Læs med i næste uge, hvor gallerist Christina Wilson fortæller om kunstnerens erfaring som det væsentligste parameter for værdisætning.
Den specielle indkøbspolitik, som Statens Museum for Kunst opererer med som nationalgalleri, gør de forudgående kvalitets- og værdivurderinger meget forsigtige og velovervejede. Kvalitet er her udelukkende værkets kunstneriske formåen og ikke dets økonomiske værdi.
Den faglige vurdering er den eneste, som museumsinspektør Marianne Torp benytter sig af, når hun skal vælge kunst til eller fra på Statens Museum for Kunst. Museumsloven fordrer, at værkerne erhverves til samlingen og dermed til evigheden, intet mindre. Og netop derfor er det særdeles nødvendigt, at indkøbene er de helt rigtige.
Vi går ikke efter folkets smag
Kvalitet findes ifølge Marianne Torp inde i værket; er ideen helstøbt, er mediebehandlingen original og er værket velreflekteret? Museets statsstøtte er ikke afhængig af besøgstal, men kigger man som nationalgalleri ikke også på kunstens modtagelse, publikums interesser og dermed den mere populære og kommercielle værdi?
”Vi køber ikke værker af en særlig type, som vi mener, at folk bedre kan lide end andet. Vi erhverver udelukkende værker, som vi finder vigtige ud fra et forskningsmæssigt og fagligt synspunkt. Men så gør vi til gengæld enormt meget ud af at begrunde vores valg og formidle værkets kvaliteter videre til folk,” understreger Torp.
Økonomien sætter grænserne
Kunsten kan ifølge museumsloven ikke sælges videre, men indgår i stedet for som en investering til den danske kulturarv, når først den er under museets tag. Museet har altså ingen interesse i værkets økonomiske værdi, når først det er indenfor døren.
”Vi spekulerer ikke i et værks markedsværdi, for vi kan af gode grunde ikke købe noget og sælge det videre for at tjene penge. Så det er ikke en faktor, men selvfølgelig er værkets pris en praktisk og økonomisk faktor, fordi vi har et forholdvis begrænset budget til at erhverve kunst for,” siger Torp.
Indkøbsprisen har således en betydning, fordi den afgør, hvor mange nye værker museet kan erhverve.
”Der er en masse ting, som vi ud fra et forskningsmæssigt og fagligt synspunkt gerne ville købe, men som vi simpelthen ikke har økonomi til. Det er dermed vigtigt at understrege, at det vi erhverver, ikke er det eneste, vi synes er godt” forklarer Torp.
Værdisættelsen er et bud
Den gode kunst er i museets søgelys. Nationalgalleriet skal med udgangspunkt i samlingen forske i, formidle og bevare den danske billedkunst. Indkøb af samtidskunst sker derfor i grundige kunstfaglige overvejelser, men valgene vil alligevel altid afspejle netop dette museum.
”Uanset hvor faglig velfunderet vores udvælgelse er, så er den jo kun et bud på en mulig udvælgelse. Og der kunne givetvis være nogle andre institutioner, der havde truffet nogle andre valg. Man når aldrig frem til en fuldstændig rationel og neutral vurdering, for der er selvfølgelig en subjektivitet forbundet med ethvert valg,” siger Torp.
For at forhindre ‘det personlige valg’ tages alle beslutninger i et fagligt fællesskab blandt museets medarbejdere. Inklusion og eksklusion opstår således i en dialog, hvor alle fagfællers synspunkter ligges frem på bordet.
”Når vi beslutter os for at købe et værk, så er det en lang proces, og den indebærer mange faglige diskussioner. Jeg diskuterer med mine fagkolleger, afdelingschefen i Samlings- og Forskningsafdelingen og direktøren Karsten Ohrt. Man sikrer således også, at de kompetencer, vi selv har i huset, kommer i spil, så det bliver den mest nuancerede og kvalificerede beslutning denne institution kan tage,” uddyber Torp.
Værdi synliggøres over tid
Men hvordan spotter museet så disse såkaldte ‘kunst-perler’, der skal være repræsentanter for vor tids kunst også i fremtiden?
”Her er vi en lille smule konservative. Vi vil ofte være mere afventende for at være sikre på, at det givne værk holder. Og det mener vi, at vi er bedre i stand til at vurdere, når vi har set flere værker eller projekter af den pågældende kunstner,” forklarer Marianne Torp.
Udover det kollektive valg prioriteres tid altså også i udvælgelsesprocessen. Museet bruger tiden på bredt at følge samtidskunstverdenen udenfor i kunstnerværksteder, gallerier, biennaler og andre store som små udstillinger. Men det er ikke kunstens formåen udadtil, som optager museet. Det er altid de indre kvaliteter, der holdes øje med. Marianne Torp fortsætter:
”Vi kigger ikke så meget på, hvordan receptionen i øvrigt er af en kunstner. Vi kigger derimod mere snævert på, hvordan projektet udvikler sig. Er der en udvikling i ideen, i den refleksion som værket måtte indeholde osv. Det er på det grundlag, vi vurderer og beslutter erhvervelser.”
HVAD ER VÆRDI FOR DIG I KUNSTEN?
GIV DIN KOMMENTAR I FELTET NEDENFOR
Statens Museum for Kunst lavede sidste år i 2009 en udstilling, kaldet På Tværs, der netop satte fokus på museets udvælgelsesproces og erhvervelsespolitik.
Udstillingen viste et udvalg af museets nyerhvervelser fra 2007 til 2009 og formidlede desuden begrundelsen for, hvorfor netop disse værker var blevet indkøbt til samlingen.
Læs med i næste uge, hvor gallerist Christina Wilson fortæller om kunstnerens erfaring som det væsentligste parameter for værdisætning.
