Det skal du se! uge 32

Det skal du se! uge 32

Lærke Lauta: In the Beginning, 2020.

Så er sommerferien forbi, børnene sendt i skole, og hverdagen så småt begyndt at indfinde sig igen. Også på kunstfronten er det efterhånden business as usual, når vi her anbefaler en håndfuld udstillinger i Øst- og Vestdanmark, som vi gerne selv vil se!

Augustiana Kunsthal & Kunstpark
13 aug – 20 nov, Lærke Lauta: Meditations in an Emergency 2

Det flertydige og det gådefulde er karakteristisk for Lautas formsprog. Udstillingen rummer videoinstallationer og figurative malerier, hvor drømmeagtige scenerier skaber fortællinger, men også lærreder, hvor det narrative element nedtones eller transformeres til vibrerende farveflader.

KUNSTPAKHUSET
13 aug – 18 sep, Benjamin Skop og Amund Bentsen: when the world becomes our body

Udstillingen tager afsæt i tidevandets bevægelse og rytme, som bliver skærpet af menneskekroppens tilstedeværelse i landskabet. Værkerne undersøger menneskets forhold til naturen, og forholdet mellem den menneskelige krop og tidevandslanskabet skaber direkte visuelle associationer til global vandstandsstigning og klimaforandringer.

M100
6 aug – 11 aug, TANKEN – i vores fælles have

Det mobile mødested TANKEN mødtes sidste uge med havedyrkere og planteentusiaster i Fælleshaven Rubra. På den efterfølgende udstilling i M100 vises resultatet af mødet og udvekslingen af erfaringer mellem havedyrkere og kunstnere. Et kunstværk der afspejler haven og planterne i den.

Maiken Bent: Fixtures #1, 2022. Pressefoto.

Gas 9 Gallery
12 aug – 24 sep, Maiken Bent: Fixtures

Maiken Bent har lavet nye skulpturer, som på en gang er poetiske, komplekse og provokerende rå. Skulpturer, som hele tiden får vores blikke og forestillingsevner til at glide frem og tilbage fra hårdt og blødt, fra figur til abstraktion, og fra det umiddelbart maskuline til det feminine.

Martin Asbæk Gallery
12 aug – 10 sep, Ebbe Stub Wittrup: Stolen Fire

Titlen refererer til videoværket Fabric of flames, der undersøger, hvordan kulturel identitet, teknologi og håndværkstraditioner opstår og udveksles på tværs af tid og sted. Værket udfolder sig som en visuel meditation over kulturelle identitetsmarkører og ejerskab.

Formation Gallery
12 aug – 24 sep, Anders Bülow

Der er en ubestemmelighed og vægelsindethed ved Anders Bülows serie af gipsrelieffer, som de står og balancerer mellem billede og skulptur. De mange små toppe på reliefferne skaber en scene for et spil af lys- og skyggevirkninger samt et avanceret, men subtilt, arbejde med farvelag og farveskift.

Del artiklen

'Det skal du se! uge 32'

Facebook