.

”The Air is on Fire” udforsker de mange facetter af hans kunstneriske talent, gennem værker som involverer og indfanger publikum i hans spektakulære univers af lyd og billede.

Udstillingen, som først blev vist på Fondation Cartier pour l’art contemporain i Paris i 2007, er den største dedikeret til Lynch’ arbejde som billedkunstner.

Billedserie

Udstilling

The Air Is on Fire

26 sep 2010 18 jan 2011

David Lynch

Kunstforeningen GL STRAND
Se kort og tider

I forbindelse med udstillingen udbyder Gl. Strand p.t. et semester-kursus om surrealismen hos David Lynch. Se mere på Gl. Strands hjemmeside.

Del artiklen

'BOB was here!'

Facebook