Svend Sømods udstilling er fuld af liv, selvom den dybest set er ét stort regnestykke

Svend Sømods udstilling er fuld af liv, selvom den dybest set er ét stort regnestykke

Svend Sømod: Resonans & Harmoni. Foto: Jan Søndergaard.

Billedserie

Som kun det moderne menneske kan længes efter naturens enkelhed, opsøger Svend Sømod matematisk skønhed i sin soloudstilling Resonans & Harmoni på Gl. Strand.

Verden kan være et forvirrende sted, og sindets vildveje ligeså. Måske er det forklaringen på, at Svend Sømod – årgang 92, ganske nys udsprungen fra Kunstakademiet i København – i sit arbejde udviser ekstrem tillid til noget så regelret som matematik.
Når man hører ham fortælle om sin metode, hæfter man sig ved hans lattermilde karisma, men også hans tendens til at fortabe sig i snørklede tankespind af talrækker og geometriske forhold. Han virker næsten besat af at finde en sandhed i matematiske regler, som ikke kun gælder for naturen, men også for mennesket og kunsten.

Sømod siger selv, han skaber kunst for at forstå ting. Finder man den rette brøk, den rette formel, kan en forvirrende verden måske falde til ro. Er det virkelig en frugtbar vej at betræde som kunstner: at ophøje tal til sandhed, at søge tingenes orden i stedet for deres urolige sitren? Tilsyneladende ja, for hans soloudstilling på Gl. Strand, Resonans & Harmoni, er fuld af liv, selvom den dybest set er ét stort regnestykke.

Halogenernes vrangside

Når man træder ind i det første rum, som Sømod selv kalder en forhal, møder man sin første talrække. Her hænger én højttaler, to røde varmepærer på 150 watt, tre hvide halogener og en ”4-channel switch pack”, der styrer hele opstillingen. En-to-tre-fire, så enkelt kan verden tage sig ud.

Men der er flere tal i spil. De tre halogener er programmeret til at lyse kortvarigt op efter hver sit primtalsmønster, sådan at de for det meste virker asynkrone, men pludselig lyser samtidig, når mønstrene overlapper hinanden. Hvert blink ledsages af et blødt, analogt klik fra kontaktboksen, og således udspiller sig en synkoperet opvisning i matematisk rytmik. Det er som at se et spøgelse spille trommer.

Den fjerde af kontaktboksens fire kanaler styrer de to varmepærer, som følges ad i et roligt tempo: Halvdelen af tiden er de tændt, halvdelen slukket. Hver gang de lyser op med deres varme rødmen, høres en dyb, ustabil tone i højttaleren, næsten som en advarsel om overhængende fare.

Den elektronik, der tager sig så let og legende ud i halogenernes spil, optræder her som en mørk vrangside. Det er overflade over for dybde, logik over for mystik. Sømod arbejder med lysets og lydens absolutte grundelementer, men får alligevel formidlet en spænding mellem orden, leg og destruktion. Godt klaret!

Svend Sømod: Resonans & Harmoni. Foto: Jan Søndergaard.

Paradoksalt personligt

Forhallen virker som én stor reset-knap, og sådan er den også tænkt. Installationen nulstiller beskuerens øjne og ører, den får os til at forstå verden i sin enkleste form. Det kommer os til gode i udstillingens hovedrum.

Her finder man to installationer. Dels et klangværk bestående af 16 stålrør med hver sin tone og hver sit spotlys, dels et blåt laserlys projiceret op på den fjerneste væg gennem to roterende spejle. Får man indtrykket af et alterrum, når man træder herind, tager man ikke helt fejl; Sømods ærbødighed over for tal og geometri har næsten et religiøst skær over sig.

På den måde er der noget paradoksalt personligt på spil midt i alle Sømods udregninger og brøker. Det blå laserlys drives af en blottet elektronik, hvis fine ledninger og kraftigt roterende motorer har en skrøbelighed over sig, selvom de ellipser og cirkler, det bøjede lys kaster op på væggen, egentlig blot formidler en geometrisk naturlov.

Man fornemmer ligesom en søgen efter tryghed i tallenes lovmæssighed. Et eller andet sted neden under forsøget på at forstå og formidle matematikkens iboende skønhed kommer kunstneren til syne som menneske i verden, og det er faktisk rørende at mærke den skrøbelighed i det blå laserlys og dets roterende, retrodigitale spiralmønstre.

Svend Sømod: Resonans & Harmoni. Foto: Jan Søndergaard.

Stålrørets mekaniske skønhed

Det bærende værk i Resonans & Harmoni er uden tvivl de 16 stålrør. Ligesom de to øvrige værker er det enkelt og transparent i sin udformning, men besidder alligevel en stor kompleksitet.

Rørene udgør en søjlegang med otte rør på hver væg, alle med en lille højttaler indeni, som spiller en klinisk sinustone, der så resonerer gennem stålet og alligevel får en vis karakter. I alt spænder værket over fem oktaver og en jungle af matematisk stringente, men alligevel vældig dissonerende tonehøjder.

Én gang høres alle rør på samme tid i en kort klynge af lyd. Klong! Det lyder som en mægtig gong, men derefter følger hvert rør ligesom halogenerne sit eget let forskudte mønster af korte sinusdryp. Egentlig er der tale om simpel brøkregning, men øret hører mønstrene som en sirlig komposition med stigning og fald, fortætning og spredning, harmoni og melodi. Mekanisk skønhed, et løbsk urværk i en drypstenshule, meget underfundigt.

Illusionen foldet ud

Der er en let kultisk dyrkelse af renhed på færde, men jeg opfatter det ikke som et opgør med civilisationen, sådan som Svend Sømod selv udlægger sin ambition i et videointerview, der ledsager udstillingen. De tidligste mennesker var næppe så optagede af orden, som Resonans & Harmoni er det.

For mig at se vidner udstillingen snarere om, at Sømod har fundet noget menneskeligt i det virvar af systemer, som civilisationen har opbygget. De mange ledninger og matematiske love, der styrer de tre værker – og faktisk i korte øjeblikke af euforisk synkroni får dem til at overlappe med hinanden – fungerer lige så godt som en allegori over civilisationens kompleksitet som en hyldest til naturens enkelhed.

Drømmen om naturens enkelhed er en illusion, der tilhører det moderne menneske. Jo større virvar vi møder i hverdagen, desto mere vokser illusionen om en enklere fortid. Det fascinerende ved Svend Sømods soloudstilling på Gl. Strand er måske lige netop, at man ser illusionen folde sig ud, men også mærker en understrøm af stille desperation.

Man fornemmer virkelig kunstnerens længsel efter det umulige, og det er egentlig den længsel og de små fejl eller skævheder i værkerne – som et stålrør, der pludselig lyder helt forkølet og hostende – der vækker min begejstring, snarere end de perfekte tabeller og former.

Selv siger Sømod, at hans kunst ikke handler om ham, men det gør den nu nok alligevel – heldigvis.

Læs også: Q&A med Svend Sømod.

Billedserie

Del artiklen

'Svend Sømods udstilling er fuld af liv, selvom den dybest set er ét stort regnestykke'

Facebook