Hallelujah Leonard Cohen!

Hallelujah Leonard Cohen!

George Fok: Installationsview af Passing Through, 2017. Foto: George Fok

Billedserie

Vandreudstilling, der vil vise kunstneriske perspektiver på Leonard Cohens ouvre, er ankommet til København i form af en dobbeltpræsentation på Gl. Strand og Nikolaj Kunsthal. Desværre befinder udstillingen sig dog i et uinteressant limbo mellem en kunstudstilling og en fanudstilling. Vel at mærke svage aftapninger af begge slags.

Lad mig starte med at sige: Hvis jeg skulle være fan af en mainstream-kunstner indenfor singer-songwriter-genren, så vælger jeg Leonard Cohen (1934-2016).

Hvad han mangler musikalsk, bæres igennem af stemmen, poesien, humoren, kompleksiteten og nærværet. For mig går han ind, og jeg husker en ret mageløs koncert i Falkoner Centret helt tilbage i 1985, hvor Cohen spillede så længe, publikum ville have ham til at spille. Arrangørerne tændte lyset og annoncerede gentagne gange koncerten for afsluttet, men Cohen spillede videre: Startede forfra på sætlisten, det blev ved og ved.

Denne indledning skal med for at dække min ryg: Det er ikke fordi, jeg ikke bryder mig om Cohen, at jeg synes udstillingen Leonard Cohen: A Crack In Everything på Nikolaj Kunsthal og Gl. Strand fejler.

Leonard Cohen: Self-Portrait (It Was the Hat, 2007. Courtesy of Leonard Cohen Family Trust.

Vandreudstillingen, der er udviklet af Victor Shiffman og John Zeppetelli fra Musée dárt Contemporain i Montreal (MAC), hvor den havde premiere i 2018, tildeler den canadiske sanger al den kredit, han fortjener. Til gengæld giver den ikke noget godt bud på, hvorfor man skal lave en kunstudstilling om ham.

Leonard Cohen havde ikke noget nært forhold til kunsten – i hvert fald ikke samtidskunsten.
Godt nok har der været udstillinger af hans selvportrætter (blandt andet på Gallery Poulsen her til lands), men han var godt klar over sine begrænsninger. “Acceptable dekorationer”, kalder han selv de portrætbilleder, der også i denne omgang vises på Gl Strand i form af en powerpoint-præsentation.

Med hensyn til udstillingen, som blev planlagt før hans død i 2016, gjorde han sine betingelser klart: Han ville ikke have noget som helst med den at gøre. Det blev overladt til museet i sangerens fødeby. Her har manden med kælderrøsten ikonstatus som en sekulær frelser, og så kan man jo næsten regne ud, hvordan det går. Udstillingen er blevet til en tam hyldest uden sprækker, og så hjælper det ikke, at udstillingen hedder A Crack In Everything.

På trods af, at der faktisk er masser af revner, sorthed og bitterhed i Cohens univers, er der i store træk tale om en helt harmløs forestilling.

George Fok: Installationsview af Passing Through, 2017. Foto: George Fok

Naturligvis kan man i en af udstillingssalene høre coverversioner af Cohens musik, udført af musikere, der beundrer Cohen, ligesom der er et par dokumentarfilmsprojekter, der har sakset lystigt i de mange, mange optagelser, der eksisterer af ikonet.

George Fok bruger seks skærme til at vise optagelser af den samme sang sunget til forskellige koncerter, bidder fra mindeværdige interviews, hæderstildelinger etc. Alt sammen med Cohen som det taknemmelige karismatiske fixpunkt, men får man nogetsomhelst udover glansen fra den i forvejen mytologiske aura, man selv kan surfe sig frem til på Youtube? Jeg synes det ikke.

Så er der en hel stribe “teknologiske” værker. Nogle af dem er interaktive, men alle er de tåkrummende ringe, kunstnerisk set.

Ari Folman: Depression Chamber, 2017. Foto: Guy L’Heureux.

Den israelske filmmager Ari Folman kalder sin installation, som skal opleves i enerum, for Despression Champer, og med den titel kunne man forvente en vis forstyrrelse.

Man lægger sig tilrette på en madras, og Cohen-nummeret Famous Blue Raincoat toner ud i rummet. Man bliver filmet af et kamera i loftet og ser sig selv ligge der. Så begynder et mylder af små lidt fjollede figurer – buddhaer, engle, svømmende kvinder, fisk mm – at glide op af væggene i form af projektioner. Da sangen er forbi, er alle de små figurer samlet i Cohens markante kontrafej på væggen, men der er dælme ikke meget depressionskammer over den installation, der er så fuldkommen friktionsløs, at det nærmer sig falsk varebetegnelse.

Heller ikke 3D værket Hallelujah af Zach Richter byder på nogen som helst sprækker.

Tag briller og høretelefoner på, og du oplever at være omringet af flere udgaver af den samme sanger, der som korværk fremfører Hallelujah, Cohens måske mest spillede værk overhovedet. 3D forestillingens sidste vers åbner så op til et højloftet kirkerum, mens et (engle)kor foran alteret synger med.

OMG!, tænker jeg, godt at Cohen havde fralagt sig ethvert ansvar. Alligevel må han vende sig i sin grav over en så flad takeover af en sang, som trods alt har noget mere dybde og flere nuancer. Dårlig opskrift, simpelthen: Tilsæt noget teknologisk gøjl og wow-effekt, rør lidt rundt og server sangen som den tykkeste kliche. Skulle det være en hyldest?

Zach Richter: Halleluja, 2017. Courtesy of the Artist.

Der er også dømt sødsuppe, når designstudiet Daily Tous Les Jours vil have os til at nynne med på samme hallelujah-refrain i deres installation I Heard There Was a Secret Chord. Og selv Janet Cardif og George Bures Miller, der ellers godt kan lave kunst med saft og kraft, kommer skidt fra det med deres interaktive orgel, der afspiller digte læst af mesteren selv, når man trykker på tangenterne. Jeg er ked af at sige det, men vi er i den absolut letbenede afdeling.

Større tyngde er også en mangelvare, når Kota Ezewas animerer en Cohen-optræden (Cohen 21, 2017) og Christophe Chassol transformerer en digtoplæsning til konkret musik (Cuba in Cohen, 2017) Det havner i nogle lidt uargumenterede stiløvelser, og forstærker billedet af en udstilling, der aldrig ankommer til et interessant sted hinsides heltedyrkelsen.

Kota Ezawa: Cohen 21, 2017. Courtesy of the Artist.

Sagen er, at det bliver kunstnerisk uinteressant at lave en udstilling med afsæt i en berømt sangers ouvre, hvis målet blot er at “hylde” vedkommende, og vedholdende pege tilbage på ‘geniet’. Endnu værre bliver det, når en stor del af bidragene forsimpler eller sovser trobaduren ind og gør ham skabelonagtig og endimensionel.

Hvis der skal være en berettigelse for sådan en udstilling, må det være den, at kunsten arbejder videre med stoffet og udfordrer det på en måde, som ikke er reaktiv.

Jeg kan nævne et par værker fra udstillingen, der formår at gøre det, og som tilfører fine og stærke billedkunstneriske udvidelser af universet.

Tacita Dean: Ear On a Worm, 2017. Courtesy of the Artist.

Tacita Dean gør det helt enkelt. Hendes tre minutter lange 16 millimeter film af en lille fugl på en elledning præsenteres højt oppe, så vi må lægge nakken tilbage. Og bemærk: den berømte Cohen-sang, Bird On a Wire, afspilles netop ikke som lam baggrundsmusik. Derimod fungerer filmfremviseren – som man ikke ser – som et knitrende, taktilt lydspor (elektrisk som en elledning), og fuglen sidder der bare og vipper med halen. Konsekvent og poetisk. Cohen sangen kan udmærket fungere som en slags reference, men værket lever med egen nerve og æstetisk relevans.

Og John Raffmann bruger blot Cohen-sangen The Future i et fragment som diskret underlægning til sit videoværk Legendary Reality.
Med en overbevisende, skramlet digital visualitet rammesættes en melankolsk fantasy-fortælling, der tilsyneladende berettes af en karakter fanget mellem drøm og vågenhed i en rumfartøjskapsel.

Jon Rafman: , 2017. Courtesy of the Artist

Her er en kunstner, som med sin egenartede billeddigtning matcher en næstens Cohensk tone i sit univers af lige dele afgrundsdyb melankoli, fremmedhed og spiritualitet. Her er sprækkerne til stede, og dybet er bundløst. Udstillingens bedste værk.

Når “Cohen-tematiker” forløses på sådanne måder, hvor de billedkunstneriske virkemidler tages i brug på egne præmisser, og stoffes ventileres og elaboreres i hænderne på kunstnere, der både vil og kan noget – ja, så kan jeg godt være med til en kunstudstilling med afsæt i Leonard Cohens musikalske og digteriske ouvre.

Overordnet set befinder udstillingen sig dog mere i et limbo mellem en kunstudstilling og en fanudstilling – vel at mærke svage aftapninger af begge slags. Hvis det skulle være en fanudstilling, skulle man så ikke i det mindste have haft Cohens sorte hat i en montre? Og hvis det skulle være en kunstudstilling, kunne man så ikke forvente, at kunsten kvalitativt bød på mere end blot gentagelser af det samme refrain igen og igen?:

Hallelujah. Hallelujah. Hallelujah, Leonard Cohen!

Billedserie

Del artiklen

'Hallelujah Leonard Cohen!'

Facebook